Placeringen af Tøjhusmuseets middelaldermarked, gør Kulturnat på Slotsholmen til noget helt særligt. Vi bevægede os rundt til seks forskellige attraktionen nær Slotsholmen i løbet af aftenen.

19:12 Johanitterne melder deres ankomst

Michael Andrews skraber omhyggeligt den store træ-ske rundt i kobbergryden, for at de ‘brændte mandler’ ikke skal brænde rigtig på. Det dufter skønt, og det lokker også mange handlende til.

Vi aftaler at fotografere uden kunstigt lys, for alle boderne på Middelaldermarkedet på Slotsholmen bliver oplyst med fakler eller olielamper. Det giver en hyggelig juleagtig stemning, som ville være synd at ødelægge.

Dystert

Hvis man ikke i forvejen vidste, at folk på markedet er venligtsindede, kunne stemningen også meget hurtigt tolkes som dyster og truende. Man har ikke en chance for at se, hvem der gemmer sig bag teltene, og man kan ikke engang skimte ansigtstrækkene på de kutteklædte personer, der kommer gående mod en. Havde det været i middelalderen ville man være blevet rullet, før man overhovedet havde nået at købe sig et krus varmt øl.

Ankomsten

Vi når knapt at tale om Michaels flotte udvalg at kandiserede æbler, brændte mandler og lakridsrødder, før jeg må træde til side. Det er ikke noget, man bliver bedt om. Det gør man helt af sig selv, når riddere til hest kommer travende direkte mod én.

Fire fuldvoksne mænd – i ringbrynje og med hvide kors på brystet – ridder med sammenbidte udtryk forbi os. Følelse af blot at være en lille mus melder sig. Hvor meget kan man stille op overfor en ridder, der rager næste fire meter i vejret og har et skarpslebent sværd ved sin side?

Johanitterne har meldt deres ankomst.

19:22 Tordenskiolds soldater skræmmer folk og fæ

Bragende fra artilleriets kanoner er så høje, at folk bliver fuldstændig afbrudt i deres samtaler. Et par forældre med grædende børn i løb, er det første, der møder mig, da jeg træder op på tilskuertribunen. De kæmper sig væk i håb om at undgå det næste store brag.

Trykbølgen

Mest af alt lyder det som når store drenge i kådhed sprænger en flaskecontainer i luften med nytårskrudt den sidste uge i december. Men dét, der forbavser mest, er trykbølgen som møder en umiddelbart. Det er som at blive slået i hovedet med en usynlig pude. Kameraet presses automatisk mod ansigtet. Artilleristerne står blot som om intet var hændt. Måske har de ikke længere så meget hørelse tilbage som publikum(?). Lange hvide strømper, blå knæbukser og røde jakker, det er artilleriets farver. På hovedet bærer de en sort trekanthat med guldkant. Men aner dog også spidserne af gule skumørepropper i øregangene.

Livgarden

Længst tilbage på den militære skueplads står Livgarden klar med deres musketter. De står på linje og affyrer én efter én. Knaldene er overordentligt høje, men kun halvt så høje som kanonernes. En enkelt musket kikser. Folk afventer. Kan den finde på at gå af alligevel? Næste garder fortsætter. Et ildhav står ud fra tændsatsen, og en næsten to meter lang stikflamme står ud af muskettens munding. Fyldig hvide røgtåger omringer de gardere, der netop har affyret deres våben.

Instinktivt føler man, at man skal løbe

Publikum venter nogle sekunder, før de tør fjerne fingrene fra øregangene. Nogle børn stoler dog ikke på Tordenskiolds soldater fra Fladstrand (Frederikshavn) og vælger at presse fingrene i ørene under hele forestillingen. Det sorte krudts effekt er både skræmmende og tiltrækkende. Det er en konflikt mellem instinkter og nysgerrighed for de fleste. Man får nemlig umiddelbart lyst til at flygte, når man hører så kraftige knald – hjernens advarselssignaler kan ikke lyse mere rødt! Alligevel bliver man; af ren nysgerrighed.

19:41 “Kom så, Anja!”

