Savner du også allerede kage og de her super dejlige mennesker, så glæd dig! De kommer og besøger os i december og redder julen!

Af Sofie Amalie Rasmussen

Det er igen tid til at følge kagekrummerne inde i det store hvide telt, når fem tidligere deltagere dyster om at være den bedste til at mestre julens kager. Pernille, Liv, Micki, Rikke og Sasitha kæmper om det eftertragtede vindertrofæ i ’Den store jule- og nytårsbagedyst 2015’ – men de er ikke alene. De fem deltagere har nemlig hver en yngre medhjælper med i køkkenet.

”Julen er en tid, hvor man samles og nyder hinandens selskab på tværs af generationer. I mange danske køkkener bager børn og voksne sammen i december. Julen er indbegrebet af familiehygge, og det synes vi også, at årets jule- og nytårsbagedyst skal afspejle. Derfor er deltagerne ikke alene. De dyster i hold i kendte og hemmelige udfordringer, der sætter både børn og voksnes evner på spil,” fortæller Søren Olsen, der er DR-redaktør for ’Den store bagedyst’.

Konfekt og kransekage

Pernille har inviteret sin nevø Søren med, Liv er på hold med sin grandniece Ida, Micki kæmper sammen med kærestens niece Naya, Rikke får hjælp fra sin tidligere elev Anders, og Sasitha står i køkkenet med niecen Jesmina.

I den første udfordring skal de fem hold pynte et lille juletræ med småkager og konfekt, mens det store julemesterværk skal være inspireret af et fælles juleminde. De tre dygtigste hold går videre til anden runde, hvor de skal bage til nytåret. Her skal der laves salte nytårssnacks, og mesterværket vil lede tankerne hen på fest og fyrværkeri.

Første del af ’Den store jule- og nytårsbagedyst’ bliver sendt den 23. december klokken 20.30 på DR1.

Anden del vises den 29. december klokken 20.00 på DR1.

















Foto Carsten Mol, DR