Ét splitsekund, og så var den tale destrueret!
Der var hele tre prinser på Experimentarium til indvielsen af den nye SPION-særudstilling. Her er det H.K.H. Prins Joachim, der på ægte spionvis destruerer den hemmelige åbningstale, mens det var H.H. Prins Nikolai og H.H. Prins Nikolai, der legede sig igennem den spændende udstilling som spioner for en dag!

“Det er vigtig for Danmark på langt sigt, at vi har tilstrækkelig mange dygtige unge mennesker, der vælger at studere naturvidenskab og teknologi, så Experimentariums indsats bør påskønnes.”

“Mine egne to drenge, Prins Nikolai og Prins Felix som er med i dag, har ofte besøgt Experimentarium lige fra de var helt små, og de har bragt mange beretninger om spændende oplevelser med hjem.”

En drengedrøm

Sådan begyndte Prins Joachim sin indvielsestale på Experimentarium i Hellerup i eftermiddags. Det var særudstillingen SPION der skulle indvies, og Prins Joachim beskrev samlingen af aktiviteter som en drengedrøm.

”Udstillingen er jo nærmest et træningscenter for spionelever. Det er et spændende setup, som jeg tror mange børn og unge – og forældre, vil føle sig tiltrukket af. Jeg glæder mig meget til at afprøve eksperimenterne i udstillingen – hvem ved hvad jeg måske har af skjulte talenter!?”

Ægte spionudstyr

Særudstilling SPION er blevet til i samarbejde med et belgisk experimentarium, der hedder Technopolis. En unavngivet dansk samler har dog også tilført udstillingen et stort antal ægte spionrekvisitter. Blandt andet KGB-mikrofoner og den meget kendte Enigma-kodemaskine, som tyskerne brugte under 2. Verdenskrig til kryptering af beskeder til deres ubåde.

Du er spion for en dag

SPION er bygget op omkring fem forskellige miljøer: lufthavnen, gaden, kontoret, politistationen og Det Hemmelige Politis hovedkvarter. Og man må trykke, skrue eller dreje på alt, for man er nemlig spion for en dag! Man skal dog ikke være helt sikker på, at alle menneskerne i udstillingen er gæster, for man kan selvfølgelig risikere, at der er nogen, der overvåger én, mens man selv overvåger andre.

Men alt det kan man kun finde ud af, hvis man besøger SPION på Experimentariet, ligesom Prins Nikolai og Prins Felix.

God rejse til Hellerup, og god mission!

Et hold ægte spioner overvågede Prinsernes ankomst.
Jannik Johansen, Experimentariums bestyrelsesformand, Rektor for Frederiksberg Gymnasium, tager imod Prins Joachim.
Asger Høeg, Experimentariums direktør, byder velkommen.
At skabe forvirring er et gammelt spiontrick - man kan nå at forbytte mange hemmelige dokumenter på få sekunder.
Periskoper af plasrør, så man kan se om hjørner, var lige noget Felix kunne bruge.


Et videoovervågnings-center sidst i udstillingen, afslørede en masse optagelser af prinserne
Selv om SPION-udstillingen var sjov, trak særudstillingen Kvæsterød Køreskole også godt i prinserne. Måske de har benzin i blodet, ligesom deres far?

FAKTA: Experimentarium

Experimentarium er et aktivitetscenter for natur, teknik, miljø og sundhed. Centret ligger i Tuborgs gamle tappehal i Hellerup nær Tuborg Havn og besøges årligt af 350.000 gæster. Hovedudstillingen er på 4.100 m2, og består af næsten 300 aktiviteter. Centrets såkaldte piloter er oftest studerende fra de naturvidenskabelige uddannelser, der dagen igennem står for demonstrationer, shows og forskellige værkstedsaktiviteter. Udover de faste aktiviteter afholder Experimentarium hvert år én eller to særudstillinger. Experimentarium er en selvejende institution, der blev stiftet på initiativ af Egmont Fonden. Formålet er at fremme interessen for naturvidenskab og teknik. Siden åbning i 1991 har 5,3 millioner gæster besøgt Experimentarium.