‘Hundetanker’ er en utrolig vellykket og hyggelig far-datter-bog om Vera, der må flytte med sin far ud til den norske flække Rullestadjordet. Faren skriver på en bog om ulve og går ind for ulvens fredning, men i landsbyen er beboerne vrede på ulvene, fordi de dræber byens får. Egentlig har konflikten ikke noget med Vera at gøre, men så finder hun en hue, der giver hende mulighed for at læse hundetanker, og så er hun pludselig nødt til at gribe ind. ‘Hundetanker’ er socialrealistisk på den hyggelige måde og en lille smule overnaturlig, som i let fantasy. Kombinationen fangede mig fuldstændig, og det bliver ikke sidste gang, jeg læser Tyra Teodora Tronstad.

Af Peter Henrichsen

Titel:

‘Hundetanker’

Forfatter:

Tyra Teodora Tronstad

Oversat af:

Anette Broberg Knudsen

Originaltitel:

‘Hundetanker’

Sider:

248

Udkom:

7. oktober 2013

Forlag:

Turbine

Følelses-barometer:







Moderløse Vera er 13 år, da hendes far pludselig flytter hende og sig selv fra byen og ud til en norsk flække midt i naturen, der hedder Rullestadjordet. Han skriver på en bog om ulve, og han er så fascineret af, at han nu kan bo tæt på ulvene, mens har gør sin bog færdig. Derfor glemte han helt at spørge Vera, om hun havde lyst til at flytte med.

Da de ankommer til deres hus, er der sket en fejl. Veras far troede, at han havde lejet et møbleret hus, men det lejede hus er helt tomt, og der er ikke engang en seng eller en madras, hvor Vera kan overnatte i sin sovepose. Heldigvis er beboerne i Rullestadjordet af typen, der hjælper hinanden, og inden længe har udlejeren Peter Høgda kørt byen rundt og skaffet møbler til Vera og hendes far. I en kommode finder Vera næste dag en pakke, hvorpå der står ‘Til Vera. Til når du måtte have brug for det.’ Indeni er der en mørkegrøn, strikket hue, som er alt andet end moderne.

Selvom Rullestadjordet nærmest er affolket, er der da en lille butik, der som en slags landhandel eller skibsproviantering har alt mellem himmel og jord — også en stor portion sladder. Da nogle af de lokale farmere mener, at det er ulvene, der slår deres får ihjel, opstår der hurtigt en stor modvilje for at have Veras ulveglade far boende i byen, og inden længe får de ham også hængt ud i den lokale avis.

Men det er ikke kun Veras far, der står for skud i Rullestadjordet. Ulvene gør det også bogstavelig talt i en ulovlig og natlig krybskyttejagt, og Vera synes, det er rigtig ubehageligt. En dag tager hun den grønstrikkede hue på, som hun har fundet i kommoden, og pludselig kan hun høre både hundetanker og ulvetanker. Det er så syret, at hun først tror, det er indbildning, men da hun forstår, at det virkelig er sandt, går det også op for hende, at hun er nødt til at handle. For det er umuligt at sidde med hænderne i skødet, når man kan høre tankerne hos dem, der bliver jaget!


  • Ensomhed og sorgen over at miste: Måske kan man finde sammen og være der for hinanden, selv om man ikke er i familie.
  • Fredning af ulven: Bør ulve stadig være fredet, når de af natur gør skade på hunde og får?


  • Skøn forside: Det ligner et 70’er linoleumstryk af pigen inde i ulven. Dejlig forfriskende anderledes i forhold til computerdesignede forsider lavet ud fra standard cliparts.
  • Unikt og spændende plot: Jeg kan ikke lige huske, at jeg før har læst eller set noget med en hue, der gav adgang til dyrs tanker. Den hue opbyggede hele spændingen i historien. Det er ret godt strikket sammen, kan man sige.
  • Genren: Socialrealistisk + let fantasy: ‘Hundetanker’ er egentlig en socialrealistisk bog, der skildrer nogle pudsige skæbner i en norsk landsby, og stemningen i Rullestadjordet minder utrolig meget om stemningen i den svenske film ‘Englegård’ med Helena Bergstrøm. For at gøre bogen spændende for børn, er der så tilsat lidt fantasy i form af huen, der kan læse hundetanker. Så genren bliver egentlig socialrealistisk med let fantasy ind over, og det fungerer helt utrolig godt og er spændende og sjovt, fordi det overnaturlige netop er stærkt begrænset.
  • Den hyggelig og varme skrivestil: Tyra Teodora Trondstand skriver helt enormt varmt og hyggeligt. Det er den slags bøger, hvor man med det samme identificerer sig med hovedpersonen, Vera, fordi hun er så ligetil og sympatisk og fordi, man også rigtig gerne vil opleve denne sære by, som Vera er så heldig at kunne gå på opdagelse i.
  • Positiv far-datter-bog: Jeg synes, det er sjældent at kvindelige forfattere skriver romaner, hvor en far lever alene sammen med sin datter og de vel at mærke har det godt sammen. Det gav en varm og rar følelse og en tro på livet, at faren passer så godt på Vera og lykkedes med det, selvom det allermest tragiske er sket for dem begge: at Veras mor er død. I socialrealistiske bøger, hvor den unge hovedpersons mor er død, synes jeg oftest kun vi hører om fædre, der går til i druk og sorg. Derfor var det virkelig forfriskende at læse, at livet godt kan arte sig på andre måder.


  • Dårlige oversættelser: Eksempler: “Stemmen kom fra omme bag laden.” (s.23), “Bag ved køledisken blinkede en lampe, som om det var livet om at gøre.” (s.28) “Man skal lade sig falde på bagdelen. Man skal lade skinkerne tage af for det hele.” (s.38) En klassisk oversættelsefejl at kalde det norske og svenske ord ’skinkor’ for ’skinker’. Det betyder ‘balder’ på dansk! “Jeg tænkte ikke på far, ikke på Birger eller Brando, jeg tænkte kun på lammet, som jeg tidligere på aftenen bare havde set som en del af en tanketom fåremase.” (s.67) Hvad er en ‘fåremase’?, “Sengen var redt, skoletasken hang pænt på en knag …” (s.80)


  • Preteen piger og drenge samt de yngste teenagere, der elsker en varmt fortalt og rigtig hyggelig historie, der handler om ulve og halvsære beboere i en landsby.

    Vera har gået til judo og er hverken tøset, sippet eller bange, faktisk er hun rigtig frisk, nysgerrig og modig, så hun er også nem at identificere sig med som dreng.

Uddrag af ‘Hundetanker’

Den støj, der i det samme fyldte mit hoved, var næsten ikke til at holde ud. Ligesom det tager tid for øjnene at vænne sig til mørket, tog det tid for mig at skelne de mange lyde, der nu blev kastet frem og tilbage inde i mine forstyrrede tanker. Sagde jeg lyde? Nej, det var ikke lyde. Det var en slags mos, der trængte ind i min hjerne. Noget, der fyldte alle de små hulrum derinde op. Alt sammen mens jeg sprang over rødder og planter, sten og kviste.

Bide.
Iverdrab og blod!
Moren er lille!
Snuseblod og fare, fare, FARE!
Redde!
Finde!

Forpustet nåede jeg ud på engen med Sappo springende rundt om benene. Jeg kunne se laden stå rødgrå og stor oppe på bakken. Og nu hørte jeg lydene: noget, der brægede og stampede, de hysteriske lyde, der mindede om en hund, der bjæffede, men ikke var det. Der måtte være noget galt med fårene. Noget rivende galt.