‘Oprøreren’: Advarsel: hvis du først går i gang med ’Oprøreren’, slipper du den ikke, før du er færdig med at læse den. Bogen er endnu mere spændende end dens forgænger ’Afvigeren’, og der skal alligevel en del til. Bogen er fyldt med action og drama for både drenge og piger. Hvem ved, måske vil vores verden om 100 år foregå ligesom i bogen?

Af Rikke, 15 år

Titel:

‘Oprøreren’ (Divergent 2)

Forfatter:

Veronica Roth

Originaltitel:

‘Insurgent’ (Divergent #2)

Oversat af:

John Lysmand

Sider:

443

Forlag:

Alvilda

Følelses-barometer:








Beatrice bedre kendt som Tris har forladt sin familie for at slutte sig til skytsenglene. Tris har meget svært ved at tilpasse sig livet som skytsengel, da hun tidligere var puritaner, hvilket er langt fra livet som skytsengel. Tris gemmer på en stor hemmelighed, som absolut ingen må vide. Det kan nemlig betyde døden for hende og alle hendes venner. Men hvor længe kan hun mon holde den hemmelig? Og hvem kan hun stole på?

En kæmpe krig er brudt ud mellem de forskellige fraktioner, og Tris står som sædvanligt midt i det hele. Skytsenglene er efter hende, og hun bliver nødt til at flygte sammen med Tobias og nogle af hendes venner. Men hun kan ikke gemme sig for evigt.

Mere Tobias

Bogen er set gennem Tris’ øjne. Det synes jeg, er lidt ærgerligt, da det kunne have været mere spændende at se nogle af tingene fra Tobias’ synsvinkel. Jeg vil gerne vide mere om Tobias’ liv, før han mødte Tris og vide mere om, hvordan han generelt føler. Men til gengæld får jeg en masse at vide om Tris’ fortid, hvilket jeg synes er meget spændende.

Det var et stykke tid siden at jeg havde læst ’Afvigeren’, så jeg havde glemt noget af slutningen. Så da jeg startede med at læse ’Oprøreren’ blev jeg meget forvirret, fordi de ikke fortalte hvad, der var sket i slutningen af ’Afvigeren’ men jeg fandt hurtigt ud af, hvor vi var, og hvad der var sket. Jeg var dog nødt til at slå op i ’Afvigeren’ for at læse de sidste par sider, men det fik mig ikke til at give op med at læse bogen, og jeg har ikke fortrudt, for den er virkelig god!

Tris, Katniss, Bella og Hermione

Man kan godt sige, at Tris er tre fiktive karakterer sat sammen til en person. Hun har Katniss’ styrke, Bellas omsorg og Hermiones kloghed. Hendes styrke er hendes omsorg og stædighed, men det er også hendes største svaghed. Det er nemt at relatere sig til Tris, selvom hun lever i fremtiden og har nogle lidt andre problemer at kæmpe med end mig. Når jeg læser bogen, føler jeg, at jeg bliver hende, som om at jeg oplever, hvad hun oplever. Veronica Roth er rigtig godt til at gøre sådan, at vi læser tingene mellem linjerne, i stedet for at det står der direkte hele tiden.

Elskværdige personer

Det er ikke kun Tris, jeg kan lide. Veronica har skabt nogle elskværdige og meget menneskelige personer. Der er mange personer med i ‘Oprøreren’, hvilket godt kan blive lidt uoverskueligt nogle gange, men man husker hurtigt, hvem de forskellige personer er igen. Jeg kunne godt lide, at bogen var sjov, men samtidig også meget seriøs. For eksempel kunne jeg ikke lade være med at grine af nogen af Tobias’ kommentarer. Det er tydeligt at skelne mellem de gode og de onde personer i bogen, men bare rolig, alt går ikke helt, som man havde regnet ud. Folk kan nemt forandre sig.

Uddrag af ‘Oprøreren’

Jeg kan huske, at Christina engang fortalte mig om sandhedsserummet. Hun sagde, at det værste ved Sanddrus optagelsesprøve var, at man fik sandhedsserum og så skulle sidde og fortælle alle sine personlige hemmeligheder til alle de andre i faktionen. Sådan som jeg har det med mine personlige hemmeligheder, ved jeg godt, at sandhedsserum er det sidste, jeg har lyst til at få pumpet ind i min krop.
”Sandhedsserum?” Jeg ryster på hovedet. ”Ikke tale om”
”Er der noget, du ikke kan afsløre?” siger Jack og hæver begge øjenbryn.

Filmen

Jeg kunne næsten ikke styre min begejstring, da jeg fandt ud af, at Divergent kommer som film. Det bliver så fedt, at se Tris og Tobias på lærredet. Det er blevet bekræftet, at Shailene Woodley skal spille Beatrice Prior. Du kan se hende i filmen ’The Descendants’ og tv-serien ’ The Secret Life of the American Teenager’. Der går rygter om, at Kate Winslet overvejes til rollen som Jeanine Matthews, men som sagt er det kun rygter.

Rollen som Tobias er ikke blevet castet endnu, det er så typisk, at man altid får den rolle, man helst vil vide, hvem der skal spille, at vide til sidst. Det siges, at Lucas Till, Jeremy Irvine og Alex Pettyfer har været til casting til rollen som Tobias. Men ingen ved hvem, der får eller har fået rollen. Filmen kommer til at blive optaget i Chicago, og det forventes at filmen får premiere den 21. marts 2014.

Alt i alt

Bogen er velskrevet og sjov. Jeg levede mig totalt ind i verdenen og personerne. Det er helt klart den bedste science fiction bog, jeg nogensinde har læst, fordi jeg kan genkende noget af min egen verden i bogen. I mange af de science fiction-bøger jeg har læst, er der ikke mange ting der er ens med min verden, hvilket jeg synes er ret irriterende. Jeg ser meget frem til næste bind i serien, fordi Veronica Roth formår at slutte bogen et spændende sted, så jeg føler, at jeg ikke kan leve, hvis jeg ikke får fat i den næste bog lige med det samme.