Venindernes bekræftende tilråb er ikke til at tage fejl af. De hujer og klapper af pigen, der har meldt sig frivilligt til at lege med åben ild sammen med gøgleren. Hun ser ikke ud til at være det mindste bekymret for opgaven. Det trækker hurtigt publikum til.

Gøgleren har udstyret Anja med en professionel fakkel med håndtag, og viser hende hvordan man kan køre den stille og roligt hen over håndfladen uden at brænde sig. Anja betænker sig ikke engang to sekunder. Hun gør blot det samme som gøgleren lige har vist hende. Ikke engang hendes spritnye Canada Goose dunjakke afholder hende fra at have faklen faretruede tæt på kroppen. Anja fortsætter legen og holder nu også hånden over faklens kraftige gule flamme, som gøgleren viser hende. Han besvarer handlingen med et imponeret blik.

Dramatisk vending

Til sidst slukker gøgleren faklen i halsen og kigger over på Anja. Den klassiske afslutning på et show: Det sværeste trick til sidst. Gøgleren kigger udfordrende over på sin lærling. Anja lægger blot hovedet tilbage, og fører faklen beslutsomt ned mod sin åbne mund. Gøgleren trækker nødbremsen. Dét som skal redde den frivillige fra mulige forbrændinger, hvis hun mod forventning gør det hun bliver bedt om: han prøver at puste faklen ud lige inden den når Anjas mund. Men det mislykkes. Faklen bliver ved med at brænde. Med endnu et desperat pust lykkedes det endelig gøgleren at puste faklen ud, inden den når Anjas mund. Et kort øjeblik er det sjovere at se gøglerens angstfyldte og forbavsede ansigtsudtryk, end Anjas rolige opførsel. Hun ville sgu ha’ gjort det!

20:06 En våd sok

På forpladsen til Thorvaldsens Museum er der et vandbassin, som i aftenens anledning er oplyst af to kraftige projektører. Det er allerede blevet til børnenes legeplads, for bassinet indeholder nogle stenkanter i et zig-zag mønster som man kan træde på. Mønstret, der hele tiden skifter retning, gør det svært for hjernen at bestemme sig for, hvor den næste fod skal placeres. Og det er sjovt, for så kan man jo ryge i vandet. Og så kan man jo undre sig over, hvorfor udfordringer absolut skal kunne gå galt, før vi synes, de bliver rigtig sjove!

Må bassinet virkelig betrædes

Ofte er museer noget med sure kustoder, der hurtigt irettesætter, hvis man finder på at røre de udstillede værker. Men her er der ingen kustoder, kun børn – der står i kø nede i den ene ende af bassinet – for at få lov til at tage den farlige tur over vandet. Forældrene kigger sig omkring, mens de venter på deres børn. Kan det virkelig være rigtigt, at man må betræde bassinet, eller er det kun lyst op, fordi at vi skal se hvor flot det er? Et par veninder, der har trænet balancegangen, begynder nu at lege tagfat for at få endnu mere spænding.

Noget skal tørres

10 meter fra bassinets kant i retning mod Nationalmuseet, står en 10-årig lyshåret pige på ét ben og holder sin far i hånden. Hun har hverken sko eller strømpe på den fod, hun holder svævende i luften. Faren bakser med en pakke papirslommetørklæder, og folder nærmest hele pakken ud. Der er noget der skal tørres. Ingen tvivl om det. Pigens øjne møder mine, da jeg står og overværer den lidt komiske stilling hun antager – hun ligner nærmest ét af Bertel Thorvaldsens værker. Et kæmpe smil breder sig på hendes ansigt. Sådan et smil der går fra øre til øre og som fortæller, at man godt ved, at far er lidt irriteret nu, men at det trods alt er det hele værd!

20:37 “Hvad hedder elm’s frugt?”

I Nationalmuseets dybe indre, støder vi på Fiksonauternes værksted. Nikoline har uro i kroppen og suser rundt i lokalerne med opgavepapirer og blyant i hånden. ”Ih altså, hvad hedder elms frugt?”. Nikoline mangler kun ganske få fiksonaut-opgaverne fra at være færdigudlært Fiksonaut. Nikolines far trækker på skuldrene og smiler. Nikoline må løse opgaven selv.

