’The Spectacular Now’ handler om nuet, om at acceptere sig selv og om at omfavne det mærkelige. Den handler om en fantastisk udvikling mellem to vidt forskellige mennesker og om, hvordan ét enkelt menneske kan forandre hele verden for en anden person. Historien gik lige i mit hjerte og rørte mig meget.

Af Stine, 16 år

Titel:

’The Spectacular Now’

Forfatter:

Tim Tharp

Sider:

294

Udkom første gang:

20. oktober 2008

Forlag:

Ember, Random House Children’s Books

Pris:

£6,99
Paperback

Følelses-barometer:









Sutter Keely er sådan en fyr, der giver sig selv et kælenavn: The Sutterman! Han mener, man skal leve i nuet, og at man skal byde det mærkelige velkommen, ja, ligefrem omfavne det. Man kan jo lige så godt omfavne det mærkelige og det skøre, for det går alligevel aldrig væk, mener han.

Sutter er en rigtig joker; han fortæller sjove og spændende historier, laver grin med folk og mener i det hele taget, at man ikke skal tage livet for seriøst. The Sutterman har ikke de store fremtidsplaner og er faktisk slet ikke så vild med at snakke om, hvad der mon sker om et år eller to. Han har det godt, der hvor han er lige nu. Han har et job, en bil, en smuk kæreste, Cassidy. Livet kører som det skal. Lige indtil han møder Aimee.

Aimee finder Sutter, der er halvt besvimet af druk efter at Cassidy har slået op, liggende i en fremmedes have. Hun er rigtig sød, men også en social katastrofe. Hun har brug for hjælp, og det er der, Sutter kommer ind i billedet. Sutter vil redde Aimees sjæl og lære hende, hvordan livet rigtig skal leves.

Jeg kan gøre, lige hvad jeg har lyst til

Jeg kunne ikke glemme Sutter igen. Han har så meget livsglæde, som jeg simpelthen ikke kan ignorere, og som bare gjorde mig glad. Han gav mig sådan en følelse af, at verden er et dejligt sted og at jeg kan gøre, lige hvad jeg har lyst til.

Sutter giver ’The Spectacular Now’ så meget personlighed, fordi han er så speciel og netop selv har så meget personlighed. Han er virkelig en ener. Altså, hvor mange mennesker giver sig selv et kælenavn, omtaler sig selv i tredjeperson, synger sange om sig selv og leger italiensk mafiamedlem med en af sine bedste venner? Ikke ret mange i hvert fald.

Derfor er det også enormt fedt, at ’The Spectacular Now’ er skrevet fra Sutters synsvinkel, da jeg virkelig fik et godt indblik i hans måde at tænke på. Jeg forstod, hvorfor Sutter gør, som han gør. Jeg havde følelsen af, at det var Sutter, der havde skrevet bogen. Det er hans tanker, jeg læser.

Desuden er sproget ungt og meget Sutter-agtigt, altså humoristisk, spændende og med gode metaforer, så både drenge og piger burde kunne identificere sig med Sutter.

Vrede, irritation, sorg, glæde og endda lykke

Noget af det, som gør ’The Spectacular Now’ spændende er Sutter og Aimees forhold. Det var utroligt at følge med i, fordi det vokser så meget og skifter retning hele tiden. Det ene sekund er Sutter og Aimee helt oppe i rosenrøde skyer, det næste tør Sutter ikke engang nærme sig Aimee.

Selvom Aimee er stille og genert, har hun stadig store drømme og smukke samt gennemtænkte fremtidsplaner – helt modsat Sutter. Det skræmmer Sutter – selvom han ikke vil indrømme det – for Aimee er påtrængende med sine drømme. Hun prøver også, at få Sutter til at lave planer, og det skubber ham væk. Det gjorde mig så irriteret flere steder! Kan hun ikke se, at Sutter er meget impulssiv og tager tingene, som de kommer?

Sutter er dog heller ikke nogen engel hele tiden. For det først så drikker han lidt for meget, og for det andet så prøver han at få Aimee til at drikke. Kan han ikke se at Aimee ikke har brug for det og måske slet ikke har lyst?

Deres forhold vækkede vrede, irritation, sorg, glæde og endda lykke i mig, og det var med til at gøre ’The Spectacular Now’ meget levende og varieret.

Den sjoveste udvikling i et parforhold

Aimee kan virkelig sætte andres behov over sine egne, og det er utrolig flot af hende, men hun tilsidesætter sig selv fuldstændigt. Det er noget af det, Sutter vil ændre lidt på.

Aimee tegner, elsker at læse og så, tja, drømmer hun bare om at komme væk og blive noget stort, som for eksempel at blive astronaut. På de punkter minder hun meget om mig. Dog er jeg slet ikke så genert som hende, men da jeg lærte hende at kende og hørte hendes historie, forstod jeg, hvorfor hun er, som hun er.

Aimee har aldrig rigtig haft nogen venner, så da Sutter kommer og vil redde hende, kan hun næsten ikke tro det. I takt med at deres forhold udvikler sig, udvikler både Sutter og Aimee sig også. Sutter tager pludselig sig selv i at søge efter Aimees yndlingsbog på internettet, og Aimee begynder langsomt at kunne stå på egne ben. Aimee og Sutters udvikling, er noget af det sjoveste, jeg nogensinde har fuldt med i.

Hverken kliché eller overfladisk

Flere steder i bogen dukker der små guldkorn op omkring livet, for eksempel at man skal leve i nuet, omfavne det mærkelige og gøre som man har lyst til. Det kan måske godt lyde lidt som en kliché, men er det faktisk slet ikke. Man kan virkelig mærke, at Sutter og Tim Tharp mener det, og det er ikke spor overfladisk. Det er simpelthen det motto, som Sutter lever efter.

Det er en af grundene til, at jeg rigtig godt kan lide ’The Spectacular Now’. Den handler ikke bare om en fyr, der godt kan lide at feste, en pige, som har det skidt, og om deres liv. Den handler også om, hvordan man får mest ud af livet. Det skal Tim Tharp virkelig have ros for.

Uddrag af ‘The Spectacular Now’

”You know what you’re doing, don’t you?”
“What?”
“You’re on the rebound, dude. From what you told me, it sounds like you and this girl don’t have anything in common. You’re just bouncing off Cassidy to the first easy thing that comes along. And I really can’t see you dating this girl. She’s the exact opposite of Cassidy.”
“Dude,” I say. “You couldn’t be more wrong. For one thing, she’s not the exact opposite of Cassidy. The exact opposite of Cassidy would have black hair and brown eyes. And for another thing, I don’t have any interest at all in dating Aimee. None.”
“Then what are you having lunch with her for?”
“Moral support. This girl needs it. She lets her family run all over her. You can see it in her eyes. It’s like she doesn’t think she’s important enough to even stand up for herself.”

Alt I alt

’The Spectacular Now’ kan bare et eller andet, som jeg ikke har set før, hverken i andre High School-bøger eller andre steder. Måske er det fordi, personerne og deres liv er så godt gennemtænkt eller måske på grund af Tim Tharps vidunderlige måde at kunne komme ind i en ung fyrs hjerne på. Måske er det en blanding. Jeg kan i hvert fald sige, at historien gik lige i mit hjerte og rørte mig meget.

’The Spectacular Now’ er blevet filmatiseret og havde premiere 13. september 2013 i USA. Miles Teller spiller Sutter, og Shailene Woodley har rollen som Aimee.