’Splittet’: Kyla har slået Wayne omkuld, mistet Ben og ved ikke hvem hun er. Selvom hun drømmer de mærkeligste drømme og er omtumlet af sorg, fortvivler hun ikke. Teri Terry fortæller videre om Kyla i den actionprægede og lidt sørgelige ’Splittet’, som er mindst lige så spændende som den forrige.

Af Stine, 15 år

Titel:

‘Splittet’ (‘Slettet’ 2)

Forfatter:

Teri Terry

Oversat af:

Mette Skot Perschke

Originaltitel:

‘Fractured’ (Slated, #2)

Sider:

299

Udkom:

7. oktober 2013

Forlag:

Nyt Nordisk Forlag

Følelses-barometer:








(SPOILER! Bøgerne i ‘Slettet’-serien, udgør en sammenhængende historie. Hvis du ikke har læst den første bog, spolerer du handlingen, hvis du læser videre!)

Kyla har slået Wayne. Har hun ligefrem dræbt ham? Hun er ikke helt sikker. Hun flygter tilbage til sin familie, og prøver at fortsætte sin normale tilværelse. Men det hele er meget sværere, nu hvor Ben er væk. Kyla er i voldsom sorg. Og det værste er, at hun ikke ved, om Ben er død eller ej. Om Lorderne har taget ham, eller hvad der er sket.

Mr. Hatten, eller Nico, som Kyla bare ved, at han rigtig hedder, bliver også ved med at dukke op. Han kalder hende et navn, som ikke er hendes, men det vækker alligevel noget op i Kyla. Han pirrer til hendes minder, får dem til at dukke op til overfladen. Hver gang Kyla prøver at gribe fat i ét, forsvinder det, og hun står tilbage og kan huske endnu mindre end lige før.

Kyla er opsat på at huske. Men der er alligevel noget i hende, der holder hende lidt tilbage. Har hun virkelig lyst, til at vide hvem hun var, og hvad hun har gjort?

Kyla er stadig i tvivl omkring hendes drømme. Er de virkelig minder – og hvis ja, dem alle sammen? For hvis de er det, så har Kyla sandsynligvis været med til at myrde folk. Og det ved Kyla ikke helt, hvad hun skal synes om.

Overvældet

Efter de første sætninger i ’Splittet’, var jeg først overvældet. Jeg skulle lige finde ud af, hvad der skete. Teri Terry har nemlig valgt at lægge ud direkte, hvor ’Slettet’ slutter. Det forvirrende mig først, men efter allerede én enkelt side, så var jeg inde i hele universet igen, var med på hvad der var sket, og hvad Kyla havde gjort. Hvis det er lang tid siden, at du har læst ’Slettet’ så fortvivl ikke, Teri Terry opsamler nemlig også, hvad der er sket i ’Slettet’ og fortæller, hvor ’Slettet’ sluttede. Altså, hun får det til at dukke op i teksten på en meget diskret og god måde.

Et spil

Selve plottet i ’Splittet’ er fantastisk. Jeg har den følelse, at alt er planlagt ned til mindste detalje. Alt hænger sammen som ærtehalm, det hele hænger fuldstændig sammen, og det ene fører til det andet. Derfor er ’Splittet’ også meget svær at skrive om, da det er nemt at komme til at afsløre for meget.

Dog kan jeg afsløre noget om det fantastiske spil, handlingen er. Teri Terry leger med læseren. Hver gang, man tror at man har fundet ud af noget, har gennemskuet noget eller bare er kommet lidt tættere på, hvem Kyla er eller var, kommer der en eller anden ny detalje som smadrer hele ens billede. Og det synes jeg er enormt sjovt. Jeg føler, at det er en lille, personlig leg jeg har kørerende med Teri Terry; kan jeg gætte noget af slutningen, kan jeg gætte hvem, folk er, og hvad de laver?

Og det troede jeg virkelig, at jeg kunne et par steder, at jeg havde gennemskuet, hvad hun ville, men så smider hun en ny bombe. Pludselig er alt det, jeg regnede med var rigtigt, slet ikke rigtigt alligevel. Det er rigtig flot af Teri Terry, at hun kan blive ved på den måde hele bogen igennem. Til sidst vandt hun; jeg kunne ikke gennemskue slutningen.