Ligesom at klippe julestads

Rundt omkring bordene er der heftig aktivitet. Nogen maler bestemte mønstre med farveblyanter, og en dreng rykker rundt på nogle porcelænsstumper, så det bliver til en gammel antik tallerken. Der er samme hygge, som når man sidder og klipper julestads sammen. Børnene er fuldstændig optaget af alle opgaverne og arbejder målbevidst, som var de ansatte ved museet. Nogle af de voksne ser ud til selv at mangle lidt udfordring; eller måske bare en kop kaffe. For Fiksonauternes værksted tager tid. Mindst en hel time, og det kan være lang tid, når en hel Kulturnat med hundredvis af spændende med aktiviteter lokker lige udenfor Nationalmuseets vinduer.

En drilsk pakke

Nikoline får lusket svaret ud af én museets ansatte. Elms frugt hedder manna! Så kan hun komme videre med den allersidste opgave. Nikolines bror – Silas – har også travlt. Men han har taget sin ven Victor med, så de hjælpes ad. Nikoline skal pakke en gammel genstand ind, så den ikke kommer noget til. Det er lige noget, hun kan lide, for så må man bruge pakkebordet med brunt indpakningspapir.

Desværre viser det sig, at indpaknings selvfølgelig ikke kan nå rundt om æsken. Nikoline griner af situationen og kigger op på sin far igen, som om han har svaret. Det har han nu også: ”Vend papiret en halv omgang.” Nikoline vender, og med et krampagtigt tag kan Nikoline nu få papiret til at nå hele vejen rundt om æsken; kun med to millimeter overlap. Hun binder en stribet tråd om pakken. Missionen er fuldført! Nikoline smiler stort.

Udnævnt til fiksonaut

Nikoline, Silas og Victor bliver alle udnævnt til Fiksonauter og får et håndtryk og et eksamensbevis af én af museets medarbejdere. Nikolines far kigger på uret. Det var meningen, at de skulle ned og se ‘Larmias Labyrinter’ på det humanistiske fakultet på Amager, men tiden er løbet fra dem. Kan de nå det alligevel?

21:25 Guldbladsteknikker

Der er trængsel. Det er rigtig mange kvinder der gerne vil ind til workshoppen, hvor man kan lære at lave smykker med bladguld. De yngste er omkring 15 år. Faktisk er der ikke én eneste mand, med mindre man regner fotografen med. Halvdelen af de ventende i køen bliver afvist. Det er simpelthen ikke arbejdspladser nok i lokalet til, at alle kan lukkes ind. En del får lov til at komme tilbage til aftenens sene workshop klokken 22.

Konservatorens demoværksted

Konservator Johanne Bornemann Mogensen sidder i et hjørne bag et arbejdsbord fyld med remedier til aftenens demonstration. Der er et utal af pensler og små flasker med noget, der ligner lim og lak. Mange af deltagerne suser nysgerrigt over til Johanne der på nogle keramikklodser viser, hvordan man lægger bladguld. Keramikklodserne illustrerer dét, som for eksempel kunne være en stuk i en bygning under restaurering.

Bladguld bliver til guldblade

I en udstillingskuffert ligger der også nogle naturblade, som er blevet påført bladguld, som eksempler på hvad man kan kaste sig ud i. Hver deltager får udleveret et ark bladguld på omkring 10 gange 10 centimeter, og kan nu selv vælge hvad de har lyst til at fremstille. Nogle piger vælger noget kraftigt karton med synlige fiberstrukturer i. De klipper hjerter i kartonen og begynder derefter at overføre bladguldet ganske forsigtigt med pensler.

Koncentration

Det er utrolig stille i lokalet. Alle taler med lave stemmer. Den forsigtighed og de fine bevægelser som bladguldet kræver, overføres automatisk til folks stemmeføring og vejrtrækning. Smukke blade og hjerter tager efterhånden form ved de forskellige borde, og de får også et kritisk blik og derefter et smil af ophavskvinderne. Det blev måske ikke lige så flot, som udstillingseksemplarerne, men hvor dygtig kan man også nå at blive på en enkelt time i smykkeværkstedet på en Kulturnat?

Tak for presseinformation og fototilladelser:
• Karsten Skjold Petersen, Statens Forsvarshistoriske Museum
• Anni Mogensen, Nationalmuseet