‘De 5’-bøgerne er klassikere af så høj kvalitet, at jeg virkelig håber, de atter engang bliver placeret på bibliotekets og boghandlernes bedste hylder. Forlaget Rosenkilde og Bahnhof har nu nyoversat og genudgivet de første seks ‘De 5’-bøger i serien (der er nemlig udkommet endnu et trippel-bind samtidig med dette), og mit håb er, at vi endnu engang bliver ramt af en ‘De 5’-bølge, så de resterende 15 historier også bliver nyoversat og genudgivet. Det fortjener historierne og Enid Blyton virkelig. Så hop ind i Dick, Julian, Anne og Georgs spændende verden sammen med Georgs elskede hund Timothy, der udgør det femte medlem: Oplevelserne i Kirrinbugten kan begynde!

Af Peter Henrichsen

Titel:

‘De 5 på skatteøen’
‘De 5 på nye eventyr’
‘De 5 stikker af’

Forfatter:

Enid Blyton

Originaltitler:

‘Five on a Treasure Island’ (Famous Five #1)
‘Five Go Adventuring Again’ (Famous Five #2)
‘Five Run Away Together’ (Famous Five #3)

Oversat af:

Lisbeth Valentin Maden

Sider:

361

Udkom:

27. maj 2013

Forlag:

Rosenkilde & Bahnhof

Følelses-barometer:






Dick er 12 år, Julian er 11 år og Anne er 10. De tre søskende hedder alle Kirrin til efternavn, og familien Kirrin er hvert år vant til at tage på sommerferie sammen til Polseath. Men i år vil de tre børns forældre gerne på ferie uden børn, og desuden tror de, at Julian, Dick og Anne faktisk også vil nyde at komme på en sommerferie uden forældre.

Børnenes far har en bror, der hedder Quentin, som er videnskabsmand og forfatter og derfor arbejder hjemme. Han er godt nok lidt brysk og reserveret og ikke ligefrem Englands mest børneglade mand, mens hans kone Fanny er utrolig sød og glad for børn, og deres datter Georgina på 11 år går efter sigende meget alene rundt ved Kirrinbugten, hvor de bor. Efter Fannys udsagn kunne Georgina godt trænge til lidt selskab.

Dick, Julian og Anne synes det lyder helt fantastisk at komme på sommerferie ved klipper, sten og sandstrand og tigger deres far om at få en aftale i hus med Fanny. De glæder sig også til at møde deres ukendte kusine Georgina, men da sommerferieplanerne rent faktisk bliver til noget, og de tre søskende ankommer til Kirrinbugten, er kusine Georgina overhovedet ikke interesseret i at få besøg. Faktisk reagerer Georgina slet ikke, hvis børnene kalder hende Georgina. Hun vil kun kaldes Georg og behandles som en dreng, fordi hun hader at være en pige.

Georg har dog en dejlig overraskelse, som samler de fire fætre og kusiner. Hun har en skøn, men skjult hund, der hedder Timothy, som de alle knuselsker fra første bjæf. At Dick, Julian og Anna så godt kan lide Tim, bløder Georgs hjerte lidt op, og så begynder hun at indvie dem i hemmeligheder om hendes helt egen ø i bugten, hvor der dels ligger en spændende borgruin, et skibsvrag i klippeskærene omkring øen og måske også en hemmelig guldskat, der aldrig er blevet fundet.

De fire børn og Tim drager på skattejagt sammen, og det bliver ikke kun hyggeligt, sjovt og spændende, men også en lille uhyggeligt og ret farligt.

Virkelig spændt

Jeg var virkelig spændt, da jeg satte mig tilrette i min skønne læse- og lænestol med en varm kop te og første bind af nyoversættelserne af ‘De 5’-bøgerne. De første bind i serien læste jeg i begyndelsen af 80’erne, da jeg var 11 år, og jeg kan huske, at de efterlod et virkelig positivt indtryk hos mig, men jeg kunne slet ikke huske, hvorfor jeg syntes, bøgerne og historierne var gode.

Det fandt jeg dog hurtigt ud af, for blot efter at have læst de første tyve sider, kunne jeg slet ikke få armene ned af ren begejstring. Enid Blyton (der var en britisk kvinde – en del tror, det er en mand) har en helt speciel evne til at sammensætte en historie, så den bliver hyggelig. Det er helt på højde med svenske Astrid Lindgrens hyggelige skrivestil, men serien om ‘De 5’ har meget mere kant og spænding end for eksempel Astrid Lindgrens historier om ‘Børnene i Bulderby’, som er ret så barnlige og kedelige.