Mere action

Der er mere action med i ’Splittet’ end i ’Slettet’. Det gør ’Splittet’ en smule mere spændende end bogen før – det vil sige, at den bliver sindssygt spændende. Kyla er tvunget til at handle, både af pres fra andre og fra hende selv. Kyla træder også mere i karakter i denne bog, da hun langsomt begynder at finde mere ud af, hvem hun er. Det betyder dog ikke, at Kyla ved hvem, hun er, eller at vi slipper for alle tankerne om, hvem hun var og er. Faktisk er der næsten endnu flere af dem nu end før. Ikke at det gør mig noget, jeg kan godt lide dem og synes, at de er spændende at læse.

Nye personer

Ben er forsvundet. Det gør, at Kyla ikke har nogen at støtte sig op af mere. Men en ny dreng, Cam, flytter ind på Kylas vej. Cam er rar, sød og morsom, og han er med til at gøre Kyla gladere. Jeg kan godt lide ham. Han bringer et frisk pust af glæde ind i historien, især fordi han har noget med at dukke op pludselig, og det både overrasker og glæder Kyla.

Mr. Hatten/Nico er også mere med i ’Splittet’. Han vækker meget splittede følelser i Kyla. Han ser godt ud, og han har uimodståelig charme, men han er også skræmmende. Han ser på Kyla med et blik, som om at han kan se lige igennem hende. Og han ved sandsynligvis noget om hendes fortid. Spørgsmålet er bare, om Kyla tør høre, hvad han har at sige.

Uddrag af ‘Splittet’
Og noget ændrede sig. Rørte på sig, omstillede sig, faldt på plads. Synet af hans blodige krop dukker op i mit sind, og det giver et sæt i mig. Gjorde jeg virkelig det? På en eller anden måde lykkedes det mig, en Slettet, at forvolde skade. Og det er ikke alt. Jeg huskede ting, følelser og billeder fra fortiden. Fra tiden før jeg blev Slettet. Men det er umuligt.
Ikke umuligt. Det skete jo.
Nu er jeg ikke længere Kyla, det navn jeg fik på hospitalet, da jeg blev Slettet for mindre end et år siden. Jeg er noget andet – en anden. Og jeg ved ikke, om jeg bryder mig om det.

Alt i alt

Ih, hvor havde jeg glædet mig meget til at læse ’Splittet’. ’Slettet’ faldt lige i min smag, og da jeg var færdig med den, havde jeg lyst til at spurte ind til forlaget og forlange, at de oversatte ’Splittet’ med det samme.

Heldigvis skulle jeg ikke vente i lang tid, og da bogen ankom til min postkasse gik der heller ikke lang tid, før den var læst. ’Splittet’ levede bestemt op til mine forventninger. Egentlig så minder den meget om ’Slettet’. Teri Terrys skrivestil er den samme, og gudskelov, for jeg ville da også klage, hvis den havde ændret sig. Det er nemlig sådan, at når jeg læser ’Splittet’, så har jeg det som om, at jeg får et direkte indblik i Kylas hjerne. Det er hende, der har skrevet bogen, det er hende, der blotter hendes tanker så fuldstændigt.

Teri Terry formår i den grad at udtrykke Kylas tanker. Der er meget aktion i ’Splittet’, men der også meget, hvor man ’bare’ følger Kylas tanker. Det er noget af det, jeg rigtig godt kan lide ved ’Splittet’, netop fordi Teri Terry beskriver det så godt.

’Splittet’ er en meget gennemtænkt bog, og jeg må indrømme, at jeg faktisk synes, den er bedre end ’Slettet’.


Comments

3 svar til “‘Splittet’ af Teri Terry”

  1. Hej 🙂
    Jeg ville bare lige spørge om der kommer en tredje bog
    Og hvis der gør hvad kommer den så til at hedde?
    Knus Signe 🙂

  2. Hejsa. 🙂
    Ja, der kommer en tredje bog. Den kommer til at hedde ‘Knust’. 🙂

    Hilsen Stine. 🙂

    1. Hej 🙂
      Tak jeg glæder mig til den kommer,
      Men jeg har et sidste spørgsmål,
      Ved du hvornår den så udkommer på
      Dansk? Tak på forhånd
      Knus Signe 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.