‘Julemandens død’: Kenneth Bøgh Andersen skriver forrygende og forstår at opbygge et godt plot. Men den makabre blanding af sød julehygge og blodig splat, hvor for eksempel en lille dreng på 9 måneder ser monstre, der hugger knive i halsen på nisser, frastødte mig dog fuldstændig. Samtidig indsnævrer bogens blodbade målgruppen dramatisk, for ‘Julemandens død’ kan derfor ikke læses højt som julekalenderbog i de yngre folkeskoleklasser, som jeg havde håbet på, men ender som en blodig splatbog, næsten kun for de yngste teenagedrenge.

Af Peter Henrichsen

Titel:

‘Julemandens død’

Forfatter:

Kenneth Bøgh Andersen

Sider:

367

Udkommer:

30. august 2013

Forlag:

Høst & Søn

Følelses-barometer:







I nissernes værksted bliver man ret chokeret, da julemanden, midt i al gaveproduktionen, begynder at opføre sig meget underligt, nærmest psykotisk. Det viser sig, at han er blevet forgiftet, og inden længe hoster han også blod. Til sidst dør han med ansigtet vendt bort i en voksende pøl af blod.

De ottendeklassesbørn, som julemanden sidst tjekkede på sin artig-eller-uartig-liste, Katrine, Frederik og Jesper, kan måske give et spor i retning af, hvem, der har myrdet julemanden. Derfor bliver de opsøgt af nissen Aruld Hildemar Torrilsøn III, der tager dem med til julemandens værksted, hvor den videre efterforskning skal foregå. For at Katrine, Frederik og Jespers forældre ikke skal blive urolige, bliver de tre børn klonet i et magisk spejl, så tre kopibørn, der dog er lidt robotagtige, kommer til at passe skole og familie for dem.

I julemandens værksted begynder afhøringen af førstehåndsvidnet Baldur, og så bliver historien først rigtig blodig.


  • Det gode skal vinde over det onde. Et godt gammeldags tema. Derfor skal mordet på julemanden selvfølgelig opklares. Og selv om det ikke bliver sagt direkte, så skal julen selvfølgelig også reddes.


  • Kenneth Bøgh Andersen har en vanvittig god fortællerstemme. Sproget er elegant og varieret, beskrivelserne af de tre børn og nisserne er både morsomme og let genkendelige. Replikkerne er realistisk unge. Humoren er sød. Kort sagt er selve sproget en rigtig stor fornøjelse at læse.
  • Plottet med at skulle redde julen er utrolig brugt. Det bruges hvert eneste år i alle tv-julekalenderne, og det går i hvert fald helt tilbage til 1843, hvor Charles Dickens skulle have omvendt Ebenezer Scrooge i ‘Et juleventyr’, så der alligevel kunne blive julefest.

    Selv om der kun er tale om små ændringer i forhold til vores kendte juletraditioner – som for eksempel at rensdyret Rudolf i ‘Julemandens død’ blot er blevet omdøbt til Rudalf – formår Kenneth Bøgh Andersen alligevel at lave sit eget univers, blandt andet ved brug af en god portion science fiction. Derfor føles ‘Julemandens død’ heller ikke som ‘endnu en julekalender’, og derfor er den også ganske uforudsigelig, hvilket selvfølgelig er et stort plus.


  • Jeg elsker alt ved julen! Og jeg kan ikke se nok af idylliske julefilm: Disneys juleshow (selvfølgelig), men også ‘Polarexpressen’, ‘Alene Hjemme’-filmene med Macaulay Culkin og alle andre julehyggede familiefilm. Pudsigt nok elsker jeg også psykologiske gysere. Derfor troede jeg, at jeg også ville elske ‘Julemandens død’.

    Men ‘Julemandens død’ er desværre ikke en psykologisk gyser. Det er julehygge mixet med blodigt splat; så detaljeret, at det frastødte mig. Jeg prøvede og prøvede og prøvede at se bort blodbadsscenerne, for jeg ville virkelig gerne kunne lide den her bog, men det blev som en perfekt tilberedt og meget lækker julemiddag, der var blevet overøst med for meget salt – altså: En rigtig god historie, men med alt for detaljerede, blodige slasher/horror-beskrivelser.

    Allerede i kapitlet ‘6. december’, fik jeg nok. En nisse ligger med overskåret hals på loftet, en ni måneder gammel babydreng overværer én, der får stukket en kniv i halsen og græder bagefter utrøsteligt og får livsvarige traumer, et ældre ægtepar brænder inde med deres lille hund, en lille treårig pige bliver kvalt i en vaniljekrans. Meget af det bliver penslet ud, så du formentlig rigtig skal væmmes.

    Det var bare overhovedet ikke uhyggeligt. Det var sygt makabert og sørgeligt, som hvis man sætter en amerikansk skoleskyder-elev ind i ‘High School Musical’ og lader ham likvidere alle eleverne i en blodig massakre. Først lader du læseren holde af noget – for eksempel en ni måneder gammel babydreng eller en treårig pige – og så tager du det fra læseren igen i et blodbad. Det er klart, at man får en læserreaktion, når man gør sådan noget, som forfatter. Men for mig har det intet med gys at gøre; der er ikke noget snigende uhyggeligt i det, intet psykologisk intelligent plot i det, som der er i Dean Koontz’ og Stephen Kings romaner. Det er bare følelseskoldt splat.

  • Kapitlerne er opdelt efter datoerne i december, så bogen fremstår som en julekalenderbog. I begyndelsen, hvor kapitlerne næsten er lige lange, holder idéen også, men senere hen står der kun to sætninger i et kapitel, mens andre kapitler vokser i længden, og så holder idéen med at læse ét kapitel hver dag i december desværre ikke længere. Måske var det slet ikke Kenneth Bøgh Andersens mening at lave en bog, man skulle læse et kapitel af hver dag i december. Det virkede bare oplagt i mine øjne.


  • Grundhistorien og drengehumoren i ‘Julemandens død’, hvor der er ordspil om at ‘nisser burde hedder nosser’ – passer utrolig godt til de 8-12-årige. Og da de færreste 8-10-årige læser så tyk en bog, ville den være helt oplagt til højtlæsning – hvis ikke lige, romanen var så smækfyldt med blodige slasher/horror-beskrivelser.

    Det har fået forlaget til at sætte målgruppen til 12+, med andre ord: bogen er blevet for de yngste teenagere. Det betyder så, at den alligevel ikke fungerer som julekalender-højtlæsningsbog for 3., 4. klasse, som jeg virkelig havde håbet på. Der hører den lidt fjantede humor, replikkerne og den gode grundhistorie (uden detaljeret splat) ellers hjemme.

    Konklusionen må derfor blive, at ‘Julemandens død’ er for de yngste teenagere (nok mest for teenagedrengene), som simpelthen ikke kan få nok af splattergysere, blod, død og andre makabre ting, og som stadig synes, den lidt fjollede humor gør bøger meget sjovere at læse.

Uddrag af ‘Julemandens død’

Bastian ved ikke, hvad det er, men et eller andet siger ham, at noget er helt forkert, og han tør ikke tage så meget som ét skridt mere. Ved, at hvis han gør det, så vil der ske noget forfærdeligt, og i stedet træder han et skridt baglæns. Går tilbage til loftslemmen uden at trække vejret, og med et hjerte, der føles, som om det er gået i stå.
Derfor ser han aldrig den lille, livløse skikkelse, der ligger bag den tomme papkasse med julepynt. Ser aldrig det hvide skæg, der er farvet rødt af blodet fra den overskårne hals.