Ida (til venstre) og Kristine (til højre) er begge medicinstuderende til hverdag, men frivillige “bamselæger” på ‘Bamsehospitalet & Sund Krop’ i deres fritid. Denne Kulturnat har de unge kvinder virkelig ‘hands on’ på organerne, og selv om man måske skulle tro, det kunne blive for makabert for en stor del af publikum, så er det faktisk lige modsat, ét af aftenens helt store trækplastre! (Foto: Peter Henrichsen)
| AF PETER KOCK HENRICHSEN |
Regnen siler ned på Østerbro, da jeg kommer op fra jordens indre, den nye Metrostation ‘Trianglen’, lige op ad Blegdamsvej. Det er også blevet mørkt, så voksne med børn i hænderne hopper over vandpytter i sidste øjeblik, dér hvor bulldozere og gravkøer breder sig, fordi de er ved at bygge de nye sektioner af Rigshospitalet. Alle har de et badge med ‘Kulturnatten’ stukket i overtøjet.
En del af menneskeslangen drejer af ved Rigshospitalet, der også har åbent hus på denne Kulturnat, men jeg skal videre til det nye Panum; den 15 etager høje og helt nye bygning, der nu i folkemunde hedder ‘Mærsk-tårnet’
Endelig tørvejr
Smilene er store, da folk endelig kommer ind i tørvejr i det nye Panum’s aula og kantine. Lyset er gulligt og varmt, og de studerende, der tager imod os, smiler og uddeler programmer. Der hænger flotte sølvskinnende heliumballoner i lofterne, der nok blev solgt med henblik på at være fødselsdagsballoner, da de er udformet som store tal, men som denne aften udgør numrene på de stande, vi kan besøge og som er beskrevet i de udleverede programmer. Rigtig smart og virkelig festligt.
Op til ‘Bamsehospitalet …
Jeg skal op på første etage og besøge Kristine Svinning Valeur, der er landsformand for ‘Bamsehospitalet & Sund Krop’. Sammen med en flok andre unge kvinder – også iført ‘Bamsehospitalet’s nye, hvide T-shirts med flot tryk – står Kristine med latexhandsker på og vender rundt på blandt andet hjerter og lunger i en opvaskebale. Mit hjerte sætter sig lidt fast oppe i halsen, da jeg ser de rigtige organer, for jeg tror, det er menneskeorganer, kvinderne viser frem. Hurtigt overhører jeg dog en kommentar fra en engelsktalende tilskuer og finder ud af, at det organer fra grise! Pyv ha.
Anatomi og fysiologi helt uden brug af svære ord
Det er sjovt at se forskellen i reaktionerne fra henholdsvis børn og voksne. Vi voksne er lige så nysgerrige som børnene, men alligevel holder vi os tilbage og smiler lidt usikkert, fordi vi ikke rigtig ved, hvordan vi på voksenvis skal opføre os, når vi bliver præsenteret for tre let blodige opvaskebaljer med grise-indvolde.
Børnene, derimod, er dygtige til at glide op i første række og står gerne med næsen lige op i grisens spiserør og luftrør. Kristine viser hvordan grisens luftrør smart nok er opbygget af brusk og ikke kan klappe sammen, hvorimod dens spiserør er blødt, så peristaltikken kan presse føden ned. Kristine – der er medicinstuderende på 10. semester – bruger dog ikke ordet ‘peristaltik’, for jeg finder hurtigt ud af, at det netop er dét ‘Sund Krop’-projektet går ud på: at man ikke bruger svære betegnelser på vores kropsdele og -funktioner.
Kristine lader sin tommel- og pegefinger glide ned langs begge sider af grisens spiserør og viser helt lavpraktisk, hvordan grisens føde bliver presset ned i dens mavesæk. En fin illustration, helt uden brug af svære ord. Børnene er helt opslugte. Det er tydeligvis noget, de fleste af dem ikke har set før. Kristine fortsætter og fortæller, at det ikke kun er spiserøret, der kan flytte rundt med tingene, men at vores tarme faktisk også bevæger sig på næsten samme måde, så de kan presse føden videre rundt.
