’Hver dag’: Forventningerne var skyhøje, men de blev ikke indfriet af den ellers meget anmelderroste David Levithan, som har skruet en dødsenskedelig, skræmmende og klistret historie om den svære kærlighed sammen.

Af Caroline, 15 år

Titel:

‘Hver dag’

Forfatter:

David Levithan

Originaltitel:

‘Every Day’

Oversat af:

Astrid Heise-Fjeldgren

Sider:

337

Udkom:

29. august 2013

Forlag:

Gyldendal

Pris:

kr. 279,95
Hardback

Følelses-barometer:







A, som han har navngivet sig selv, vågner op i ny krop, i et nyt liv hver dag. Det eneste kroppene har til fælles er, at de i takt med at A bliver ældre, også bliver det. Sådan har det været siden A blev født for seksten år siden, og det har han efterhånden affundet sig med. A har også opstillet et par simple regler for sig selv: knyt dig ikke til nogen, gør dig ikke bemærket, bland dig ikke noget, og dem følger han til punkt og prikke, indtil han en dag havner i Justins krop.

Under sit kortvarige besøg i Justins krop møder A nemlig Justins kæreste, Rhiannon, og bliver med det samme hovedkulds forelsket i og fuldstændig besat af hende. Han har endelig fundet en, han har lyst til at være sammen med hver dag, men hvad gør man, når man den ene dag er en deprimeret fyr på 150 kilo og den næste er den ondeste pige, der sårer andre for sjov.

Høje forventninger

Da jeg fik ’Hver dag’ i hånden og læste bagsideteksten, var jeg ualmindeligt begejstret og kunne ikke vente med at komme i gang med at læse. Jeg havde aldrig læst noget af David Levithan, men andre unge og også anmeldere på blandt andet Goodreads, som er et af de største internationale netværks for bøger, er mere end glade for den tilsyneladende hamrende dygtige David Levithan, og jeg havde derfor skruet forventningerne temmelig højt op. Nok lidt for højt op, for jeg endte med at være mere forvirret og sur end fornøjet over ’Hver dag’, da jeg lagde den fra mig efter at have læst de sidste sider.
Ordet ’øh’ og sætningen ’Det kunne jeg have gjort bedre selv’ beskriver nok bedst den følelse, jeg sad med efter afsluttet læsning, fordi ’Hver dag’ er en mærkelig og ikke særligt velfungerende blanding af genrerne romance, science-fiction og paranormal. Den startede som mange YA-bøger gør i den små-paranormale og romantiske ende, men så munder den ud i noget helt, helt andet, der lugter lidt af science fiction.

Gentagelser og forvirring

Hvert kapitel i ’Hver dag’ foregår i et nyt liv, og det er mig derfor fuldstændig uforståeligt, hvordan man kan få dem alle til at handle om præcis det samme, når ens hovedperson – og oven i købet jeg-fortæller – befinder sig i en divergerende krop hver dag, og man tydeligvis har anstrengt sig for både at repræsentere både de selvmordstruede, de homoseksuelle, de religiøse, de psykisk syge, de transseksuelle og alle de andre, men det har David Levithan formået at gøre. Det er jo heller ikke så mærkeligt, at det hele kører lidt i ring, når man starter stort set alle kapitlerne med. ”I dag er jeg fire timer fra hende” eller ”I dag er jeg halvanden time fra hende” eller ”I dag er jeg to timer fra hende” eller …
’Hver dag’ er i sig selv en stor gentagelse fra Davids side, og til tider var den så langtrukken, at jeg kedede mig så meget, at jeg fik nogle temmelig voldsomme impulser til at kyle bogen ind i væggen.

Desuden bruger David otte til ti sider i hvert kapitel på at lære mig en ny person at kende, men så hører vi ikke mere til Sandy eller Dana eller Oliver. David benytter sig ikke af nogen af personerne til noget som helst senere hen – kun nogle få blev allernådigst nævnt med én sætning. Det gjorde, at jeg følte, at han bare spildte min tid med alle de personbeskrivelser. Jeg kunne og kan stadigvæk ikke regne ud, hvor han vil hen med ’Hver dag’, eller hvad hans budskab er. Da jeg lukkede bogen efter at have læst de sidste ord, sad jeg med sådan en hvad?!?!!?-følelse. Jeg følte mig helt tom, fordi jeg havde fået absolut intet med fra ’Hver dag’.

A som hovedperson

A som hovedperson er ualmindeligt frygtelig på alle måder, fordi han er så utroligt patetisk og så besat af Rhiannon, at det grænser sig til at blive uhyggeligt og klamt på den der stalker-agtige måde.

