Det kan være skræmmende at skulle til at læse engelske romaner, når man hele sit liv har været vant til kun at læse danske børne- og ungdomsbøger i fritiden. Derfor har vi spurgt fem danske unge om, hvordan de fik succesoplevelser med de engelske Young Adult-romaner og om de har nogle gode råd til dig, der endnu ikke har vovet springet.

(Photo: Flickr: jamelah e. , Creative Commons CC BY-NC-ND 2.0)

Jeg blev tryllebundet af de engelske ‘Twilight’-romaner!

/ Line, 26

Min første engelske læste bog, som jeg mindes, er ret kliché. Det var nemlig ‘Twilight’ af Stephenie Meyer.

Jeg havde lige set første film i biografen, altså må det have været i 2008, og jeg var 20 år gammel. Inden det, læste jeg ikke ret meget, og ‘Twilight’-bøgerne blev min introduktion til fantasiens verden.

Jeg bestilte alle bøgerne på engelsk, da de ikke var udkommet på dansk endnu, og jeg læste alle fire færdigt på én måned, hvilket er utrolig hurtigt, når man ikke er vant til at læse og især ikke på engelsk, men det gik som en vind.

Lagde ikke mærke til, at jeg læste engelsk

Jeg var så tryllebundet af historien i ‘Twilight’, at jeg ikke lagde mærke til, at jeg læste engelsk, og sådan fortsatte det. Efter ‘Twilight’ fortsatte jeg med ‘Vampire Diaries’, ‘The Host’ … og så gik det bare derudaf.

Jeg blev hurtig vant til at læse engelsk og lagde derfor ikke mærke til, om jeg læste på dansk eller på engelsk. Og da udvalget var større på engelsk + meget billigere, endte det med jeg næsten kun læste engelsk.

Jeg kunne nok være begyndt at læse engelsk i en meget yngre alder, men jeg var mere interesseret i at se TV-serier, som også var på engelsk og nok også var med til at gøre det hele nemmere.

Mine råd til dig, der endnu ikke læser engelsk

Jeg vil absolut anbefale dig at læse engelsk, da udvalget er større og du får meget for pengene. Dog er det smart først at undersøge hvilket niveau de er på, da nogle bøger er nemmere på engelsk end andre.

Men det vigtigste af alt er at finde noget du interesserer dig for. Du kan eventuelt vælge en bog, du allerede har læst på dansk eller bogen bag en film, du har set. Så bliver det lidt nemmere første gang, og efterhånden vil du bare læse derudaf uden problemer.

I starten kan jeg huske, at jeg slog nogle få ord op, men husk at lade være med at slå alle fremmeord op! Det vigtigste er, at du fanger sammenhængen.

Der er utrolig mange gode engelske ungdomsbøger derude, så du har mange timer med god læselyst foran dig!

Held og lykke. 🙂

(Følg Line på Instagram @moonstarwolf)

Jeg valgte ‘Fire Study’ på grund af coveret og bagsideteksten.

Jennifer, 23

Da jeg læste min første engelske bog frivilligt var jeg 16-17 år gammel. Det var ‘Fire Study’ (Study #3) af Maria V. Snyder. Jeg valgte den på grund af coveret og bagsideteksten, som fangede mig med det samme.

Det var ikke nogen bevidst beslutning, at jeg begyndte at se efter engelske bøger i stedet for danske, det skete bare, da jeg gik igennem den engelske afdeling i min lokale boghandel og tænke at coverne på bøgerne var flotte.

Begyndte med tredje bind ved en fejltagelse

At læse en engelsk bog i min fritid var ikke den store udfordring, fordi jeg i forvejen kunne engelsk fra folkeskolen og gymnasiet, så det gik meget godt. Sprogmæssigt var der nogle udfordringer, fordi Maria V. Snyder havde opfundet sine egen ord som jeg er ikke kendte betydningen af, og fordi jeg uvidende startede med den tredje bog i serien. Efter at have læst ‘Fire Study’ var min eneste tanke, at jeg måtte have fat i de to første bind i serien, for jeg måtte bare vide hvad der var sket før ‘Fire Study’.

Jeg havde læst engelske romaner før ‘Fire Study’, men det var som lektier til engelskfaget i folkeskolen og gymnasiet. De bøger havde ikke interesseret mig, men jeg læste mange danske bogserier i min fritid, så jeg tror at mit fokus dengang var at læse de serier færdig.

Mine råd til dig, der endnu ikke læser engelsk

Mit råd er, at du bare skal læse de bøger, du har lyst til, uanset sprog. I dag kan man bare bruge Google Translate til de ord, man ikke forstår, og man behøver ikke at bladre gennem en ordbog. Det bedste ved at læse engelske bøger er, at kreativiteten i engelsk fantasy og YA er på et helt andet niveau end mange af de danske fantasybøger som bliver udgivet i dag, og udvalget er meget bredere.

Følte mig virkelig stolt over at købe ‘The Fault in our Stars’.

Eldin, 14

Min første YA-roman var ‘The Fault in Our Stars.’. Jeg var 13 år gammel, og eftersom jeg godt kunne lide den på dansk, og jeg følte at tiden var inde til at begynde med engelske ungdomsromaner, så var det netop den bog, jeg købte i butikken.

Jeg følte mig virkelig stolt over at købe den, fordi jeg godt kunne lide tanken om, at den var original, at det var selveste John Greens egne ord. Sproget passede til de amerikanske omgivelser, hvilken gjorde historien meget realistisk for mig. Jeg følte, jeg nærmest var “inde” i historien, mens jeg læste den på engelsk. Dog brugte jeg en måned på at læse den, da der trods alt stadig var et par ord, jeg var nødt til at slå op, og lange pauser, jeg var nødt til at tage.