Jeg følger ivrigt med på ‘Bamsehospitalet & Sund Krop’s stand det meste af aftenen, og da det er ved at være sengetid for børn, og det voksne børnefri publikum også så småt er ved at liste af, får jeg lov til at få et langt interview med Kristine. Jeg brænder nemlig helt vildt for at høre baggrunden og historien om ‘Bamsehospitalet & Sund Krop’-projekterne.
Interview med Kristine Svinning Valeur
Formand for ‘Bamsehospitalet & Sund Krop’
Jeg kan huske første gang, jeg skulle til ‘Bamsehospitalet’; der var jeg faktisk lidt nervøs. Vi har noget, der hedder ‘Basisgruppe-bazar’ for særligt første- og anden semester-studerende på Panum. På medicinstudiet har vi en ret stærk tradition for interesse- og basisgrupper, fordi de giver én mulighed for at undersøge, hvilket speciale, man som færdig læge gerne vil arbejde inden for. Jeg havde selv en idé om, jeg gerne ville være børnelæge, og derfor var det oplagt at blive en del af ‘Bamsehospitalet & Sund Krop’. Så jeg meldte mig til Bamsehospitalet på Panum – det ville jeg gerne prøve.
‘Bamsehospitalet, en god pendant til det boglige
De første år på medicinstudiet er enormt teksttunge, og man får meget lidt patientkontakt. Den første dag på studiet er der tradition for, at vi bliver sendt ud på en eller anden hospitalsafdeling i Region Hovedstaden eller Roskilde. Jeg blev sendt ud på en fødselsafdeling, hvor jeg fik mulighed for at røre ved en masse gravide maver, men jeg havde jo ingen idé om, hvad det var jeg mærkede. Det var: ‘Hmm, okay. Jeg lytter bare. Du fortæller mig din mening, så dén køber jeg!’ Jeg skulle ingenting. Jeg skulle bare være der første dag, og anden dag startede vi så med at læse.
‘Bamsehospitalet & Sund Krop’ er en god pendant til det boglige, fordi du får det menneskelige med. Du møder børn, du snakker med børn, og du får virkelig trænet dine kommunikationskundskaber. Børnene er bare så umiddelbare; du kan se på dem, hvad de synes og der lægges ingen fingre imellem. Hudløs ærlighed.
Hvis jeg for eksempel valgte ‘PIPPI’ – Pædiatrisk interessegruppe på Panum Instituttet” – kunne jeg sidde og høre om børn i sundhedsvæsenet og blive tændt på de ‘cases’, der blev fortalt, men på ‘Bamsehospitalet & Sund Krop’ kunne jeg prøve tingene af; lære at snakke med børn. Det er dét, jeg synes er så fedt: Det er ‘hands on’! Så på andet semester begyndte jeg på ‘Bamsehospitalet’.
‘Bamsehospitalet’ for de mindste, workshops for de større
‘Bamsehospitalet’ er målrettet børnehavebørn. Vi afholder Bamsehospitalet på sundhedsfakulteterne rundt om i Danmark, på biblioteker, til store offentlige arrangementer som eks. Kulturnatten i København eller Falck Dag i Legoland; vi inviterer børn og bamser indenfor på vores Bamsehospital, og børnene har ofte fundet på små historier om, hvad bamserne fejler og hvordan det er sket. ‘Sund Krop’ er vores andet projekt, som er målrettet indskolingen (altså 0.-3. klasse). ’Sund Krop’ er mere workshops-funderet, hvor vi i et legende miljø giver børn en faglig viden om kroppens funktioner og opbygning – i rask som i syg tilstand.
Det bliver naturligt at slippe sine egne hæmninger
Inden jeg startede hos ‘Bamsehospitalet & Sund Krop’, var den eneste kontakt jeg havde haft med mindre børn som lærervikar, så jeg var faktisk lidt nevøs inden mit første arrangement. Jeg vidste ikke lige, hvordan det skulle forløbe. Der havde været en oplæringsaften, hvor vi havde fået nogle forskellige fif, tips og tricks til at få børnene til at føle sig trygge og åbne op, men når vi møder børnene, bliver det ret naturligt for en at slippe egne hæmninger og spejle børnene i deres umiddelbarhed
Typisk brækkede bamsearme og -ben
Vi tager dels ud og besøger børn med ‘Bamsehospitalet’, men hvert semester afholder vi også ‘Bamsehospitalet’ på Panum og inviterer børnehaver fra nær og fjern. De fleste bamser har brækkede arme og ben, fordi de er faldet og har slået sig, fordi det er dét, børnene lige har prøvet selv. Så bamserne fejler typisk noget, børne kender til eller har hørt om.
