Politiken sendte i året 1928 femtenårige Palle ud for at slå Phileas Fogg’s rekord fra bogen ’Jorden rundt i 80 dage’ af Jules Verne. Kort efter udgav Palle en rejsebeskrivelse, ’Jorden rundt i 44 dage’. Når man læser den, er det ikke svært at se, hvorfor mange mener, at den fantastiske unge globetrotter Palle inspirerede Hergé til personen Tintin.

Af Camilla

Titel:

‘Jorden rundt i 44 dage’

Forfatter:

Palle Huld

Sider:

161

Udkom:

2. august 2012

Forlag:

Peoples Press Jr.

Følelses-barometer:




Jeg kender ingen, som hader at rejse. Faktisk kender jeg tværtom en masse personer som år på år er økonomisk til rotterne på grund af deres vilde rejseliv. Sommerferien er knap ovre, og jeg har allerede lejet en lejlighed i Østrig til vinterferien og planlægger lidt juleshopping i Berlin, for jeg skal jo have noget at se frem til, når jeg sidder bøjet over bøgerne her i efteråret. I mellemtiden må man glædes over andres rejsebeskrivelser, og her er ’Jorden rundt i 44 dage’ en bog, jeg godt vil anbefale.

En fantastisk heldig ungarbejder

Bogen handler om drengen Palle, der reagerede på en artikel, hvori Politiken søgte 15-årige drenge til en jordomrejse der skulle sætte rekorder. Efter et nervepirrende udskillelsesforløb, var han så heldig at blive valgt, og ugen efter steg Palle på toget og begyndte derved sit livs eventyr. Hele rejsen var en hyldest til forfatteren af ’Jorden rundt i 80 dage’, Jules Verne, i anledning af 100 året fra hans fødsel, og det var som om alle Palle mødte på sin vej, var opsat på at hjælpe ham med at fuldføre missionen. Jorden rundt stod der danske og udenlandske reporterer, lokale spejdere, og andre klar til at tage i mod ham, og under transport blev han altid hurtigt venner med de rige på 1. klasse, såvel som de fattige og tjenerne. Palle var nok taget alene jorden rundt, men han var sjældent alene på sin rejse.

Til middag hos en krigshelt med hullet strømpe

Bogen indeholder forbløffende korte beskrivelser af de byer og det landskab, som Palle på sin rejse rundt om jorden kommer igennem, til gengæld er den spækket med beskrivelser af rejseformerne, og af alle de bekendtskaber han gør sig undervejs. Det er utroligt livsbekræftende, den måde han bliver mødt over hele kloden af hjælpsomme mennesker, og der er noget hudløst ærligt over Palles ydmyge væsen, som bare bliver så begejstret, hver gang han møder spejdere, som ham selv, alle steder. Og som da han pænt siger nej tak til en rig ung dame, han er blevet venner med, der tilbyder at stoppe hans strømper, og han så senere må erkende, at han nok ikke var så god til det alligevel.

Uddrag af ‘Jorden rundt i 44 dage’

Da vi nåede admiral Togos hus, blev vi modtaget af en stor stab bukkende tjenere og ført ind i modtagelsessalonen. Men inden jeg kom så langt, havde jeg en oplevelse, der ikke var morsom. Der er nemlig den skik i Japan at man tager støvlerne af i forhallen og ombytter dem med tøfler: Gulvene er nemlig så blankpolerede, at det næsten er synd at gå på dem. Jeg måtte altså af med mine hectorplader, og så skulle det lige netop være så uheldigt, at jeg havde et stort hul på strømpen den dag; det var en flov en, og så lige som jeg skulle træffe admiral Togo. Jeg fik hurtigt den hullede strømpe gemt ned i tøflen, men det hul havde jeg ellers fornøjelse af hele dagen igennem, for jeg måtte af med skoene mange gange. Jeg skulle nok alligevel have ladet dollarprinsessen stoppe de strømper!

En fantastisk heldig ungarbejder

At han også fortæller den slags anekdoter, er med til at gøre bogen virkelig morsom. Vi får ikke kun den pæne side af Palle, han fortæller også om sine uheld, og om de gange hans nysgerrighed får ledt ham på spændene afveje, og når han næsten kommer for sent til toget, eller farer vild og bliver snydt eller hjulpet af lokalbefolkningen. Dette er alt sammen med til at give bogen sit præg af ’eventyr’, selvom det jo er sket for ham i virkeligheden. Jeg sad hele tiden som på nåle, af spænding over om han nu ville nå at slå rekorden, selvom titlen jo afslørede den sag. Og så var der også bare noget enormt hyggeligt over, at man som læser fulgte ham helt ind i seng og fik af vide, hvordan hans natteleje var fra nat til nat. Jeg føler virkelig, at jeg var med hele jorden rundt med Palle, og jeg har helt lyst til at tage af sted igen.

Måske burde vi alle være mere nysgerrige på fremmede mennesker?

Bogen blev genudgivet i august 2012, i anledning af 100 året fra da Palle Huld blev født, og jeg vil anbefale bogen til alle, som har lyst til at rejse. Mange rejsebøger har enormt travlt med at løfte pegefingeren og fortælle om lommetyve og fusentaster og om, hvordan man skal være forsigtig, hvis man ikke vil voldtages, berøves og ende død i en gyde i Delhi.

Palle Huld fokuserer i stedet med sine 15-årige øjne på, at man som udgangspunkt godt kan stole på sine medmennesker. Filosofien er, at så længe man møder alle med en forventning om, at de vil en det bedste og ellers bruger sin sunde fornuft, så skal man nok møde flere venner end svindlere. Det kan måske virke lidt naivt, men mistænksomhed avler intet andet en frygt, og det ødelægger enhver rejse, hvis man skal gå og være bange.

Palles indbydende livsindstilling er desuden tydeligvis den samme, som præger Hergés person Tintin, som mange i dag kender og elsker, og tegneserien Tintin begyndte tilfældigvis at udkomme kort efter at ’Jorden rundt i 44 dage’ udkom på fransk. Et tilfælde?