Det øjeblik, jeg forelskede mig i engelske YA’s

Da jeg afsluttede ‘The Fault in our Stars’, forstod jeg pludselig alt hvad hele internettet – og verdens teenagere – snakkede om. Jeg lagde mere mærke til poesien, kærligheden, nærmest alt det, den handler om. Fra det øjeblik forelskede jeg mig i engelske YA’s.

Nu føler jeg, at jeg er blevet meget bedre til engelsk, nu hvor ‘The Fault in our Stars’ gav mig et lille skub. Nu kan jeg nærmest bare gå i boghandlen og vælge mig en god engelsk bog, for de er alt dét, jeg havde havde svært ved at finde i ungdomsbøger på dansk.

Det gode ved engelske YA’s er, at der er over hundrede forskellige slags af samme genre, for eksempel hvis du forelsker dig i dystopier – og bøgerne er også meget billige.

Mine råd til dig, der endnu ikke læser engelsk

Mit råd til alle dem, der gerne vil begynde med at læse YA’s med ikke tør, er, at de bare skal tage og komme i gang. Start for eksempel med en bog du har læst på dansk. 😉

(Følg Eldin på Instagram @eldread14)

Oplevelsen blomstrer videre, når jeg lukker bøgerne.

Zaynab, 20

Det engelske sprog har altid fascineret mig, og engelsk var også mit yndlingsfag, både i folkeskolen og senere hen på gymnasiet.

Jeg vil tro, at det var i 7. klasse, jeg fik læst min første engelske roman. Jeg har altid villet læse engelske bøger, for jeg læste i forvejen meget, bare på dansk.

En dag tænkte jeg for mig selv ‘Hvordan kan jeg gøre det overskueligt – og samtidig sjovt for mig selv – at læse på engelsk? Jeg læser da de bøger, jeg i forvejen har læst på dansk, bare på engelsk!’. Så det gør jeg.

På det tidspunkt var jeg vild med Twilight Sagaen (nu hvor jeg er blevet ældre, kan jeg dog godt se det alarmerende ved de bøger), så jeg tog op på skolebiblioteket og fandt den tredje bog i sagaen – på engelsk.

Jeg fløj igennem den! Selvfølgelig var der nogle ord, jeg ikke kendte til, men hvis det ikke forstyrrede min forståelse af handlingen, gjorde det ikke noget.

Hvis jeg stødte på ordet flere gange, slog jeg det op i ordbogen. For eksempel småord, som ”though” lærte jeg på den måde.

Det gav mig meget selvtillid og mod til at læse mere på engelsk – og det har holdt ved, lige siden.

Engelsk – hver dag!

Der går ikke en dag, hvor jeg ikke enten læser, skriver eller taler engelsk. Det er simpelthen blevet en stor del af min hverdag og en selvfølge.

En af fordelene ved at læse bøger på engelsk er, at det at læse er gået fra at være noget man gør alene til noget man gør i fællesskab, takket være de sociale medier.

Jeg bliver tit spurgt af folk om, hvorfor jeg læser på engelsk, hvorefter jeg svarer: ”Jeg vil være med i fandom‘en!” – for oplevelsen stopper ikke når du lukker bogen. Den blomstrer videre hos andre mennesker, der deler den samme passion som dig.

Mine råd til dig, der endnu ikke læser engelsk

Mit råd til dig, der ønsker at læse bøger på engelsk er: Start med at læse de bøger, du har læst på dansk, og genlæs dem så på engelsk. Har du læst Harry Potter-bøgerne på dansk? Så læs dem igen på engelsk!

(Følg Zaynab på Instagram @zaynabalibazzi)

Ha’ det sjovt, og start i det små!

Natacha, 18

Første gang jeg frivilligt begyndte at læse en engelsk YA var, da jeg var 14 år gammel. Jeg havde købt Miley Cyrus’ biografi i USA og begyndte på den — men blev aldrig færdig.

Derimod var jeg 17 år, da jeg første gang blev færdig med en engelsk YA. Det var ‘Cross My Heart Hope To Die’ hvilket er femte bog i ‘The Lying Game’-serien.

Det var meget ligetil for mig, og jeg ærgrede mig en del over, at jeg ikke havde læst engelske YA’s noget før. Det var især fordi, at de to sidste bøger i serien, var dem, der var allerbedst og en af grundene til det var, at de var på originalsproget – engelsk.

Det var super fedt efter, især at sige til sig selv, af man havde læst en engelsk bog fra start til slut og forstod det hele!

De engelske bøger har givet mig utrolig meget

Personligt sætter jeg stor pris på, at jeg kan læse engelske bøger nu. Det har givet mig utrolig meget i forhold til engelsk i skolen, men det er også virkelig rart, at man ikke længere skal vente uendelig lang tid på en dårlig oversættelse, men at man kan få bogen, når den udkommer på originalsproget!

Mine råd til dig, der endnu ikke læser engelsk

Mit bedste råd til dig der synes, at det kan være svært med en engelsk roman er, at du skal huske at have det sjovt med det.

Det er vigtigt at prøve kræfter med noget nyt og udfordre sig selv, men samtidig kan man også starte i det mere simple, for stille og roligt at få bygget gejsten til engelske bøger op. Bare husk på, at du skal starte i det små, før du kan gå. 🙂

(Følg Natacha på Instagram @bookswithstarbucks)