En sjælden gang i mellem kan det ske, at der kommer en bamse med en hjernetumor eller noget andet alvorligt, typisk hvis et barn har haft en farmor eller et andet nær familiemedlem, der har været ude for den alvorlige sygdom – ellers har børnehavebørn slet ikke sådanne diagnoser i deres ordforråd.
Når bamsen fejler noget alvorligt
Vi, der er ansvarlige for ‘Bamsehospitalet’, har forinden haft mange og lange diskussioner om, hvordan vi håndterer bamser med alvorlige diagnoser, for vi står ikke alene med et ansvar overfor barnet, men også med et ansvar overfor vores frivillige medstuderende. Det er afgørende, at vores frivillige kan kapere at stå i en sådan situationen, for når børnene netop fortæller om en alvorlig diagnose til os, så åbner barnet også for en stor sårbarhed og tillid, så tænk hvis vi ikke at anerkende, at bamsen for eksempel har en hjernetumor. Vi ender dog ofte i lidt af et dilemma, for hvordan skal vi behandle eks. en hjermetumor? Da vi repræsenterer et ærligt og tillidsvækkende sundhedsvæsen, er vi ret bevidste om ikke at indgyde forkerte forestillinger og sige ”Nu får bamsen en bandage på, og så er den kureret.” For sådan kureres man jo ikke for en hjernetumor i den virkelige verden.
”Prøv lige at spørge bamsen: Hvis jeg nu trykker her, gør det så ondt på ham?” Så kan man forestille sig en situation, hvor barnet lægger hovedet hen til bamsen, spørger bamsen og derefter ryster på hovedet; ”Nej, det gør det ikke”. Sådan kan vi sammen med barnet undersøge hele bamsen for, om den har ondt nogle steder.
Så må vi vende hele retorikken om og tænke ‘Okay, nu må italesætte dilemmaet.’ Vi kan for eksempel sige: ”Det kan jo være svært for os at behandle bamsen, så den bliver helt rask, men dét, vi kan gøre i dag, er at sørge for, at den har det så godt som muligt. Har den ondt nogen steder?”
Så er det dér, man starter. ”Prøv lige at spørge bamsen: Hvis jeg nu trykker her, gør det så ondt på ham?” Så kan man forestille sig en situation, hvor barnet lægger hovedet hen til bamsen, spørger bamsen og derefter ryster på hovedet; ”Nej, det gør det ikke”. Sådan kan vi sammen med barnet undersøge hele bamsen for, om den har ondt nogle steder.
Har bamsen ikke ondt, kan man spørge: ”Tror du, det kunne hjælpe, hvis vi lægger en bandage på, så det støtter hovedet?” Hos os kan bandager og plastre hjælpe på det meste, også på de mere alvorlige tilstande. Vi italesætter således, at bamsen skal have det så godt som muligt, at bandagen måske kan hjælpe lidt og ellers at vi skal give noget smertestillende eller beroligende medicin, hvis bamsen har ondt eller er bange. Vi viser børnene, hvordan man gør, så de kan holde øje med bamsen derhjemme og løbende spørge, om den har det godt.
Legen er enormt terapeutisk
Vi holder meget fast på legen! Vi lærer at lege sammen med børnene, fordi leg for mindre børn i virkeligheden er enormt terapeutisk. Børn kan kapere så meget, når de leger; det er simpelthen et mestringsværktøj. For os som frivillige kan det, at vi skal møde børnene gennem leg også hjælpe til at fjerne noget af sin egen nervøsitet, fordi det jo blot er leg og derfor uden facit.
