‘Hulen’: Aldrig har jeg læst en bog som ‘Hulen’. Surrealistisk og fjollet, som helt små drenge kan lide det, men så sprogligt svær, rodet og dårligt oversat, at selv folkeskolens ældste klasser vil få problemer med læsningen. Galt eller genialt – det er op til dig? Min mening kommer her.

Af Peter Henrichsen

Titel:

‘Hulen’

Forfatter:

Dale E. Basye

Oversat af:

Søren B. Kristensen

Originaltitel:

‘Heck – where the bad kids go’

Sider:

320

Udkom:

25. januar 2013

Forlag:

Rosenkilde og Bahnhof

Følelses-barometer:




Søskendeparret Marlo og Milton er hinandens modsætninger. Marlo er den Goth- eller Scene-inspirerede oprørske og småkriminelle teenagepige, og Milton er den lidt nørdede lillebror med tykke, runde briller og uden mod til at sige rigtig fra overfor Marlo. Det er også årsagen til, at det går helt galt i et indkøbscenter, hvor Marlo – mest for spændingens skyld – stjæler en masse sager, får et hav af vagter efter sig og ligeledes får gjort Milton til sin medskyldige.

Jagten ender bogstavelig talt i et ordentligt knald, da Miltons mobber, Damian, får stoppet et kanonslag op et sted, han nok ikke lige skulle have valgt. Indkøbscentret bliver forvandlet til et virvar af klæbrige, varme skumfiduser og Marlo og Milton ryger direkte ned til ‘Hulen’ – en slags opdragelsesanstalt, som alle forældre truer deres børn med, hvis de er uartige.

Bedøm aldrig en bog ud fra dens forside

Det første man lægger mærke til i denne anmeldelse, er formentlig ‘Hulens’ virkelig iøjefaldende forside. Den lækre tegning af Milton og Marlo skabt af Bob Dob (hvem han så end er), skiller sig virkelig ud på den gode måde. Jeg fik i den grad lyst til at læse ‘Hulen’, og når jeg smed forsidebilledet op på de sociale medier, reagerede en del piger også med at skrive, at dén bog så rigtig god ud!

Men nu skal man jo som sagt ikke bedømme en bog ud fra dens forside, og det gør man klogt i heller ikke at gøre med ‘Hulen’, for historien er simpelthen en værre gang rod, sammenlignet med den smukke forsidetegning. Det næste man lægger mærke til i denne anmeldelse, er nok min karakter af ‘Hulen’. Det er virkelig sjældent, jeg havner i den ende af skalaen, men der skal to ting til: Dels skal jeg ikke selv bryde mig om bogen, og endnu vigtigere: jeg skal også have haft rigtig svært ved at forestille mig en målgruppe, der vil kunne få en stor oplevelse ud af den.

Surrealistisk fantasy med svage hovedpersoner

‘Hulen’ er den slags fantasy, der mest af alt minder om en drøm — eller et mareridt, og det var egentlig ikke ironisk, men bogstavelig ment. Marlo og Milton havner i et andet univers, der er befolket af så blandede eksistenser, at næsten ikke to væsner er ens. Det er alt det, vi kender fra virkeligheden, men sat sammen på en ny, grotesk eller klam måde, der skal få os til at grine eller gyse. Man kan vel kalde det surrealistisk fantasy, og det fungerer utrolig godt i Chris Woodings serie ‘Havoc’ og ‘Malice’, fordi der er nogle skarp og empatiske hovedpersoner, man kan identificere sig med. Men Marlo og Milton – hvis M-navne også minder så meget om hinanden, at jeg konstant byttede rundt på dem – er stereotype og uden personlighed. De bliver ført rundt som en slags marionetdukker, hvor de væsner, som burde være bipersonerne, får al opmærksomheden og tager pladsen som hovedpersonerne.

Går helt over gevind

Fantasy er sjovt, hvis der også er noget virkelighed og nogle faste spilleregler, det fantastiske kan sættes i perspektiv til, men i ‘Hulen’ er der ingen faste holdepunkter. Det er som en overgearet tegnefilm, hvor man finder på nyt, nyt, nyt hele tiden! Jeg kunne ikke finde noget spændende plot: Vi aner ikke, hvor vi skal hen, vi aner ikke, hvor vi ender, og vi ved kun, at vi er her fordi, Milton og Marly har været uartige.

Det går så meget over gevind, at jeg forestillede mig, at ‘Hulen’ er den type roman, en forfatter skriver, hvis man hælder speed i hans kaffekrus. På et tidspunkt blev det så vrøvlet og surrealistisk, at jeg rent faktisk syntes, det var ubehageligt at læse – nærmest manisk.

