Delirium: Nu får de fleste jo snart juleferie, og hvis du sidder og tænker ”iiiih, hvad skal jeg dog bruge min juleferie på?” Jamen, så er svaret ganske simpelt: Du skal læse ‘Delirium’. En skøn kærlighedshistorie i et koldt fremtidssamfund, med rigtige venskaber, en fantastisk hovedperson og ikke mindst en fantastisk fortælling om den første forelskelse.
Af Signe |
Titel:
‘Delirium’
Forfatter:
Originaltitel:
‘Delirium’
Oversat af:
Lene Ewald Hesel
Sider:
364
Udkom:
10. oktober 2012
Forlag:
Politikens Forlag
Følelses-barometer:
I Lenas verden er kærlighed en sygdom. Heldigvis findes der en kur, som alle får, når de fylder 18, og nu er det snart ved at være Lenas tur. Siden hun fandt ud af, hvad kærlighed kan gøre ved mennesker, har hun glædet sig til at få operationen. Før det kan lade sig gøre, skal Lena og hendes venner dog til ”evaluering”. Her skal de besvare en masse spørgsmål og udstilles foran en flok dommere, der derefter vælger deres kommende mand eller kone for dem. Men det er her det utænkelige sker: Lena møder Alex.
Alex er opereret, så han kan selvfølgelig ikke blive forelsket i Lena, men Lena kan sagtens blive forelsket i ham. Hvis folk bliver forelskede, og derfor ikke vil have operationen, kan de flygte ud i vildmarken — men hvis de bliver fanget, er det lig med døden!
Delirium er en spændende og romantisk fortælling om kærlighed i et følelseskoldt samfund, ja, man kan vel nærmest kalde den for en moderne Romeo og Julie.
Operationen
Jeg har sagt det før, og jeg siger det igen: Jeg elsker bøger, der foregår i fremtiden. Om det handler om rumskibe, aliens og fremmede planeter eller blot om, hvordan verden vil se ud om 50 år, så fanger de mig. Det er ikke første gang et univers som det i ‘Delirium’ er beskrevet, men det er første gang jeg har læst et så vellykket ét.
Ægte venskab
Lenas bedste ven hedder Hana, og de har kendt hinanden siden 2. klasse. Hana bor i den rigere ende af byen og er generelt meget anderledes end Lena, men de er alligevel uadskillelige. En af de bedste ting ved denne bog, var faktisk deres venskab. Jeg kunne selv nikke genkendende til mange af de ting der bliver beskrevet, og jeg synes næsten ligeså godt om Hana, som jeg synes om Lena.
Alex
Selvfølgelig skal jeg også lige nævne Alex, når nu han er nævnt i resumeet. Og tro mig, der er intet jeg hellere vil, end at kaste om mig med steder i bogen, hvor Alex gør dit, eller Alex siger dat, for han er ret fantastisk. Men sandheden er, at jeg ikke kan sige særlig meget, uden at afsløre bogens handling. Og det har jeg bestemt ikke lyst til, da det er en virkelig god bog! Dog kan jeg nævne, at han er en af de der personer man ikke helt kan lade være med at holde af, og så er han i øvrigt rigtig sjov.
Trilogi
‘Delirium’ er første del af en trilogi, hvoraf de to af dem, er udkommet i USA. Nu har jeg godt nok kun læst den første, men jeg håber Lauren Oliver formår at holde tempoet og spændingen oppe i de næste to bøger. Det er nemlig ikke kun en tøse-bog, som det ellers godt kunne lyde lidt som. Der er mange barske kamp-scener og nervepirrende flugt-scener, så man skal være klar på lidt action! Personligt synes jeg, det gav bogen en ekstra stjerne op, for selvom jeg ELSKER kærlighedshistorier, kan det også hurtigt blive for meget. Ofte, når det handler om kærlighed, glemmer hovedpersonerne nemlig alle andre folk end dem selv, og den de nu engang er forelsket i, men sådan er det heldigvis ikke her.
Uddrag af ‘Delirium’
Hans hår er gyldenbrunt, ligesom bladene om efteråret, og hans øjne har samme farve som rav. I det øjeblik jeg ser ham, ved jeg, at han er en af de ansvarlige bag dette. Jeg ved, at han bor i Vildmarken: jeg ved, at han er lovløs. Frygten strammer grebet om min mave, og jeg åbner munden for at råbe et eller andet – jeg ved ikke helt hvad – men i det sekund ryster han ganske let på hovedet, og pludselig kan jeg ikke få en lyd frem. Og så gør han det absolut utænkelige.
Han blinker til mig.
Andre julegodter
‘Delirium’ er ikke lang nok til at udfylde en hel juleferie, så det er godt den har en masse kvaliteter som også var at finde i ‘The Hunger Games’ (af Suzanne Collins) og ‘Uglies’ (af Scott Westerfeld). Så er der flere bøger at putte på ønskesedlen næste år. Selvfølgelig er det tre meget forskellige bøger, men det er bøger der holdt mig fængslet til sidste side, og skabte et univers jeg blev grebet af.
Desuden kan man vel også sammenligne den lidt med ‘Twilight’, selvom jeg vil vove den påstand at ‘Delirium’ er både langt mere velskrevet og spændende.
Så, ja: Hvis du er til fremtid, kærlighed og action – alt sammen udført af seje, velskrevne karakterer – så burde du læse ‘Delirium’.
Skriv et svar