Hvis du tænker tilbage på dengang, du var 5 eller 6 år, var legen jo enormt impulsiv. Der var ikke noget facit, man fandt bare ud af det hen ad vejen. ”Nå, men, nu skal vi lige lege dukkehus!”, eller ”Nu skal vi lege fangeleg!”. Og så var det dét, man gjorde, fordi det var dét, man var blevet enige om. Det var ikke fordi, nogen havde sat et mål for dagen, ”Nå, men nu skal vi lege indtil vi kan ‘A’, ‘B’, ‘C’, ‘D’ eller ‘E’.”
Hvis vi for eksempel sidder sammen med et barn, der selv har astma, så leger vi lidt mere med den maske, man kan få på, så vi gennem bamsen spejler, hvad børnene møder, hvis de kommer på hospitalet med et astmaanfald. Måske har de allerede prøvet det på hospitalet, og så er det dét, de har brug for, at vi vender; igennem en leg.
Man justerer sin kommunikation
På ‘Bamsehospitalet’ og ‘Sund Krop’ er det derfor også legen, der er fokus på, og så er det lige meget, hvor meget vi når. Vi er bare i nuet, og jeg kan sige ”Skal vi lige prøve dén her!?”, og så kan det være børnene siger ”Næh, nej!”. ”Nå, men hvad så med dén der … ”. Og så kan det være børnene synes, det er mega-fedt. Man justerer sin kommunikation og prøver at se, ‘Hvordan kan jeg få din opmærksomhed hen på mig, så vi kan få en dialog omkring bamsen?’ Det lærer man hen ad vejen.
Internt har vi sådan et journal-koncept, der hjælper os til at holde en lille struktur, så vi er sikre på, vi får taget mange af de ting op, som børn typisk møder på hospitalet, så de får kendskab til de mange hospitalsremedier. Hvis vi for eksempel sidder sammen med et barn, der selv har astma, så leger vi lidt mere med den maske, man kan få på, så vi gennem bamsen spejler, hvad børnene møder, hvis de kommer på hospitalet med et astmaanfald. Måske har de allerede
prøvet det på hospitalet, og så er det dét, de har brug for, at vi vender; igennem en leg.
Det skal være sjovt og en megafed oplevelse
Man bruger sig selv enormt meget på ‘Bamsehospitalet & Sund Krop’. Jeg kan selv bedst lide, når vi laver det vildt kreativt: ”Ej, synes du ikke, det her er en meeeega god idé, at …?”. Og så synes børnene også, det er en mega god idé, og vi kan f.eks. bruge 10 minutter på i samarbejde at plastre et mærkeligt kors sammen til en klap, man kan have for øjet. Så når vi ikke alt muligt andet, men så har det bare været megasjovt at lave den dér klap for øjet og måske en kæmpe bandage på til sidst. Selvom fokus så kun har været på klappen og bandagen, så går børnene fra Bamsehospitalet med en sejr og de har nu en megafed oplevelse at tænke tilbage på, næste gang de kommer i kontakt med sundhedsvæsenet.
Fra bamseafdeling til rigtig børneafdeling
Jeg har arbejdet på nogle børneafdelinger rundt omkring i Region Hovedstaden, og i den virkelige verden bruger jeg simpelthen rigtig meget af dét, jeg har lært og lærer igennem ‘Bamsehospitalet & Sund Krop’. Når jeg møder børn ude på hospitalet, har jeg opbygget mig et mantra, om at vi skal behandle dem som ligeværdige, men ikke ligebyrdige, da det er mig, der har ansvaret. Det ligeværdige betyder for mig, at uanset hvor gammel du er, og uanset hvor gammel jeg er, så er vi begge mennesker og altså lige meget værd.
Børn har ret til at sige nej
I min optik har du som barn lige så meget ret til at sige nej til, at jeg for eksempel skal måle dit blodtryk eller få taget en blodprøve, hvis det er en situation, der er ukendt og utryg for dig. Børn har ret til at bestemme over din egen krop, men jeg har som sundhedsfaglig og ikke mindst som voksen stadig ansvaret for, at barnet har eller får det godt. Nogle gange skal man have lidt is i maven og tænke ‘hvor vigtig er det her?’ Er det så vigtigt, at det skal ske lige nu, eller kan vi tage det i etaper?
En velkendt taktik er også at give barnet nogle valgmuligheder inden for den ramme, der hedder: ‘vi tager blodprøven, men du vælger om det skal være den blå nål eller den røde nål.’