Selvom det tydeligvis er meningen, at vi skal have ondt af A, så er det for mig i hvert fald fuldstændig umuligt, når han gang på gang fortsætter med at kontakte Rhiannon, som oven i købet har en kæreste, selvom han bliver afvist af hende. Jeg kan bedre sætte mig i Rhiannons sted, end jeg kan identificere mig med A, fordi han er så krævende og yderst egoistisk. Noget andet, der også gør identifikationen med A temmelig besværlig, er, at han i hvert kapitel bogstavligt talt er en ny person. Han taler og opfører sig som den krop, som han nu er i, ville, og det eneste, jeg har at holde fast i fra person til person er hans efterhånden skræmmende forelskelse i Rhiannon. Det gjorde, at jeg følte mig nærmest rodløs, fordi jeg hele tiden blev smidt rundt mellem nye, ubrugelige personer, som jeg i stedet fik ondt af, fordi A hele tiden udnytter deres liv. En dreng kommer ikke til sin søsters bryllup på Hawaii, fordi A absolut må se Rhiannon. En pige, der aldrig kunne drømme om at pjække, skipper pludselig skole en hel dag. Listen er lang, og jo længere jeg læste, jo mere ondt fik jeg af Rhiannon og As ofre, end jeg på noget tidspunkt fik af ham.

Og det er ikke fordi, jeg ikke kan lide kærlighedsromaner – overhovedet, men A’s forelskelse i Rhiannon er kvalmende og uhyggelig, fordi A opfører sig på en meget mærkelig og totalt utilregnelig måde overfor for Rhiannon, som hele tiden prøver at slippe af med ham. Jeg kunne ikke lade være med at sammenligne ham med en sugemalle i mit hoved, imens jeg læste ’Hver dag’.

Body Finder eller biografi om kronisk sygdom?

Umiddelbart kunne jeg ikke komme i tanke om noget, som ’Hver dag’ minder om, men så poppede ’Body Finder’ af Kimberly Derting op på lystavlen.

Violet kan ligesom A ikke rigtig styre sin evne i starten, men lige modsat af A, lærer hun at styre den og bruger den senere hen til at gøre gode og samfundsvenlige gerninger. A gennemgår absolut ingen udvikling og udnytter i stedet andre mennesker for at føre sin besættende forelskelse ud i livet, og det er det, der gør den kropskiftende A til en ærgerlig hovedperson. Der er ingen spænding, fordi han bare hver dag vågner op i en ny krop, og den evne kan han ikke bruge til noget som helst. Han er bare underlagt sin forbandelse og har intet formål udover at finde Rhiannon. Faktisk minder ’Hver dag’ måske mere om en trist biografi om kronisk sygdom, end den minder om Body Finder.

Alt i alt

Alt i alt er ’Hver dag’ en skuffende samling af kapitler, som flyder sammen til en mærkværdig masse af romance, paranormalitet, stalking og en gang imellem også religion, som bliver endnu sværere at nyde og leve sig ind i på grund af en hovedperson, der konstant trykker på alle de forkerte knapper.

Sprogligt når ’Hver dag’ da højdepunktet et par gange, hvor David Levithan laver nogle flotte følelsesmæssige beskrivelser, men ellers er der brugt alt for mange kræfter på gentagende at fortælle om Rhiannon, og jeg fik aldrig rigtig fornemmelse af at være der, hvor A var – hverken fysisk eller psykisk, udover at han selvfølgelig var dødsens forelsket i Rhiannon.

Generelt er ’Hver dag’ på ingen måde anbefalelsesværdig , og slet ikke hvis man som jeg er en garvet læser af både romantiske, paranormale og science-fiction YA-bøger.

Uddrag af ‘Hver dag’

”Jeg lader Rhiannon styre radioen. Det overrasker hende, men jeg er ligeglad. Jeg har fået nok af det larmende og det irriterende, og jeg kan mærke, at hun har det på samme måde. Hun får melodien tilbage til bilen. En sang, jeg kender, kommer på, og jeg synger med.
And if I only could, I’d make a deal with God …
Rhiannon bevæger sig fra overrasket til mistænksom. Justin synger aldrig med.
”Hvad har du gang i?” spørger hun.
”Musik,” siger jeg.
”Ha.”
”Jo, det passer.”
Hun ser længe på mig. Så smiler hun.
”Jamen okay,” siger hun og drejer på knappen for at finde den næste sang.
Snart synger vi af fuld hals. En popsang med nogenlunde samme tyngde som en ballon, men som løfter os på samme måde, når vi synger den.
Det er, som om selve tiden slapper af omkring os. Hun holder op med at tænke over, hvor usædvanligt det er. Hun lader sig selv blive en del af det.
Jeg vil give hende en god dag. Bare en god dag. Jeg har vandret rundt så længe uden et formål, og nu er dette flygtige formål blevet mig givet – det føles, som om det er blevet mig givet. Jeg har kun en dag at give – så hvorfor kan det ikke være en god en? Hvorfor kan det ikke være en, vi deler? Hvorfor kan jeg ikke tage øjeblikkets musik og se, hvor længe den kan vare? Reglerne kan viskes ud. Jeg kan tage dette. Jeg kan give dette. ”