E.T. Anniversary Edition på blu-ray

E.T.: Intet mindre end en genial familiefilm, der i år fejrer 30-års jubilæum. Udover filmen får du 3 timer og 26 minutters ekstramateriale, der fortæller en fantastisk filmhistorie om Steven Spielberg, George Lucas, Kathleen Kennedy, John Williams, Drew Barrymore og mange, mange flere. Det kan man ikke få på dvd, og derfor ender vi med 6 stjerner til selve filmen E.T., men også 6 stjerner til ekstramaterialet.

Af Peter Kock Henrichsen

Titel:

‘E.T.’

Instruktør:

Steven Spielberg

Land:

USA

Distributør:

Universal Pictures

Udgivet:

30. oktober 2012

Følelses-barometer:






Der findes efterhånden mange jubilæumsudgaver af E.T. Der udkom en 20 års jubilæumsudgave i 2002 og nu 10 år efter er det så tid til 30 års-udgaven – denne gang på blu-ray.

Tilsyneladende er der den 30 oktober udkommet hele tre forskellige udgaver: En såkaldt steelbook-blu-ray, hvor æsken til blu-ray-skiven har børstet stål-look. Så er der en spaceship-edition, hvor du udover et hologram på blu-ray-æsken også får E.T.’s rumskib med i plastic. Endelig er der standard-udgaven, som vi har modtaget til anmeldelse: En æske med en blu-ray-skive og en dvd-rom-skive, så du også kan overføre filmen til din computer som ‘digital copy’.

Filmen står utrolig flot i HD, og John Williams tema og kompositioner fik mig straks ind i den go’e gamle E.T.-feeling. Mon ikke alle kender handlingen? Hvis der er nogen, der ikke gør, så vil det faktisk være synd at afsløre noget som helst af den her, fordi blot et kort resumé ville ødelægge mange af overraskelserne i E.T.

Også med dansk tale for de mindste

Mange vil for alt i verden undgå danske stemmer på amerikanske animationsfilm. De vil have filmene på originalsproget, da de dels mener, der går mange pointer tabt i oversættelsen, men også fordi amerikanerne ofte benytter kendte skuespillere til at lægge stemmer til de animerede karakterer. Normalt hører vi kun danske eftersynkroniserede stemmer spillefilm med virkelige skuespillere, når det er film, der bliver vist i børneudsendelser såsom ‘Ronja Røverdatter’ og ‘Børnene fra Bulderby’.

Og bare rolig. Selvfølgelig er der originalt, amerikansk lydspor på E.T. Men det var også en stor overraskelse, da jeg opdagede, at E.T. er eftersynkroniseret på dansk til børn, da jeg skiftede fra amerikansk til dansk lydspor. Det er jo en ganske bekostelig affære og et stort arbejde at eftersynkronisere stemmerne på en hel spillefilm, så det må være gjort allerede til biografpremieren i 1982. Jeg erindrer dog ikke, om jeg selv så E.T. på dansk eller amerikansk dengang. Så selvom mange selvfølgelig helst vil høre det amerikanske lydspor, så er det en ekstra gave, at E.T. også kan ses alene af de helt mindste børn. Den danske lyd er desuden utrolig vellykket, og selv E.T.’s mumleri er lige så godt på dansk.

Drew Barrymores debut

Den eneste E.T. hovedrolle-indehaver, der er blevet rigtig stor efterfølgende, er vel Drew Barrymore, der spiller Elliots lillesøster, Gertie. Hun er virkelig skøn i selve filmen, men absolut bedårende i alle dokumentarene bag kameraet, som er blu-ray’ens store styrke. Aldrig har jeg set så godt og dybt Steven Spielberg-ekstramateriale. Vi er med overalt på settet, også når der ikke laves film, og lille Drew bliver bedt om at lave lektier i den mobile film-skolestue i stedet for at pjatte.

Hvem er den hotte med-instruktør?

Når man har set alle 3 timer og 26 minutters ekstramateriale, føles det som om, man selv har været med på E.T.-filmholdet. Jeg måtte simpelthen sidde på IMDB og slå op, hvem den charmerende med-instruktør var. Ham med 70’er looket, der havde så utrolig god kontakt til de unge skuespillere. Jeg kunne simpelthen ikke få det til at stemme, at Steven Spielberg selv havde været denne ret hotte og charmerende fyr som ung – før brillerne og det grå hår og skæg. Men det var Steven, den eneste instruktør, dog støttet af producerne Kathleen Kennedy og George Lucas.

Kysser fremtidig BayWatch-stjerne

Nu vi er inde på de små pudsige personer i ekstramaterialet, så kan mange måske huske, at Elliot på et tidspunkt kysser en pige fra sin klasse midt i et stort skrubtudsekaos. Den søde pige var Erika Eleniak, der små 10 år senere i 1989-1992 betog alle i BayWatch som Shauni McClain. Hun poserede også som model i magasinet i Playboy i 1989, så det er lidt sjovt at tænke på, at det var en kommende BayWatch-babe og Playmate, som Elliot stod der og kyssede på settet til E.T. i 1981.

Filmhistorie, man ikke kan få på dvd

Vi kommer rundt om alt i ekstramaterialet til E.T.: Instruktionen, settene, musikken, dukkerne, animatatronics, 20 års jubilæet og genforeningen, hvor skuespillerne er blevet voksne. Det er selve idéen med blu-ray, at der kan ligge så meget ekstramateriale på én skive udover filmen i HD, og det er virkelig lykkedes her på E.T.. 3 timer og 26 minutters ekstramateriale, der fortæller en fantastisk filmhistorie om Steven Spielberg, George Lucas, Kathleen Kennedy, John Williams, Drew Barrymore og mange mange flere. Det kan man ikke få på dvd, og derfor ender vi med 6 stjerner til selve filmen E.T., men også 6 stjerner til ekstramaterialet.


Blu-ray’en indeholder:

E.T.

– Deleted Scenes (3:40)
– Steven Spielberg & E.T. (12:31)
– The E.T.-journals part 1 (24:50)
– The E.T.-journals part 2 (28:48)
– A look back (37:43)
– The evolution and creation of E.T. (50:16)
– The E.T. reunion (17:56)
– The music of E.T.: A discussion with John Williams (10:04)
– The 20th Annicersary Premiere (17:49)
– Designs, Photographs and Marketing (Stillbilleder)
– Theatrical trailer (1:50)
– Special Olympics TV spot (1:02)


Comments

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.