Når børn stejler over et indgreb eller behandlingsprocedure, er det som regel, fordi det er ukendt for dem. Det kan være, de aldrig nogensinde har prøvet noget lignende før, eller også har de og kan bare huske, at de var piv-bange, kede og utrygge, fordi de ikke blev taget seriøst i situationen.
Så tænker jeg: ‘Nu bruger jeg den her time på at se, hvor langt vi kan nå, og så kan det godt være, vi ikke får taget blodprøven lige nu, men så kommer jeg igen om en time, og så kan vi måske tage blodprøven dér. Så får vi (barn, forælder og sundhedsfaglig) sammen bearbejdet og gennemgået, hvad der skal ske; måske vi også får prøvet det af på en bamse. En velkendt taktik er også at give barnet nogle valgmuligheder inden for den ramme, der hedder: ‘vi tager blodprøven, men du vælger om det skal være den blå nål eller den røde nål.’
Er man fuldstændig ærlig overfor barnet, tager man sig tid og forklarer børnene, hvad der skal ske og hvorfor (i et sprog de kan forstå), så er det langt de fleste, der gerne vil være med alligevel, og jeg tror simpelthen, man i det store billede sparer mere tid på den måde. Tager en ting 20 minutter første gang, tager den måske kun 10 minutter næste gang,. I virkeligheden hjælper man også sine kollegaer, der skal tage blodprøver og lignende på barnet.
Så med børn – og i virkeligheden nærmest alle andre patientgrupper – skal man nogle gange se det store billede. Vi kan som sundhedsfaglige såvel som forældre vinde så meget, hvis vi slipper for at komme ud i en tvangslignende situation, hvor én skal sidde og holde barnet fast mens en anden eks. stikker, for børnene går bare derfra med en stor frygt.
Pigen havde været indlagt et par dage og var blevet så vant til, at hver gang nogen i en hvid kittel kom ind på hendes stue, skulle de tage blodprøver eller hun skulle stikkes og have medicin, og det gjorde bare hamrende ondt. Så allerede da jeg kom ind på stuen, begyndte hun bare at græde.
Den farlige rødlysende dims
På et tidspunkt da jeg arbejdede på en børneafdeling, skulle jeg måle iltmætningen i en 2-3-årig piges blod. Det er ikke noget, der gør ikke ondt – der bare en rødlysende dims, der lige klipses om fingeren, og så måler man (forsimplet forklaret) hvor meget lys, der kommer ud på den anden side. Mængden af lys er således et udtryk for, hvor meget ilt man har i blodet. Pigen havde været indlagt et par dage og var blevet så vant til, at hver gang nogen i en hvid kittel kom ind på hendes stue, skulle de tage blodprøver eller hun skulle stikkes og have medicin, og det gjorde bare hamrende ondt. Så allerede da jeg kom ind på stuen, begyndte hun bare at græde.
”Det kan være mor lige vil prøve …”, forsøgte jeg, og så prøvede mor et par gange. Så gik der lidt tid, og så fik jeg lov til at sætte fingerklipsen på hendes bamse. Så satte jeg den på min egen finger, og til sidst måtte jeg godt sætte den lige så stille på hendes finger. Og så fik vi målt iltmætningen i pigens blod. Jeg tror, jeg stod derinde i 30-40 minutter ialt, men så syntes pigen faktisk også, det var så megasjovt, at jeg nær aldrig var kommet ud derfra; så skulle vi gøre det på bamsen igen, og så skulle vi gøre det på hende igen … fingerklipsen med det røde lys havde fået en anden symbolværdi, fordi vi tog os tid og ikke forcerede situationen.
Det er lidt skørt, at vi læger, sygeplejersker, fysioterapeuter og bioanalytikere på langt de fleste uddannelsessteder ikke har et decideret fag, der hedder ‘kommunikation med børn’. Vi lærer kommunikation med voksne, og specielt på Købehavns Universitet har vi rigtig meget simulationstræning, hvor vi i øver virkelighedsnære ‘cases’ igennem flere gange med skuespillere eller nogle kroniske patienter.
