Day og June bor i The Republic, der er opsplittet i distrikter for henholdsvis de rige og de fattige. Hele systemet med kontrasten mellem de fattige og rige, Day og June, der langsomt finder ud af, at The Republic gemmer på store hemmeligheder, lød som det perfekte setup, men alligevel levede historien i ‘Legend’ bare ikke op til mine forventninger.

Af Stine, 16 år

Titel:

‘Legend’ (Legend #1)

Forfatter:

Marie Lu

Sider:

305

Udkom:

29. november 2011

Forlag:

Putnam Juvenile

Følelses-barometer:






June bliver født i The Republics rigeste distrikt og Day bliver født i slumkvarteret.

The Republic ligger i krig med deres naboer The Colonies, og da June har opnået højeste karakter i prøven, som alle skal aflægge, har hun fået lov til at undergå en træning, der har givet hende højest rang i militæret.

Day lever et temmelig modsat liv, der ikke er som andre drenges. Rent faktisk er han nationens mest eftersøgte kriminelle. Han hader The Republic, og han bruger meget af sin tid på at bekrige regeringen, selv om han også har travlt med at gøre alt, hvad han kan for sin fattige familie.

Så en dag bliver Junes bror, Metias, myrdet, og Day er den hovedmistænkte. June får selv chancen for at finde sin elskede brors morder, som hun tror er Day. Hun forsøger at få hævn, mens Day kæmper hårdt for, at hverken han selv eller hans familie skal blive ramt af pesten, der også er i udbrud.

Men da June finder Day ændres alting. De finder frem til sandheden omkring det, der i virkeligheden bragte dem sammen, og deres land gemmer på mange flere hemmeligheder end de overhovedet havde kunnet forestille sig.

Langtrukken og alt for lidt action

Legend var alt for langtrukken. June kunne for eksempel går rundt og lede efter Day – hvilket selvfølgelig er helt reelt at skrive om – men så fik man at vide, at June ikke engang selv forventede at finde Day og at hun egentlig bare gik rundt på må og få, og så blev det ligesom for meget for mig. For hvorfor skulle der være scener i bogen, som ikke førte til noget som helst?

Så jeg savnede virkelig, at der skete noget, der havde relevans for historien. Jeg kedede mig virkelig, mens jeg læste, og ofte havde jeg slet ikke lyst til at læse videre og genoptage historien, fordi der bare manglede noget spændingsskabende og en generel udvikling.

Hovedpersonerne virker meget ældre

I bogen er der to fortællere, June og Day. Det fungerede ikke rigtig for mig. For i begyndelsen får man at vide, at de er 15 år gamle, men det var virkelig svært at tro, for de virkede så meget ældre. Deres tankegange var meget logiske, og de lavede så at sige aldrig fejl. Det var for voksent og for perfekt for 15-årige.

Først fik June den optimale karakter i prøven, som jeg egentlig ikke satte spørgsmålstegn ved, fordi hun er heltinden og har lov til at være lidt bedre end sine jævnaldrende, men hun opførte sig mere og mere perfekt, og til sidst kunne jeg slet ikke bibeholde troen på, at en pige som hende virkelig kunne eksistere.

Det var nok også det, der gjorde, at jeg ikke rigtig kunne identificere mig med hverken June eller Day – heller ikke selv om fortællerne beretter i første person. Jeg lærte dem kun at kende overfladisk, og jeg fik aldrig lov til at komme dybt ind på livet af dem, fordi de hele tiden opførte sig så perfekt.

Fantastisk verden

Jeg kunne godt lide idéen med, at befolkningen i ‘Legend’ var opdelt og at der var et system, der kontrollerede det hele. Det var én af de få ting, der fungerede godt. Generelt kan jeg også rigtig godt lide den genre af dystopiske bøger, som i ‘Hunger Games’ og i ‘Divergent’. Og ‘Legend’ havde også et perfekt setup med sine sektorer, hvor der er pest, der ødelægger livet for de fattigste, og hvor de rigeste lever et liv, hvor de knapt nok ved, hvad der sker uden for deres egen gadedør. Det var faktisk også på grund af det, at jeg påbegyndte ‘Legend’ – det var en verden, der tiltrak mig.

Uddrag fra ‘Legend’

My mother thinks I’m dead.
Obviously I’m not dead, but it’s safer for her to think so.
At least twice a month, I see my Wanted poster flashed on the JumboTrons scattered throughout downtown Los Angeles. It looks out of place up there. Most of the pictures on the screens are happy things: smiling children standing under a bright blue sky, tourists posing before the Golden Gate Ruins, Republic commercials in neon colors. There’s also anti-Colonies propaganda. “The Colonies want our land,” the ads declare. “They want what they don’t have. Don’t let them conquer your homes! Support the cause!”
Then there’s my criminal report. It lights up on JumboTrons in all its multicolored glory.

Det eneste, jeg elskede, var verdenen

Før jeg gik i gang med ‘Legend’, havde jeg hørt alle mulige tale rigtig positivt om den, dens univers, lederne i landet og alt det med opdelingen af folket. Det lød lige så perfekt i mine ører, som det gør, når jeg igen – for jeg ved ikke hvilken gang – får lov til at bage min favorit chokolade/brownie-kage herhjemme.

Hele ‘Legend’-serien lød som om, den havde et kæmpe potentiale, men den levede bare overhovedet ikke op til mine forventninger. Plottet var forudsigeligt, personerne opførte sig for perfekt, så det jeg havde forestillet mig ville blive en rigtig god bog, kom jeg faktisk kun lige præcis igennem, fordi selve grund-verdenen tiltalte mig.

Jeg har ikke tænkt mig at læse ‘Prodigy’, som er næste bind i trilogien, fordi jeg jeg forventer, at den bliver lige så langtrukken og derfor slet ikke vil tiltale mig.

Det er alt for urealistisk at tro, at Day og June vil ændre sig så meget som karakterer, at jeg pludselig vil begynde at kunne lide dem. Så skulle de jo til at opføre sig uperfekt og være fejlbarlige, og så ville det igen blive for urealistisk, for hvorfor skulle de i historien pludselig ændre sig så meget, fra første til anden bog, på så kort tid?