Animation for børn: Sidste sommer viste DR første sæson af ler-animationsserien “F for Får” i Sommersummarum fra Tangkrogen i Århus. Hvis man savner at rulle rundt på gulvet af grin til de skøre men usædvanlig kloge får, kan man heldigvis få alle 40 afsnit på dvd – oven i købet i en usædvanlig lækker samleboks, der matcher kvaliteten på Nick Park’s sjove animationsfilm.

AF PETER HENRICHSEN

”F for Får” hedder ”Shaun the Sheep” på engelsk, og det gør det hele lidt lettere, fordi vores hovedperson, eller rettere vores hovedfår i serien hedder Shaun. Shaun er blevet omdøbt til Frode på dansk, men da der ikke er tale i filmene, og alle de andre dyr på gården stadig hedder deres engelske navne, er det nu engang også lettere at kalde Shaun for Shaun. Shaun bor på en fårefarm samme med det tykke får, Shirley, babyfåret Timmy, og alle de andre kløgtige får. For essensen er nemlig at Shaun og hans fårede venner er dem der har højeste intelligenskvotient på farmen, og det gør hele set-up’et uendelig meget sjovere.

faglærte uldne ballademagere

Farmeren på gården er en ærke-irsk, rødhåret gnavpot, der har hyrdehunden Bitzer til at holde styr på alle de uldne firbenede ballademagere. Og det går ikke stille for sig! For selv om fårene til forveksling bare ligner … ja får, så er de udlært i både VVS-teknik, elektronikteknik, stærkstrømsteknik og et hav af andre håndværk, så ikke engang den bedste skolebetjent kan følge med. Derudover har Shaun en hjerne som Einstein og en opfindsomhed som Storm P. Det betyder, at når fårene lyster at lave deres vandhul om til en varmtvandspool med badedyr og drinks i solen, så er det ikke noget de drømmer sig til. Så gør de det!

“… det betyder, at når fårene lyster at lave deres vandhul om til en varmtvandspool med badedyr og drinks i solen, så er det ikke noget de drømmer sig til. Så gør de det!”

Stopmotion-eksperten Nick Park

Det er den firedobbelte oscar-vindende engelske filmskaber Nick Park, som står bag ”F for Får”. Nick arbejder i modellervoks, og bruger den såkaldte stop-motion teknik. Det betyder at man tager et billede med et filmkamera på stativ, rykker lidt rundt på modellervoks-figurene, og tager endnu et billede. Efter mange timers rykken rundt, har man skabt en lille filmsekvens, hvor det ser ud som om modellervoksen er blevet levende. Dette kan selvfølgelig gøres på mange måder, men Nick Park er én af de dygtigste til det i verden, og det ses tydeligt i ”F for Får”. Nick Park stod også bag ler-animationerne om ”Walter og Trofast” og ”Flugten fra hønsegården”, som blev en kæmpe succes i 90’erne.

Vurdering

“F for Får” er en genial animations-serie. Der er ikke tale i afsnittene, så selv de aller mindste kan være med. Det er heldigvis ikke falde-på-halen-komedie for humoren er så gennemtænkt og intelligent, at selv teenagere kan more sig. Og vi voksne? Ja, når Shaun og hans venner pludselig klatrer i telefonmaster, og kobler sig ulovligt på telefonnettet, for at få fameren lokket væk fra sit varme badevand, så minder det så om “Mission Impossible”, at man simpelthen bliver hængende foran tv’et af ren spænding. At fårene netop holder sig til hvad der er realistisk muligt (for mennesker), gør serien så jordnær og historierne så gode, at man som voksen også gerne leger med. Men tror næsten på at det kunne ske i virkeligheden! Animationerne er i verdensklasse, og lydeffekter og musik smelter sammen til en vellykket helhed. Med hele 40 afsnit af “F for Får” er man sikker på at man få grinet sig igennem sommeren sammen med ungerne. Og kører man træt i fårene, kan man jo bare selv hive modellervoksen frem og prøve at lave en lille animationsfilm med digitalkameraet!


F for Får, Sæson 1 samleboks

• 5 flotte dvd’er i pang-farver.

• Usædvanlig lækker dvd-boks, med sider i hård plast så man kan bladre rundt mellem dvd’erne.

• 40 afsnit – hele sæson 1

• Spilletid: 4 t 40 min.

• Lyd: Stereo Surround

• Format: 16:9

• Der er intet ekstra-materiale på dvd’erne.