Det kan for eksempel være, vi skal øve overlevering af en alvorlig besked à la ”du har en kræftsygdom” eller ”du har en kronisk uhelbredelig sygdom”. Vi øver det med skuespillerne, der jo er trænede i at reagere relevant i den situation, og vi får som studerende prøvet tingene af, inden man står med patienterne. Men vi lærer ikke kommunikation med børn. Og der er en klar forskel på at kommunikere med børn og med voksne, ikk’?
Jeg tror personligt, sundhedsuddannelser skyder sig selv og måske også os i foden, ved ikke at tilbyde træning i kommunikation med børnene undervejs. Det kan godt være, vi kommer på børneafdelinger i løbet af studiet, men der skal man stadigvæk være vant til at have med børn at gøre, førend vi kan få noget ud af det. Og hvis man bare prøver at strække benet ud på et barn, uden at have fortalt ham/hende først ”Nu strækker jeg lige dit ben ud, fordi jeg lige skal føle på dit knæ …”, så er de sådan ‘Hvad er dét, du laver!? Du er helt fremmed. Du skal ikke komme her og røre ved mig!’. Det kan gå helt galt og det er i virkeligheden meget små ting, der skal ting for at undgå det.
“Noget af dét man lærer som det første er, at man aldrig nogensinde skal sige til et barn under 10: ”Jeg tager lige dit blodtryk!”. Børn tænker ”Det er mit blodtryk. Hvordan kan du tage det fra mig?” De forstår slet ikke, at man siger “man tager”, så man skal sige, “man måler”. Børn tager det super-bogstaveligt, alt, hvad der skal ske.” Kristine Svinning Valeur, formand ‘Bamsehospitalet & Sund Krop’
Sproget om kroppen – i børnehøjde
Til ‘Sund Krop’-arrangementerne, som vi typisk afholder for indskolingsklasser, har vi altid organer med og arbejder med en vidensinkluderende leg; vi viser, demonstrerer og aktiverer børnene, så de får en forståelse for hvilken funktion de forskellige organsystemer har i kroppen; stadigvæk med legen som det bærende element.
Vi har for eksempel en fordøjelsesstand, hvor vi eksempelvis snakker om, hvor lang tarmen er og viser længden med et langt stykke snor. Vi snakker om, hvad tarmene egentlig laver; ”Hvad er det med tyndtarmen og tyktarmen? Betyder det, at den ene tarm er megatyk og den anden bare er en tynd streg?”.
Specielt yngre børn tager gerne alt super-bogstaveligt, så det er vigtigt, at vi som frivillige får talt hele det sundhedsfaglige sprog om kroppen igennem – i børnehøjde. Vi har en helt masse rekvisitter med og prøver så vidt muligt at demonstrere alt, hvad vi snakker om. Børn er jo også enormt fantasifulde og visuelle, så de kan nemt få billeder af dét, vi snakker om.
Med ’Sund Krop’ forbereder vi også børnene på et møde med sundhedsvæsenet. Hvis de for eksempel kommer på hospitalet eller (endnu mere sandsynligt hos egen læge), så kan de hive noget af det frem, vi har talt om og tænke ‘jeg ved bare godt, hvad knoglerne skal’ eller ‘jeg har da bare hørt om røde blodceller før’. For de udadvendte børn, kan de viderekommunikere deres viden og få noget respons på det, mens de mere generte børn har mere brug for selv at kunne tænke tilbage på dét, vi sagde i ‘Sund Krop’, og bruge det som referenceramme, når der kommer sundhedspersonale ind på stuen og snakker til dem.
Hvem kan melde sig til ‘Bamsehospitalet’ &’Sund Krop’?
Alle kan som udgangspunkt være frivillige på ‘Bamsehospitalet & Sund Krop’. Hvis man skal opleve, at ‘Bamsehospitalet & Sund Krop, dét er fandeme fedt!’, så skal man først og fremmest spørge sig selv: ‘ Synes jeg overhovedet, det er fedt at være i selskab med børn?’.
Man behøver ikke studere til sygeplejerske, bioanalytiker, radiograf eller læge for at være med, men vi ved, at de fleste, der interesserer sig for det vi laver i ‘Bamsehospitalet & Sund Krop’ interesserer sig også for de sundhedsfaglige uddannelser og har ofte samtidigt en drøm om at arbejde med børn.
