‘Far til fire – til julebal i nisseland’ er et hyggeligt stykke. Jeg grinte da også en smule, men stykket er simpelthen for langtrukkent. Jeg savnede noget mere humor og en mere spændende handling. Jeg tror personligt, at brødrene Price har valgt at satse på det ældre publikum, da de skrev stykket, og jeg – en pige på 17 år – synes ikke, at stykket var noget særligt.
| Af Frederikke, 17 år |  |
Titel:
‘Far til fire – til julebal i nisseland’
Sted:
Koncertsalen, TIVOLI
Dato:
15. november –
30. december 2013
Spilletid:
2 timer
Følelses-barometer:
Sommerferien er snart slut og skolen skal til at begynde igen. Søs, Ole og Mie ville gerne have længere sommerferie, men Lille Per er glad – så er der jo ikke så længe til jul!
Månederne går, og snart nærmer december sig. Søs kan rigtig godt lide Peter, men han skal til Norge og spille med sit band i juledagene, så Søs bliver ked af det. Mie drømmer om at spille Jomfru Maria i skolens julestykke, men den onde og rige Iben Skjold er fast besluttet på at få rollen. Søs bruger tid på at bage vaniljekranse med den hemmelige ingrediens, rigeligt med smør (En Brødrene Price reference, som jo er dem der har skrevet stykket).
Ibens onkel Erik Skjold træder til som den nye chef på Fars arbejdsplads, han kommer fra Amerika og har en masse idéer om hvordan sådan en forretning skal drives. Så da Far beder om en beskeden lønforhøjelse bliver han fyret på steder.
Penge var der ikke så mange af i forvejen så familien må holde et loppemarked og prøve at få solgt noget af deres gamle skrammel, det bliver ikke ligefrem en succes. Familiens nabo Fru Sejersen kan rigtig godt lide at blande sig og inviterer sig selv som gæst juleaften, men det er børnene godt nok ikke meget for.
Onkel Anders som ikke er bleg for at invitere sig selv på middag hjælper Far ved at give ham et dyrt guldur han kan sælge og få nogen penge for. Men det går ikke altid som det lige skal, og familien skal grueligt meget igennem før de kan holde en god gammeldags jul, med gaver, god mad og en masse hygge!
Bygger på filmen ‘Far til fire i byen’ fra 1956
Søndag den 17. november var jeg blevet inviteret ind i Tivolis koncertsal og se ”Far til fire – til julebal i Nisseland.” Jeg havde inviteret min veninde med, og det var med spænding vi satte os på vores pladser – omringet af en masse børn, deres forældre og bedsteforældre. Og så begyndte stykket.
Jeg gik ind og forventede en ny moderne udgave af ‘Til julebal i Nisseland’, men brødrene Price havde valgt at handlingen og sproget skulle være som filmen, stykket bygger på, ‘Far til fire i byen’ fra 1956, som også bliver kaldt ‘Far til fire – Til Julebal i Nisseland’.
Jeg har selv set ‘Til Julebal i Nisseland’-filmen, men det er i hvert fald 6 år siden, hvis ikke mere, og jeg kan sagtens genkende sangene, men ellers kan jeg ikke huske meget af den.
Den sidste ‘Far til fire’-film jeg så, var ‘Far til fire – på hjemmebane’, og der er jo sket en hel del med filmene fra den første kom ud i 1953 til de nyeste film; de har altså fulgt med tiden, som Ole, der går gennem en fase som punker, men i teaterstykket har de altså valgt at lavet stykket som en af de gamle film. Det fungerede til dels. Nogen ældre mennesker vil sikkert huske tilbage fra da de så filmen og glædes over hvordan stykket er, men om andre også vil nyde stykket på samme måde, tvivler jeg på.
Gode sange og sangere, men ingen ørehængere
Skuespillerne spillede rigtig godt, specielt Far til fire-familien var gode sammen. Sangene i stykket var gode, alle skuespillerne sang utroligt godt, og jeg kunne genkende et par stykker som ‘Til Julebal I Nisseland’, men de har ikke formået at lave ørehængere, som Eventyrteatret kan lave dem.
Kulisserne var forholdsvis primitive og det var lange malede vægge der blev hejst ned fra loftet når der blev skiftet rum, det gjorde at scenerne blev lidt kedelige at se på.
Charme over 50’ernes jeans, hår og strutkjoler
Der var nogle ord der blev sagt i stykket som små børn i dag nok ikke ville forstå som slåbrok, som jo betyder en morgenkåbe. Jeg synes, de godt kunne have gjort sproget lidt mere moderne, men der var også en charme over at de snakkede, klædte sig og opførte sig som man gjorde i 50’erne. For eksempel da de er inde i en mælkebar er der stramme Levi’s jeans, tilbagestrøget hår og kæmpestore strutkjoler.
Dansede nisser, men jeg følte, der manglede noget
Da scenen hvor Lille Per lægger sig til at sove og der lidt efter kommer nisser og vækker ham for at tage ham med til Nisseland, følte jeg at der endelig var noget jeg kendte til, men scenen varede altså under fem minutter og var egentlig bare Lille Per og nogle nisser der dansede rundt og sang sangen. Jeg havde altså forventet lidt mere, og kunne ikke lade være med at føle at der manglede noget, når nu selve stykket altså hedder ‘Til Julebal i Nisseland’.
Havde svært ved at glæde mig til 2. akt
‘Til Julebal i Nisseland’ er et hyggeligt stykke. Jeg grinte da også en smule, men stykket er simpelthen for langtrukkent. For eksempel var der en scene, hvor nogle tyve bryder ind i familiens hus, og den sad jeg bare og ventede på ville slutte, for den var ikke særlig interessant. At stykket føles langtrukkent gjorde, at jeg sad og ventede på at der ville ske noget nyt, og da pausen kom, havde jeg lidt svært ved at glæde mig til 2. akt.
Et stykke for den ældre generation og børnebørnene
At kalde ‘Til Julebal i Nisseland’ et stykke for hele familien stemmer ikke overens med min oplevelse. Jeg savnede noget mere humor og en mere spændende handling. Jeg tror personligt, at brødrene Price har valgt at satse på det ældre publikum, da de skrev stykket, og jeg – en pige på 17 år – synes ikke, at stykket var noget særligt.
Så alt i alt et stykke den ældre generation sikkert vil nyde med deres børnebørn, men en stor familiemusical bliver det altså ikke.
Skriv et svar