Karen Thompson Walkers debutroman ‘Miraklernes Tid’ er et interessant billede på hvordan Verden måske vil komme til at se ud i fremtiden. Det er en roman, der vil holde dig fanget fra start til slut, og vil efterlade dig med en følelse af, at du bare gerne vil høre mere!

Af Signe

Titel:

‘Miraklernes tid’

Forfatter:

Karen Thompson Walker

Originaltitel:

‘The Age of Miracles’

Oversat af:

Elisabeth Strandgaard

Sider:

330

Udkom:

8. august 2012

Forlag:

Lindhardt og Ringhof

Følelses-barometer:









Julia er 11 år, da det sker. Jordens rotation om Solen bliver langsommere, dagene bliver længere og nætterne med. Tyngdekraften bliver stærkere, flere tusind hvaler skyller på land og fuglene falder fra himlen i massevis. Det går langsomt, men alt tyder på, at Jorden er ved at gå under. For en 11-årig pige, er Jordens undergang dog ikke det eneste at tænke på. Hvad gør man, når ens bedste veninde flytter til en anden stat, og efterlader en alene tilbage? Når ens forældres ægteskab knirker? Når man ikke tør fortælle sine forældre at man altså er gammel nok til at få en rigtig BH? Når man er forelsket i den sejeste fyr på skolen? Eller når man pludselig skal lære at leve med dage og nætter der altid bliver længere? ‘Miraklernes Tid’ er en ungdomsroman om at blive voksen, om den første kærlighed, om venskaber, familie og, nårh ja, om Jordens undergang.

Rumvæsener, eksplosion eller dødbringende virus?

Først og fremmest: Jeg elsker fremtidsromaner. Der er simpelthen intet bedre end at sidde henslængt i en stol, helst omgivet af en masse puder, og få kastet en masse skræmmende fremtidsscenarier lige i ansigtet. Som oftest lader forfatteren af en sådan bog Jorden eksplodere, blive angrebet af rumvæsener eller blive ramt af en tilintetgørende virus, men Karen Thompson Walker giver et måske mere plausibelt bud på, hvordan Jorden kunne se ud i fremtiden. Måske endda den ikke alt for fjerne fremtid!

Jorden bliver nemlig hverken sprunget i luften eller ædt af en vred Marsmand, nej den begynder ganske enkelt bare at dreje langsommere rundt. Umiddelbart lyder det rimelig antiklimatisk, men faktisk skaber det en utrolig ubehagelig stemning blandt menneskerne på Jorden, fordi ingen kan sige hvad der vil ske i fremtiden. Usikkerheden om, om planter, dyr og, ikke mindst, mennesker, kan overleve uden sollys, gør Jordens befolkning nervøse, og selvom Julia kun er 11 år, bekymrer hun sig alligevel over hvad der skal ske.

Den 11-årige Julia er både hovedperson og fortæller — eller, det vil sige, hendes fremtidige jeg, er. Vi får nemlig hele historien serveret af en 23-årig Julia (det, der kaldes bagudsyn). Ofte virker det en smule rodet med den opdeling, især fordi ”fremtids”-Julia har en tendens til at beskrive alle ting meget grundigt, og idet det jo egentlig er et minde hun beskriver, virker det ikke altid så troværdigt. Til gengæld er det meget rart, at ”fremtids”-Julia altid ved hvad der sker i fremtiden. Så sidder man på intet tidspunkt tilbage med en følelse af at man mangler noget.

Det er ikke altid lige sjovt at være teenager

En ting jeg var i tvivl om, var målgruppen. Da jeg begyndte at læse bogen, havde jeg en idé om at det var en børnebog, hvilket ikke rigtigt er tilfældet. Efter nærmere undersøgelser viste det sig nemlig, at bogen er beregnet til et lidt mere modent publikum – alt fra 13 år og opefter. Og selvom jeg praktisk talt er dobbelt så gammel som Julia, havde jeg mange øjeblikke, hvor jeg tydeligt kunne huske, hvordan det var at være 11 år igen!

På trods af at Jorden nærmest er ved at gå under, lider Julia nemlig stadig under det forfærdelige fænomen der kaldes ”at være teenager”. Alle opturene og nedturene er noget man kan relatere sig til, om man er 11, 47 eller, for den sags skyld, 93.

Ensomhed

Et andet af bogens store temaer, er ensomhed. Den nye verdenssituation medfører nemlig også en masse ændringer i, hvordan folk vælger at leve deres liv. Julia bliver også påvirket af det, og som en pige på vej til at blive voksen, er det ikke nemt at føle sig både ensom, forvirret og usikker på, om Jorden overhovedet overlever. Ensomheden er også en ting man sagtens kan forholde sig til, selvom man måske ikke selv er teenager længere.

En sjov farfar gør det hele lidt bedre

Bogen har mange lighedspunkter med andre ungdomsbøger, idet den især handler om det at blive voksen: F.eks. Scott Westerfeld’s Uglies-bøger. Julia og Tally (fra Uglies) er begge stærke, selvstændige hovedpersoner og fremtidsaspektet er også en del af begge bøger.
Men, som tidligere nævnt, så handler det ikke kun om teenage-problemer, men også jordens undergang. Det giver den et ekstra twist, og skaber en spændende, og en smule uhyggelig, stemning, der får det velkendte emne til at fremstå som noget nyt. Som læser, kunne jeg ikke lade være med at tænke på, hvor uretfærdigt det egentlig er, at Julia skal håndtere både Jordens undergang og hendes egen usikkerhed. Det er svært nok at blive teenager, uden at have dommedag hængende over hovedet! Selvom det nu nok kan føles lidt som om man har det alligevel.

Uddrag af ‘Miraklernes tid’

Snart kunne selv jeg bedømme min mors sindstilstand ud fra lyden af hendes trampende fodtrin på verandaen og den heftige raslen af nøglerne mod døren – hun havde hørt de allerførste nyhedsindslag, som alle kender i dag, i radioen på vej hjem fra bagelbutikken. ”Tænd for fjernsynet med det samme,” sagde hun. Hun var forpustet og svedig. Hun efterlod sine nøgler i låsen, hvor de kom til at hænge hele dagen. ”Der sker noget fuldstændig forfærdeligt.”

Jeg følte mig fanget fra start til slut, da jeg læste bogen, selvom jeg måske ikke helt synes, den levede op til mine forventninger. Som sagt elsker jeg fremtidsromaner, og jeg har efterhånden læst så mange, at det var rigtigt spændende at få et lidt andet perspektiv. Hovedfokusset ligger nemlig ikke på det, at Jorden er ved at gå under, men på Julias rejse fra barn til voksen. Det gjorde at jeg havde nemmere ved at leve mig ind i bogen end normalt, og Julia er en ret fantastisk hovedperson. Mine forventninger var dog skruet lidt for højt i vejret, og jeg var en smule skuffet over fortællerstilen, med bagudsynet, fordi jeg synes de mange beskrivelser, fik det til at virke utroværdigt. Alt i alt, var jeg dog rigtig glad for bogen, og synes den helt klart er værd at anbefale!