Vi har dog det krav, at alle vores frivillige i hele Danmark skal være fyldt 18 år og skal selvfølgelig have en ren børneattest; dét er et ret stort krav fra vores side.
Er det her i København, skal frivillige også have færdiggjort en gymnasial uddannelse for at være med. Ellers er det vigtigste, at man har en interesse for børn og for sundhedsfremme og har lyst til og er nysgerrig på at lære mere.
Man behøver ikke studere til sygeplejerske, bioanalytiker, radiograf eller læge for at være med, men vi ved, at de fleste, der interesserer sig for det vi laver i ‘Bamsehospitalet & Sund Krop’ interesserer sig også for de sundhedsfaglige uddannelser og har ofte samtidigt en drøm om at arbejde med børn.
Det mest ideelle ved ‘Bamsehospitalet & Sund Krop’ er, at det er et frirum, hvor vi alle får afprøvet det her med at snakke med børn. Vi møder dem som udgangspunkt, når de er raske. Og en gang imellem når de er syge. Men uanset hvad er det ikke barnets sygdomm, der er i fokus, men bamsen, der er syg. Vi kan sagtens snakke om barnets sygdom også, men det er bamsen, der er syg og børnene kan få lov at glemme, hvad de selv bærer rundt på af sygdomstilstande. Hos Sund Krop er det ligeledes organsystemerne, vi skal fokusere på. Det er kroppen, vi skal have et sprog om.
Fremtidsdrømmene for ‘Bamsehospitalet’/’Sund Krop’?
Jeg har egne personlige visioner om at få lavet en fagbog om kommunikation med børn i sundhedsvæsenet – nok mest for sundhedsstuderende – fordi der findes så lidt på området, og de få bøger, der er, er 20-30 år gamle. Det skal i hvert fald være ‘What not to do’, altså, at man for eksempel aldrig skal sige ”Jeg ta’r dit blodtryk!”, men ”Må jeg måle dit blodtryk?” Det kunne være nogle essentielle fif om, at hvis man skærer dét fra og ellers bruger sig selv som referenceramme: ‘Hvordan var jeg selv, da jeg var otte? Syntes jeg selv, det her var fedt? Nej, det gjorde jeg ikke.’
Det kunne også være superfedt, hvis vi kunne få etableret ‘Bamsehospitalet & Sund Krop’ som sådan en vidensbank, hvor eksterne partnere kunne søge hen for at høre, hvad vi i ‘Bamsehospitalet & Sund Krop har af erfaringer med en given sundhedsfaglig problemstilling og hvad vores forslag til en eventuelt løsning derfor er.
Det kunne også være superfedt, hvis vi kunne få etableret ‘Bamsehospitalet & Sund Krop’ som sådan en vidensbank, hvor eksterne partnere kunne søge hen for at høre, hvad vi i ‘Bamsehospitalet & Sund Krop har af erfaringer med en given sundhedsfaglig problemstilling og hvad vores forslag til en eventuelt løsning derfor er. Det, tror jeg, ville være drømmen!
Det absolut vigtigste er, at vores lokalafdelinger har det godt for uden dem, har vi ikke noget ‘Bamsehospitalet &Sund Krop’. Hvis vi dog forudsætter, at de har det godt og at alt kører på skinner, ville jeg gerne gå efter, at vi kunne få en repræsentant i eksempelvis Børnerådet eller lignende, for vi har ligesom både de studerendes perspektiv fra en bred vifte af sundhedsfaglige uddannelser, samtidig med at vi kommer med nogle praktiske erfaring omkring, hvad der er relevant på både kort og langt sigt – for både børn og voksne.
Når børnene har besøgt os på ‘Bamsehospitalet’ og ‘Sund Krop’, slutter det ikke. De tager oplevelserne med hjem, og så leger de videre, bygger på og får en længerevarende fortælling om sygdom og sundhed og sundhedsvæsen, som de kan bruge, når de skal til lægen eller hvis de eller evt. en søskende en dag bliver indlagt på hospitalet.
| Interview, foto og illustration: Peter Kock Henrichsen |
Skriv et svar