At begynde helt forfra: En vanvittig flot historie om at håndtere sorg som teenager, som desværre taber pointen, da det dybe og smukke socialrealistiske tema pludselig erstattes af ligegyldig sci fi.

Af Peter Henrichsen

Titel:

‘Anna for altid’

Forfatter:

Ina Bruhn

Sider:

413

Udkom:

7. september 2012

Forlag:

Høst & Søn

Følelses-barometer:








Anna er kun 16 år, da hun får sin egen andelslejlighed i en mindre forstad. Det er hendes onkel Walter, der har den købt den til hende, mens hun har været et år i Atlanta – en ikke særlig munter oplevelse, hvor højdepunkterne har været de beroligende piller, som Annas amerikanske psykiater skrev ud til hende. Annas forældre er nemlig døde i en rædselsfuld brand, hvor kun hun reddede sig ud, og nu bærer hun både på en dyb sorg og en gnavende skyldfølelse. Det hele er et sort tomt intet, og hun har det egentlig også bedst med det sådan.

Men onkel Walter er nu Annas værge, og han guider hende på bedste vis, styrer hendes økonomi og arv og har også tilmeldt hende gymnasiet i den nye by. Allerede inden starten ved Anna, at hun på ingen måde kan leve op til den overstadige gymnasieglæde, de andre sikkert har, og derfor skruer hun alle forventninger helt i bund angående nye gymnasiekammerater. Anna får opfyldt sin egen profeti og udelukket sig selv ved ikke at deltage i klassens sociale arrangementer, men alligevel hænger en jævnaldrende pige, Karla, insisterede på og får langsomt oparbejdet så meget tillid hos Anna, at Karla kan få de dybe og sorgfulde hemmeligheder at vide.

Fascinerende præcise modsatrettede følelser

Kun få sider inde i ‘Anna for altid’ blev jeg fanget af Ina Bruhns fascinerede præcise og realistiske stemningsbilleder. Selv om sorgen efter at miste forældre eller andre nære familiemedlemmer, har tusinder af ansigter, ramte Annas sorg og reaktioner mig lige i sjælen. Jeg kan ikke erindre at have læst nogen dansk forfatter, der så genkendeligt kan beskrive følelsen af at man allerhelst vil knuses, krammes og forstås, men hvor man samtidig er nødt til at skubbe andre væk, af frygten for at miste endnu mere eller af angsten for ikke at blive forstået eller nået.

Sorgen der nægter at blive muntret op

Der er frygtelig mange modsætninger i historien, og det gør den også spændende. For hvem kunne som 16-årig ikke tænke sig sin helt egen lejlighed, hvor man kan invitere alle vennerne, bestille det mad, man har lyst til at spise og have kærester på besøg uden nogen forældre, der blander sig? Samtidig er det jo en rædselsfuld omstændighed, Anna har opnået denne gode på, så dels kunne jeg se alle de spændende muligheder, Anna havde frem for sig, men på den anden side identificerede jeg mig med den store sorg og depression, som konstant nægter noget så banalt som at blive muntret op.

Ualmindelig smukt

Sorgen og tomheden fylder meget i bogens begyndelse, og det rørte mig dybt, men det var også en enorm gave, at Anna havde mange af de samme dystre og egentlig i almindelig offentlighed forbudte tanker, som mange af os kan genkende, men som man netop ikke kan blive accepteret eller respekteret for at sige højt. Derfor bliver det ualmindelig smukt, når Karla alligevel når ind til Anna. At Anna kan få den gymnasieveninde og låne-famillie, som hun aldrig har turdet drømme om, rørte mig lige så dybt, og det er skønt, at bogen ikke kun er sort i sort, men også har åbninger, hvor livet – omend i korte stunder – kan leves af Anna.

Helt oppe i dén klasse

Bogen karakterer, specielt i i Annas og Karlas klasse, er skarpe, unikke og genkendelige, og det gav mig gevaldige flashbacks fra min egen gymnasietid. Samspillet i klassen – der egentlig mere er kendetegnet ved alles kamp mod alle for at komme lidt ind i varmen – tror jeg også de fleste vil kunne genkende, og det er dér, dansk socialrealisme kan noget ingen af de store udenlandske young adult-forfattere formår. For det er jo fåtallet af danske unge, der har gået på amerikanske highschools med football, chearleaders og prom, og nok er det spændende, fordi vi aldrig har oplevet det, men den rigtige identifikation udebliver jo, fordi det ikke minder en pind om at gå i gymnasiet i Danmark. Det har Ina Bruhn til gengæld fanget, og det kræver virkelig en mester at kunne skabe alle de forskellige intriger i klassen, som vi kommer igennem, uden at bipersonerne vel at mærke bliver flade og uselvstændige.

