I `Ondskaben´ møder vi en ung rebel, Erik, der har hjernen med sig. Han kommer endelig til en ny skole, hvor det ser ud til han kan slippe for al den vold der var på hans tidligere skole og hjemme hos faren, men slipper han så let? `Ondskaben´ er en bog, der desværre oftest bliver brugt i skolen, og derfor afskrækker de fleste fra at læse den. Men er det bare enhver anden skolebog, eller er den faktisk i virkeligheden værd at læse?

Af Søren, 16 år

Titel:

‘Ondskaben’

Forfatter:

Jan Guillou

Originaltitel:

‘Onskan’

Oversat af:

Jannick Storm

Sider:

350

Udkom:

Første gang
November 1982

Pris:

Kr. 129,95
Paperback

Forlag:

Modtryk

Følelses-barometer:





Erik er vokset op i et liv fyldt med vold. I skolen er han leder af en bande der lover tæv til de folk, der ikke betaler tilbage, hvis de har lånt penge, og når han så kommer hjem, venter hans far med diverse instrumenter, på rituelt at straffe Erik for de mindste ting.

Erik har vænnet sig til volden og gjort det til sin styrke, men han har samtidig hovedet med sig. Han er skolens klogeste dreng, når han tager sig sammen.

En dag bliver skolebanden opdaget for de røverier de er begyndt på, og Erik bliver smidt ud. Eriks eneste mulighed for at komme videre i uddannelsessystemet er skolen Stjärnsberg, en skole, hvor han håber på at få en rolig skolegang, han må nemlig ikke blive smidt ud af Stjärnsberg, for så er han færdig i uddannelsessystemet.

Stjärnsberg bygger på principperne bag kammeratopdragelse, et princip der siger, at det er de ældste elever, der skal opdrage de yngre elever, hvilket på Stjärnsberg bliver gjort med fysisk magt.

Erik får altså ikke de fredfyldte skoleår som han havde håbet. Han møder dog Pierre, hans værelseskammerat, og de bliver gode venner. Erik foragter skolens principper og kæmper imod, men bliver det så fredeligt som hans ven Pierre ønsker det, eller bliver det en magtkamp med blod på samvittigheden?

Troværdigheden skinner igennem

‘Ondskaben’ er en paperback-bog der passer godt i hånden. Forsiden er desværre et billede fra filmen, hvilket irriterer mig generelt ved bøger, da jeg synes, bogen er noget helt specielt, der ikke hører sammen med filmatiseringen.

Historien er bygget over forfatteren Jan Guillous eget liv. Faktisk siger han, at det kun er nogle små detaljer der er blevet ændret for underholdningens skyld. Det gør, at en bog som `Ondskaben´ der foregår i en samtid, og i et miljø der kan være svær at forstå, bliver let at relatere sig til. Man tager sig selv i at holde med ham, når han har i sinde at slå folk til plukfisk.

Ryet som skolebog hænger som en fodlænke om `Ondskaben´

Socialrealisme bygget på forfatterens egen barndom ville ikke få mange fodbolddrenge i folkeskolen til at tage fat på bogen uden at blive tvunget af dansklæreren. Men havde de vidst, at Erik spiller fodbold, og udkæmper spændende slåskampe, ville det nok få flere til at tage fat på den, inden de bliver tvunget til det.

Bogen bliver brugt meget som skolebog, og det skaber uvilje til at læse den, for mange, især drenge. Men trods den uvilje, som jeg ved at mange har, når de starter med at læse den som en skoleopgave, så ender alle med at elske bogen, i hvert fald af dem jeg kender.

Jeg selv blev så opslugt af den, at jeg læste den på tre dage, da jeg fik til opgave at læse den i folkeskolen. Og faktisk synes jeg endnu mere om den, her efter anden gennemlæsning.

Forfatterens egen barske fortid

Bogen bliver fortalt af en tredjepersons-fortæller, der fokuserer på Erik, og historien er meget realistisk; den er nemlig skrevet over forfatterens eget liv, faktisk næsten copy-pasted som han selv siger. En privatskole i 50’ernes Sverige kan være svær at relatere sig til, i hvert fald for mig, men jeg synes, hans skildring af Erik og de andre karakterer samt den samtid de lever i, er så virkelighedstro og godt beskrevet, at man føler at man ved alt om Erik (og Pierre) og man forstår, hvad de gennemlever.

Temaet kan være barskt. Erik får mange tæsk, og der er generelt meget vold gennem hele bogen, men det er alligevel en opløftende bog, da der bliver gjort modstand mod regimet og volden. Budskabet om at bekæmpe de magtsyge, er et budskab, vi nok alle synes er en god ting, men måske er det ikke alle, der synes om måden, han gør det på. Han bekæmper nemlig vold med vold. Man skal derfor være beredt på voldsomme episoder i bogen.

Jeg synes bogen bliver meget realistisk, der bliver ikke lagt fingre imellem. Man får den barske sandhed, og et spændende indblik i en samtid, vi heldigvis er kommet væk fra.

Læsere er det værste publikum for en bogfilm

Bogen mindede mig meget om sangen `Phillip´ af Ufo Humaidan, og jeg synes bestemt den er værd at høre på. Sangen handler om Phillip, som, ligesom Erik, har en sadistisk far, og en mor der bare vil dem det bedste. Måske fik jeg også en bedre forståelse af Erik efter jeg havde hørt sangen. Og det er nok en af årsagerne til at jeg syntes endnu bedre om bogen her anden gang.

Ellers er det åbenlyse valg, hvis man er vild med bogen at se filmen. Og nej, jeg bliver aldrig lige så vild med filmen, som med bogen, men hvis man lige venter en måned eller to efter læsningen, så er det meget sjovt at huske tilbage på det, der skete i bogen. Faktisk synes jeg dog stadigvæk, filmen er god. Den fanger bogen godt og er meget tro mod bogen.

Uddrag af `Ondskaben´

Jaså. sagde faren muntert. I dag tager vi børsten og 25 slag.
Det var en usædvanlig mild dom, næsten minimum. 25 slag med klædebørstens bagside tog bar lidt over 20 sekunder, og så var det ovre. Så slap han for at græde, han ville ikke græde, når faren slog. Man kunne sagtens lade være med at græde, så længe man kunne holde vejret. Birkeris, som var både langsommere og mere smertefuldt end klædebørsten, kunne man udholde op til 30 slag af. Det var ingen kunst at holde vejret under 35 sekunders klø med birkeris. Hundepisken var det værste. Det var som at blive punkteret allerede ved første slag. Luften blev slået ud af én ved den første blodstribe. Det var som et lille hul, hvor det hvislede og hvæsede, og så åbnede hullet sig til rigtig gråd. I værste fald allerede halvvejs efter en 12-13 slag.

“Skolebøger” kan sagtens læses af normale mennesker

Jeg kan rigtig godt lide ‘Onskaben’; faktisk endnu bedre end første gang jeg læste den. “Skolebøger” syntes jeg aldrig rammer for mig, og jeg føler aldrig rigtig noget for dem. Det var også derfor jeg havde bange anelser med ‘Ondskaben’ da jeg læste den første gang. Jeg ved, at mange i min klasse havde det lige sådan, men alle blev lige som mig positivt overrasket og fik en god oplevelse ud af bogen.

Så vil du gerne læse en bog om en dreng, der kæmper en kamp for det, han ved er det rigtige, mod ondskaben, en bog, der er hård i kanten og ikke lægger fingre imellem den barske virkelighed? Så er ‘Ondskaben’ noget for dig