Fremmedord der kan dumpe enhver i diktat

Lix-tallet i ‘Hulen’ må kunne banke et næsehorn i jorden: ‘underverdenens afstraffelses-kanal’, ‘komisk-evigtregerende og nøje regulerende enhed’,’ekstravagante dikkedarer og eksklusive privilegier’,’sjæleindehavers eksekutorer’,’desorienteringscenter’ er blot få af de fremmedord, som man konstant bliver bombarderet med. Har man blot den mindste tendens til ordblindhed, skal man gå langt uden om ‘Hulen’. Det dybt underlige er, at historiens forsøgte morsomheder er på stadiet for små børn, hvor Basye laver grin med noget så plat som prutter, men samtidig er teksten så sproglig svær, at selv folkeskolens ældsteklasser vil knække tunge på den eller dumpe i diktat, hvis de skulle nedskrive fremmedordene ud fra en oplæsning. Hvordan skal de yngste så selv kunne læse den?

Replikker der er stavet forkert med vilje

Sproget er desuden overfyldt med tillægsord, indskudte sætninger, parenteser, udeladelsestegn, og irriterende navne som ‘Bea “Else” Bupp’. Måske er det lidt sjovt første gang – hov! næh, det er det ikke – og forestil dig så at læse det hele tiden: ‘Bea “Else” Bupp’, ‘Bea “Else” Bupp’, ‘Bea “Else” Bupp’.

Som om det ikke kunne være nok, er replikkerne af og til stavet forkert med vilje, for at vise, at personen taler skægt. ‘Skade’ bliver til ‘zkade’ og der indsættes z’er og j’er alle mulige steder i ordene, for at gøre dem sjove. Man skal i den grad være sikker i sit sprog og sin stavning for ikke at blive forvirret rent fagligt efter at have læst ‘Hulen’. En bonus ved at læse sjove bøger, skal da være, at man bliver stærkere rent sprogligt, og så skal man ikke udsættes for et sprogligt forhindringsløb, som ‘Hulen’ i den grad er.

Uddrag af ‘Hulen’

Insektagtige dæmoner trykkede harmonikaer sammen og fyldte centeret med forvrænget cirkusmusik. Skarpe lys blinkede imens slubrende lyde væltede ud af tågehorn ovenover. Den samlede effekt var i sandhed temmelig desorienterende.
“Hvor skal pigerne hen?! udbrød Milton.
Hr. Hecubus’ øjne rettede sig mod Milton. Han følte sig pludselig som en hjort fanget i fem billygter.
“Nååhhhr, sjavner vi de sjøde smjå piger?” sagde hr. Hecubus spotsk. “Tab nu ikke mælet, unge pseudo-mand. Repræsentanterne fra det smukke køn føres til deres helt eget, specielt pH-afbalancerede område af Limbo. Vil du vide hvorfor?”
“Hvorfor?” spurgte Milton.
“Sku’ du spørge fra nogen.”

Sølle oversættelse

Oversættelsen må virkelig have været et mareridt på grund af de mange engelske platte vittigheder og ordspil. Jeg synes heller ikke, det er lykkedes særlig godt. Blot titlen, hvor man i England siger “Go to Heck”, hvor ‘Heck’ er oversat til “Hulen”, virker dybt underlig. Forældre i Danmark siger da ikke til deres børn, at de kommer i Hulen, hvis de er uartige? En replik er oversat til “Én lille lovovertrædelse sætter mig i samme båd som frøken Forseelse der …” (s. 41 foroven). Lyder det dansk? Og når vi kommer til den klassiske Limbo-sang, hvor man synger “How low can you go? How low can you go?” er den danske oversættelse “Hvor lav kan du være, hvor lav kan du være?”. Flot likvidering af det ellers sjove engelske enderim low/go. Helt ærlig, når vi når ned på det niveau af uopfindsom oversættelse, er det bare ikke sjovt at læse engelske bøger på dansk. Og det bliver ikke bedre af, at oversætteren på side 54 skriver “hun – min søster – er ret gammel af hendes alder”. Kan man nu heller ikke grammatikken for, hvornår der bruges ’sin’ eller ‘hans/hendes’?

Basye får topkarakter – af sig selv

Jeg kunne rent faktisk fortsætte længe endnu med at fortælle, hvorfor ‘Hulen’ ikke er min smag. Jeg vil i stedet sige: Hvis du vil læse en serie med præcis samme tema: En dreng, der kommer til helvede og møder øgler som det første, ja, så har Kenneth Bøgh Andersen jo allerede skrevet den. Serien hedder ‘Den store Djævlekrig’, og den er virkelig velskrevet og fortjener meget mere end at blive sammenlignet med ‘Hulen’. I begyndelsen af ‘Hulen’ fik jeg faktisk det indtryk, at Basye havde læst – og var kommet til at låne lidt for meget af – Kenneth Bøgh Andersen.

Et kort opslag på Goodreads viser, at ‘Hulen’ er en bog, man enten hader eller elsker. Så selvfølgelig må der også være nogle danske læsere derude, der er superdygtige til at læse det kringlede sprog og samtidig elsker Basyes fjolle-univers. Personligt har jeg dog fået rigeligt af Basye. Da jeg netop klikkede ind for at læse én af de positive anmeldelser af ‘Hulen’ på Goodreads – for at forsøge at forstå andres positive syn på den og derfor valgte en 5-stjernet anmeldelse (topkarakteren på Goodreads) – opdagede jeg efter to minutter, at anmelderen var … Basye selv! What the …!? Jeg synger blot Limbo-sangen: “How low can you go!”