Quick-Anmeldelse: ‘Flyv højt’. Den første forelskelse og den første dreng, hun rigtig kærester med. Vendela kommer ud for mange spændende oplevelser i denne nye og selvstændige roman i hjerteserien. ‘Flyv højt’ er meget lang tid om at komme i gang, men når først Katarina von Bredow får præsenteret alle personerne, er det lagt op til det hele store drama i Vendelas 9. klasse, hvor den nye pige Silja pludselig laver om på hakkeordenen. Det slipper hun ikke ustraffet for!
Af Peter Kock Henrichsen |
Titel:
‘Flyv højt’
Forfatter:
Originaltitel:
‘Flyga högt’
Oversat af:
Kina Bodenhoff
Sider:
357
Forlag:
Gyldendal
Udkom:
24. april 2013
Følelses-barometer:
Den svenske teenagepige Vendela er lige begyndt i 9. klasse. Hendes bedste veninde, Tove, hænger ud med Loke fra klassen, og så hænger Lokes bedste ven, Nils også automatisk med i slænget.
Den klassiske akavede situation indtræder, for Tove og Loke synes selvfølgelig synes, det kunne være så sjovt og hyggeligt, hvis Vendela og Nils også begynder at kæreste, for det ligner jo allerede en dobbeltdate, når de går ud sammen. Vendela synes, at Nils er ret sød, men han viser ingen særlig interesse for hende, så hun har heller ikke de store forhåbninger til at noget romantiske vil ske.
Pludselig bliver der rodet fuldstændig rundt i klassens faste hakkeorden, da den forældreløse pige Silja begynder. Silja er hverken blufærdig eller genert, og hun siger alt, hvad hun tænker, direkte til dem i klassen, hun tænker det om. Silja er også fuldstændig ligeglad med, at Line er outsideren i klassen og har vænnet sig til at være den, der bliver mobbet. Silja sætter sig gerne ved siden af Line og deler også gerne sin lipgloss med hende.
Det provokerer i den grad klassens Dronning, Emilie, som ingen tør sætte sig op imod, men selv det, er Silja også fuldstændig ligeglad det. Siljas opførsel provokerer også Vendelas veninde, Tove, for hun er en tryghedsnarkoman ud over alle grænser, og hun kan slet ikke forholde sig til, at der bliver rykket rundt på kammeraternes sociale positioner. Men efter et stykke tid bliver Vendela tiltrukket af Silja – også fordi de begge to bærer rundt på en sorg, som de pludselig kan dele.
Skal Vendela nu beholde Tove og holde sig fra Silja, fordi Tove siger det. Eller tør hun miste Tove som bedste veninde og holde sig til Silja, som ingen rigtig kan lide? Vendela vil helst ikke gøre noget, for ikke at gøre noget forkert, men situation bliver optrappet i klassen, og til sidst bliver Vendela nødt til at tage nogle meget vigtige beslutninger omkring veninder og kærester.
Enhver klasse har en indre hakkeorden, hvor alle ved, hvem, der er de populære, hvem, der er de upopulære, hvem, der er kloge, hvem, der bliver mobbet og så videre.
Oftest bliver der ikke ændret særlig meget på den hakkeorden mellem 4. og 9. klasse, men når nogen stopper i en klasse eller en ny elev kommer til, som ikke vil finde sig i hakkeordenen, bliver der problemer.
Når der sker sådan et opbrud, er der pludselig mange, der begynder at flytte rundt, ligesom Vendela, for hvis man er kørt træt i den rolle, man enten selv har påtaget sig eller er blevet tvunget ud i, så griber man chancen, når der bliver mulighed for at flytte plads. Det er et utrolig spændende tema, som næsten alle, der har gået i en folkeskoleklasse, kan sætte sig ind i.
‘Flyv højt’ rummer også et mindre tema om sorg, fordi Silja har mistet sine forældre, og Vendela har mistet sin lillebror, da han var tre.
Når først ‘Flyv højt’ bliver spændende, bliver den rigtig spændende! Det var i store træk den sidste halvdel af bogen. Når Vendela pludselig bliver tvunget til at træffe nogle store og nye valg, og det kan give hende virkelig store problemer, er der pludselig rigtig meget på spil, og så læser man og læser og læser, lige indtil bogen er slut.
Katarina Von Bredow er også utrolig dygtig til at beskrive de følelser, man har, når man er forelsket. Jeg blev absolut revet med, specielt i et skønt afsnit, hvor Vendela tager til en vild, vild fest for allerførste gang. Det var præcis som at være der selv.
‘Flyv højt’ er meget lang tid om at komme i gang. De første 150 sider var faktisk tunge at komme igennem. Alle personerne bliver præsenteret og defineret, men der sker ikke rigtig noget spændende, og jeg lagde mindst bogen fra mig 10 gange på natbordet, inden den pludselig tog fart. Så læste jeg også sidste halvdel i ét hug.
Temaet om sorg virker egentlig lidt malplaceret. Vendela og moren og faren bærer på en dyb sorg over den døde lillebror. Vi kommer aldrig rigtig i dybden med det, og det nedsætter egentlig kun spændingen i bogen.
Bogen passer til piger, der går i folkeskolens ældste klasser eller som måske lige er begyndt i gymnasiet.
Den er utrolig lærerig, hvis du går og tænker meget over, hvorfor hakkeordenen er, som den er, i din egen klasse.
‘Flyv højt’ bliver meget romantisk til sidst, så hvis du også elsker at læse om flirt med lækre drenge, og hvis du også selv er på jagt efter din første kæreste, ligesom Vendela, så er der gode chancer for, at du vil blive underholdt i Katarina von Bredows nye ungdomsroman.
Uddrag af ‘Flyv højt’:
Udenfor bliver vi mødt af et lunt tusmørke, og i bussen lugter der af vanilje. En brat opbremsning får mig til at slingre, og Sven lægger hurtigt en støttende arm om mine skuldre. Om MINE SKULDRE! SVEN! Jeg tager en dyb indånding og tænker, at jeg må huske det her til evig tid. Til evig, evig tid.
Skriv et svar