Specielt da Annas forhold til klassekammeraten Jesper giver problemer og vandene i klassen skiller sig, som om Moses går igennem, er så kompliceret og alligevel så helt utrolig vellykket konstrueret, at jeg sagde til mig selv, at dette var den bedste, danske socialrealistiske roman, jeg nogensinde havde læst. Som samtidroman roman følte jeg, at den var på højde med Bjarne Reuters serie ‘Månen over Bella Bio” (også kendt som romanerne ‘Månen over Bella Bio’, ‘Zappa’,’Når snerlen blomstrer’ og ‘Vi der valgte mælkevejen’. Eller som filmatiseringerne ‘Zappa’ og ‘Tro, håb og kærlighed’). Jeg lå tilmed en aften og forestillede mig, hvordan Nils Malmros ville være én af de få, der kunne overføre alle Annas fine og forskellige følelser til film. Det er store ord, men jeg var helt oppe i den klasse — for over to tredje dele inde i ‘Anna for altid’ elskede jeg simpelthen bogen højere end noget andet.

Ubegribeligt

Desværre sker det så i sidste fjerdel af bogen: Et genreskift, som for mig stadig er komplet ubegribeligt. Jeg er i gang med én af de største, danske socialrealistiske ungdomsromaner om sorg efter et enormt tab. En virkelig god gymnasieroman – den bedste, jeg nogensinde har læst. Men hvor jeg troede, at hemmeligheder blot var familiehemmeligheder, bliver hele genren socialrealisme pludselig kværnet om til sci fi — oven i købet en plat og ret-langt-ude af slagsen, hvor mange danske drengebogsforfattere sagtens kan være med. Der er lagt hemmelige spor ind, som pludselig popper op og ændrer alt, og Ina Bruhn igangsætter en træls jagt på at overbevise læseren om, at puslespillet passer.

Som om alt det smukke i at beskrive sorgen over at miste, bedste venindeskaber i gymnasiet og problemer med at binde sig til sin første kæreste, ikke var nok. Alle de fine eller sørgelige slutninger Ina Bruhn med lethed kunne have knyttet i sidste fjerdedel, bliver stresset overfladisk igennem til fordel for noget, der åbenbart skal give læseren en overraskelse. Og det var det! En overraskelse, som når man lader James Bond sparke døren ind til en Røde Kors sorggruppe.

Al min identifikation med Anna og Karla, som jeg havde bygget op over 270 sider, blev ødelagt på 20 sider, og så var der ikke mere at komme efter. Den utrolig vigtige, nutidige gymnasieroman blev til ligegyldig folkeskole-sci fi. Man skal virkelig have elsket for at blive så skuffet og forbavset, som jeg blev, og min sidste indskyldelse var at rive sidste fjerdel ud af bogen og huske ‘Anna for altid’, som den helt igennem smukke, sorgfyldte ungdomsroman, den er de første 270 sider — inden realismen og de smukke sociale forhold bliver opgivet.

Uddrag af ‘Anna for altid’

Da jeg ikke reagerer, sætter Karla sig ned over for mig ved spisebordet. “Hvad er der i vejen?”
“Jeg tror ikke, de kommer. De gider ikke alligevel. Eller også har de glemt det.”
“Søde, de skal nok komme.”
“Hvorfor skulle jeg også invitere til brunch? vrænger jeg. “Der findes ikke noget mere røvsygt end brunch! Og så i ferien, hvor alle hellere vil sove længe.”
Karla rækker over bordet og lægger sin hånd oven på min. Det får mig til at tude for anden gang her til morgen. Nu var jeg ellers lige blevet så dygtig. Det er flere måneder siden, jeg har grædt foran Karla, men denne morgen står alle sluser åbne, fordi jeg har sat mig i en position, hvor jeg pludselig er sårbar. De kan ramme mig nu. Møblerne kan allerede mærke det. De trykker sig op ad væggene, for de ved, at det her bliver ikke sjovt.
“Jeg inviterede engang min klasse til fødselsdag,” hører jeg mig selv sige, “og enten svarede de ikke, eller også meldte de afbud i dagene op til.”
“Hvad gjorde I så?”
“Vi aflyste. Jeg skammede mig sådan …” Et stort hulk undslipper mig. Flere ugers frygt for i dag løber over og drypper ned på den nye dug fra IKEA.