12-årige Rifka hungrer så meget efter opmærksomhed, at hun vil opleve sin egen begravelse. Bedsteveninden Dyveke lover at hjælpe Rifka med at forsvinde fra jordens overflade, men hurtigt går det op for Dyveke, at det ikke blot er en leg, men et dybt alvorligt svindelnummer, der – uanset udfaldet – vil sætte traumatiske og uslettelige spor i sindene på både forældre, lærere, klassekammerater og ikke mindst hende selv. ‘Sorte svane’ er indtil videre 2014’s bedste ungdomsroman. Så gribende spændende og sørgeligt uhyggelig, at du ender med at sidde med ondt i maven og bankende hjerte, indtil allersidste ord er læst. Se videoanmeldelsen her på vores nye BookTube.

Af Peter Kock Henrichsen

Titel:

‘Sorte Svane’

Forfatter:

Gideon Samson

Oversat fra hollandsk af:

Lise Bøgh-Sørensen
Gudrun Gilhuis-Glenthøj

Sider:

264

Udkom:

23. maj 2014

Forlag:

Turbine

Følelses-barometer:









Uddrag af ‘Sorte svane’

“Ha ha,” siger Rifka. “Jeg vil altid elske dig. Er det ikke en fucking god tekst?”
“Jo,” siger jeg.
“Husker du den?”
Jeg nikker, men overvejer pludselig, hvad jeg skal stille op med al den musik. Jeg kan da ikke fortælle Rifkas forældre, hvad de skal spille til hendes begravelse, vel?
“Jo,” siger Rifka.”
“Men er det ikke lidt mærkeligt?”
“Du skal sige, at det er mine yndlingssange.”
“Hvad for noget?”
“Den af Michael Jackson og den med den blonde kælling. Og denne her!”
Rifka putter en cd i med en mørk mand med solbriller på. Først hører man et spædbarn pludre, så synger manden noget med lovely. Egentlig lyder det temmelig muntert. For muntert måske.
“Måske,” siger Rifka. “Men jeg synes, teksten er fucking god.”
Jeg nikker, selvom jeg ikke helt forstår, hvad der bliver sunget.
Rifka sukker. “Det er lige meget.” En mundharmonika begynder at spille, og hun trykker på stop. “Jeg hader mundharmonikaer,” siger hun. “Elendige tingester er det, synes du ikke også?”
Jeg nikker igen. Jeg skal altså engang fortælle Rifkas forældre, hvilken musik deres datter kan lide. Egentlig er jeg bange for, at det slet ikke lykkes mig. “Men vil de mon tro på mig?”
“Hvorfor skulle de ikke det?”
“De ved da vel selv, hvad der er dine yndlingssange?”
Rifka ryster på hovedet. “Nej da,” siger hun. “Mine forældre er en lille bitte smule anderledes end dine.”
“Nå.”
“Ja,” siger Rifka. “Mine ved nemlig ingenting om mig.”