Klassikere fra tiden under Anden Verdenskrig

Hvis du ikke allerede ved det, er ‘De 5 På skatteøen’ og selve serien om ‘De 5’, klassikere. De første bøger er også krigsbøger. Ikke fordi de indeholder noget om Anden Verdenskrig, slet ikke, men fordi disse tre første bind i ‘De 5′-serien er skrevet i henholdvis 1942, 1943 og 1944, altså under Anden Verdenskrig.

Ligesom både C.S. Lewis’ ‘Løven, heksen og garderobeskabet’ (Narnia) og Disneys tegnefilmatisering af ‘Peter Pan – tilbage til Ønskeøen’, handler om nogle engelske børn, der bliver sendt på landet på grund af Nazitysklands bombardementer af London, bliver Dick, Julian og Anne sendt på oplevelser i Kirrinbugten. Vi får altid at vide, at de havner der, fordi deres forældre er syge eller er for travlt optaget til at passe børn, men min opfattelse er, at bøgerne – i begyndelsen – netop havde til formål at give de læsende børn et frirum fra krigens rædsler.

Lige så hyggeligt som det er at læse sig ind i Narnias verden, lige så skønt og befriende er det nemlig at komme til Kirrinbugten på sommerferie med klukkende vand, svømmeture, dykning, opdagelser i hemmelige borgruiner, for derefter at vende næsen hjem til trygge tante Fannys eftermiddagste og hjemmebagte kage. Selv om aftenen og natten lægger den dejlige hund Tim trygt sit hoved på Georgs mave og passer på alle børnene.

‘Feel good’ med masser af realistiske konflikter

Der er idyllisk i ‘De 5’-historierne, og på mange måder er det en rigtig ‘feel good’-serie. Det betyder heldigvis ikke, at børnene er påtaget glade ‘happy go lucky’-typer, der eeeeeelsker, deres forældre og aldrig har nogen problemer. Tværtimod.

Georg kæmper utrolig meget med sin sure og bryske far, Quentin. Samtidig har hun også selv et iltert temperament, der skaber mange konflikter, og endelig har hun svært ved at stole på Dick, Julian og Anne, selv om de alle tre er meget åbenhjertige. Meget tyder på, at Georg bærer på en svær fortid, og det giver både hende og historien en utrolig stor personlighed og kant.

Dick og Julian har næsten lige så meget karakter, men på mange måder virker de dog også meget ens for mig. Men selvfølgelig er de også brødre og har kun et enkelt år mellem sig. Anne, derimod, er uskylden, den lidt naive, men også utrolig søde, kærlige og sympatiske pige, der dog virker en del yngre end 10 år. Selvom Anne er historiernes gode karakter (modsat de onde, som er forbryderne), bliver det heller ikke for rosenrødt, for Enid Blyton gør meget ud af at skildre, hvordan Annes ældre brødre, Dick og Julian, lider under, at de konstant skal slæbe rundt på én, som altid taler over sig og er lidt smånaiv.

Masser af søskende- og fætter/kusine-konflikter

Det giver mange dramatiske scener, når det knirker i søskendeforholdet eller fætter-kusine-forholdet, og det er nemt at at have medfølelse, både for Anne, og Georg, men også for brødrene. Igen skaber Enid Blyton en balance, så man aldrig får kvalme. Samspillet mellem børnene giver også mange flash backs til, hvordan det var, selv at være 10 år, da man gik på opdagelse i skoven med kammeraterne. Selv om man havde planlagt verdens mest hemmelige og spændende mission, var der altid nogle skænderier, der satte en stopper for eventyret. Det giver en stor genkendelighed, for når man læser om de samme konflikter i ‘De 5’, husker man også, at barndommen alligevel ikke altid var så let.

Måske skændes man i ‘De 5’-bøgerne om, hvem der er gammel nok til at styre en båd mellem klippeskærene, hvor man i dag skændes om, hvem der er gammel nok til at springe alene i havetrampolinen, men følelserne bag børnenes venskaber og uvenskaber, har ikke ændret sig siden 1942, og derfor er de fem børns konflikter i bøgerne lige så lærerige i dag, som de var for 71 år siden.

Det eneste, der går meget let, er slutningerne. Vi er garanteret en happy end, og det er selvfølgelig befriende, at de gode altid vinder over de onde. Selvfølgelig er det også lidt kedeligt og forudsigeligt, specielt hvis man nærlæser indholdsfortegnelserne, der er kæmpestore spoilers. Sådan er bøgerne bare strikket sammen, men spring alligevel over indholdsfortegnelserne.

Nogle af de bedste forsideillustrationer i bøgernes 70-årige historie

Bøgerne er ikke illustreret indeni, som nogle af de gamle udgaver er. Til gengæld elsker jeg forsideillustrationerne. Det er nogle af de bedste, der er lavet i bøgernes 70-årige historie.

