‘Simbas stolthed’: Det er helt utrolig hårdt at skulle måles efter en verdenssucces som ‘Løvernes Konge’. ‘Simbas Stolthed’ er dog en langt bedre 2’er end mange af de andre efterfølgere til Dineys klassikere. De varme Afrika-toner i tegningerne er så smukke, sangene er virkelig iørefaldende og langt over middel, og så er jeg helt vild med Amalie Dollerups søde stemme til Kiara. Jo, der er skam masser af Disney Feel Good i ‘Løvernes Konge 2’.
Af Peter Henrichsen |
Titel:
‘Løvernes Konge 2’
Spilletid:
81 minutter
Land:
USA
Produktionsår:
1998
Distributør:
Disney
Udgives:
4. juni 2012
Følelses-barometer:
“Simba og Nala har fået en datter, som hedder Kiara. Hun er præcis ligesom Simba da han var lille: Nysgerrig, frygtløs og fuld af eventyrlyst! Da Kiara en dag stikker af fra sine barnepiger, Timon og Pumba, møder hun løveungen Kovu. Han tilhører Scars gamle udstødte flok og er vokset op hos den onde Zira. En opvækst, der kun har haft ét formål: at Kovu en dag skal overtage magten på Kongesletten. Er det nye venskab mellem Kovu og Kiara stærkt nok til at modstå Ziras onde planer?”
En blandet modtagelse i ’98
Sådan lyder bagsideteksten til opfølgeren til Disneys måske allerstørste succes i nyere tid: ‘Løvernes Konge’. Filmen er allerede 14 år gammel, og modtagelsen, specielt i USA, var meget blandet. En del takkede Disney for, at filmen aldrig fik lov til at gå i biograferne, men kom direkte på VHS, fordi de ikke mente, det var en værdig efterfølger til ‘Løvernes Konge’. Andre syntes den var værdig nok, men måske ikke rummede lige så mange gode sange som 1’eren.
Svært at måle sig med en verdenssucces
Efterfølgere til Disney Klassikere, er aldrig selv blevet Disney klassikere, hvilket måske er deres skæbne, allerede inden de bliver vist for publikum. Jeg synes dog ‘Simbas Stolthed’ er en ualmindelig vellykket 2’er, og hvis man ikke allerede kendte til ‘Løvernes Konge’, ville den også have fået meget mere ros. For sammenligner man den med andre tegnefilm, er både historien og sangene rigtig gode — det er bare så pokkers svært at måle sig med en verdenssucces som ‘Løvernes Konge’.
Timon og Pumba skuffer aldrig
De varme toner, der flyder ind i hinanden, i de smukke afrikanske tegninger, er også rigtig vellykkede – specielt efter de har fået en lille digital ansigtsløftning til denne dvd-specialudgave og blu ray-udgivelse. Timon og Pumba’s humor er lige så sjov, som i første film, så heller ikke der, kan jeg sætte en finger. Nu viste det sig jo også, at netop Timon og Pumba havde så meget mere i sig, at de kunne underholde hver fredag i Disney Sjov flere år efter ‘Løvernes Konge’, så det skulle jo også være underligt, hvis de pludselig ikke duede i ‘Simbas Stolthed’
Sangene er rigtig gode
Sangene er noget af det allervigtigste, og de rørte mig dybt, specielt den romantiske duet mellem Kovu og Kiara ‘Kærlighed ka’ gro’. På mange måder minder stilen om Andrew Lloyd Webber’s musical ‘Jesus Christ Superstar, og det skal bestemt tages som et kompliment. Helt så godt som ‘Løvernes Konge’ — der jo rent faktisk blev en musical på Broadway i New York, og derefter gik hele verden rundt — bliver den selvfølgelig ikke. Men derfor synes jeg bestemt, at det ok, at genbruge karaktererne/dyrene fra en succesfuld film i en 2’er. Ekstramaterialet på dvd’en, et interaktivt insekt-leksikon er til gengæld så skuffede, at det slet ikke er værd at skrive om.
Amalie som Kiara er det allerbedste
Til sidst skal der lyde en kæmpe ros til Amalie Dollerup. Amalie har altid været et stort naturtalent på det hvide lærred, lige fra hun spillede Lise (Nørgaard) i ‘Kun en pige’ og Yrsa i ‘Krummernes Jul’. Et år efter Krummejulen fik Amalie så – som 11-årig – mulighed for at lægge stemme til vores skønne, lille hovedper… hovedløve, Kiara, som unge. Og det er lige så vellykket, som når Amalie spiller skuespil. Kiaras stemme bærer mig gennem hele første del af filmen, og lige med det samme giver den mig præcis den Disney-stemning i hjertet, som man efterhånden forlanger lige efter man har set introen med fyrværkeriet der springer over Disneyland.
Konkurrence-spørgsmål: Er ‘Løvernes Konge 2’ en tegnefilm eller en ren computeranimation?
Konkurrencen er slut. Svar: Tegnefilm. Vindere: Rikke Pedersen, Natacha Knudsen, Marie-Louise Rekvad. Tillykke alle 3 🙂
Regler: Når du deltager, accepterer du, at konkurrencen kun er for børn og unge til og med 25 år. Vinderne vil blive slået op i denne rubrik den 25. juni 2012.
Skriv et svar