Børne- og ungdomsfilm bliver sjældent anmeldt af unge. Det gjorde Camilla Lærkesen op med, da hun tog i biografen for at bedømme “Anja & Viktor i medgang og modgang”.
Anmeldt af Camilla Lærkesen, 16 år
Instruktør: Søren Frellesen
Genre: Komedie
Land: Danmark
Distributør: Nordisk Film
Premieredato: 12. september 2008
I den femte film i serien med Anja og Viktor er der gået 10 år fra deres ‘kærlighed ved første hik’. Gennem årene har venner og rivaler fulgt deres op– og nedture. Fra Viktors store forelskelse i 1.g., Anjas job på reklamebureauet, oversvømmelsen af lejligheden på Sankt Hans Torv, Viktors forlovelse med Malene og til dagen, hvor de får en dejlig datter.
Kampen for et sted at bo
Nu bor Anja og Viktor med deres lille datter i et øvelokale i Sydhavnen, efter de blev smidt ud af deres lejlighed af Peters kæreste. Sagen kommer for retten, og Anja og Viktor får muligheden for at købe lejligheden tilbage, de skal bare skaffe pengene først. Anja kæmper for at få sit eget reklamebureau på benene, og Viktor tager ekstravagter som brandmand, men så får han en ide, da han hører, at tv-programmet i medgang og modgang søger deltagere. Præmien er en million kroner og et bryllup på direkte tv. Men Anja er ikke med på ideen, så Viktor tager sagen i egen hånd.
Bedste film i serien
Anja og Viktor 5, I medgang og modgang, lever op til sit rygte som den bedste film i serien siden ‘Kærlighed ved første hik’. Det er skønt at gense de loyale venner og den snobbede Peter. Lige så dejligt er det at se, de nye hysterisk morsomme karakterer, som sikrer latterkramper for alle pengene.
Selvom historien er meget forudsigelig, kommer man ikke til at kede sig, for Anja og Viktor formår alligevel at overraske os og få os til at grine, græde og krumme tæer sammen med dem gang på gang.
Skriv et svar