Nyoversættelserne af ‘De 5’ fungerer. Ikke bare godt, men rigtig godt! Lisbeth Valentin Maden har formået at få et moderne og realistisk sprog ind i børnenes replikker, så bøgerne holder 100% her i 2013. Det må ellers være ganske svært at oversætte en bog fra 1942, så den passer til moderne børn og preteens, men ud over et enkelt sted, hvor tillægsordet ‘vildt’, var brugt for mange gange efter hinanden, sad jeg for det meste med en stor ærefrygt over, hvor elegant oversættelsen er udført.

Uddrag af ‘De 5 stikker af’

“Giv snip! Giv snip! Det gør odt! Giv snip på mi næse!”
Fru Pind kom farende ind i køkkenet. Hun udstødte et skrig, da hun så, hvad Julian lavede. Hun fløj hen mod ham. Julian trak sin arm til sig og blev stående uden for vinduet.
“Hvad bilder du dig ind!” hylede fru Pind. “Først slår den tøs Edgar, og nu trækker du ham i næsen. Hvad er der i vejen med jer?”
“Ingenting,” sagde Julian elskværdigt, “men der er en hel masse galt med Edgar, fru Pind. Vi har det sådan, at vi bare er nødt til at gøre noget ved det. Det burde selvfølgelig være dit job, men det lader ikke til, at du har gjort noget.”
“Hvor er du uforskammet,” sagde fru Pind, ude af sig selv af raseri.
“Ja, det er jeg nok,” sagde Julian. “Men det er bare den effekt Edgar har på mig. Stinker har den samme effekt.”
“Stinker!” råbte fru Pind og blev endnu mere rasende. “Det hedder min hund ikke, og det ved du udmærket godt.”
“Det burde den faktisk hedde,” sagde Julian og slentrede væk. “Giv den et bad, så vil vi overveje at kalde den Tinker i stedet for.”

Alt i alt

‘De 5’ rammer nok bedst piger mellem 9 og 12 år, men lige så snart man lærer at læse så meget, at man kan komme igennem 100 sider, som hver bog er på, kan man få stor glæde af serien.

Som voksen fik jeg også et enormt nostalgi-fix af ‘De 5’, og jeg føler mig stadig høj af alle de dejlige sommerferie- og juleferieoplevelser, børnene har sammen. Som oplæsningsbog er ‘De 5’ intet mindre end perfekt. Hyggen er nemlig helt i top, og en hyggelig bog giver virkelig ro i sindet, lige inden man for eksempel skal sove.

‘De 5’ fungerer bestemt også som preteen-serie, og jeg synes, der er så meget mere værdi og substans i ‘De 5’-historierne, end der er i de uendelige metervare-serier af veninde-bøger, der udgives til preteenpiger i disse år.

Jeg håber, at både børn og forældre giver disse nyoversættelser af ‘De 5’-bøgerne en chance. Hvis du er typen, der rynker på næsen af en børneserie, fordi den er fra 1942, så husk lige på, at første bind i ‘Anne fra Grønnebakken’ af Lucy Maud Montgomery, blev udgivet i 1908.

Klassikere bliver klassikere, fordi det er så gode historier, at de kan genfortælles, uanset hvilket årti læserne befinder sig i. Gevinsten ved ‘De 5’-bøgerne i dag er, at børn og unge kan læse om, hvordan det var at være barn, dengang farmor eller morfar var 11 år.

‘Five on a Treasure Island’ gennem tiderne


TIL VENSTRE: Forsiden på førsteudgivelsen af ‘Five on a Treasure Island’ fra 1942, altså første engelske bind af ‘De 5 På skatteøen’.

NEDENFOR:
Her er blot et lille udpluk af andre forsidetegninger, der gennem tiden er tegnet til ‘Five on a Treasure Island’.

Børnenes udsende er der kun lidt forskellige meninger om, men hunden Timothy kan virkelig skille vandene. I bøgerne er Tim beskrevet som et gadekryds, en stor og lidt frygtindgydende hund. Men der står intet om, hvilke hunderacer Tim mon er krydset af. Én ting er sikkert: Tim er så stor, at han nemt kan holde forbryderne på afstand, når han gør. Og det har alle tegnerne vist ikke husket at tage hensyn til. 😉



‘De 5’ på film

‘De 5’ på film: Farvebilledet er fra tv-serien ‘Famous Five’ fra 1978. Sort/hvid-filmen ‘Five on a Treasure Island’ er fra 1957. Der gik rygter om, at Metro-Goldwyn-Mayer, Inc. var ved at caste til en flot 2012-udgave af ‘De 5’, men da MGM gik konkurs i 2010, gik ‘De 5’-filmen også i vasken.