Ungdomsanmeldelse: December nærmer sig, og Pyrus er tilbage! Denne gang i et teatershow sammen med både Kandis og Gyldengrød, som netop er udkommet på dvd. Showet er fuld af energi samt masser af både kendte og nye Pyrus-sange, og de to nye nisser, Fix og Fumle. Det går lige i hjertet på enhver Pyrus-elsker.
AF CAMILLA LÆRKE LÆRKESEN, 16 ÅR |
Nissebefolkningen er faldende, og der er allerede flere hjem, der til jul vil stå uden nisser. Det kan kun gå for langsomt – vi skal have flere nisser! Men hvordan får man det?
Det bliver Pyrus, der kommer med løsningen: Børn skal gå i nisseskole og uddannes som reservenisser. Pyrus, Kandis og Gyldengrød får selskab af Fix og Fumle, og sammen går de i gang med at oprette en nisseskole i rigsarkivet.
Gensyn med julekalendernisserne
Lige som jeg troede, at det var slut med andet end genudsendelser fra Pyrus, dukker han op i en forestilling fuld af musik, sang og julestemning.
De tre har ikke ændret sig det mindste, og de fungerer ligeså godt på teaterform, som de altid har gjort på tv, for selvom vi kun tidligere har set Pyrus i julekalendere eller spillefilmen ”Pyrus på pletten” fra år 2000, så fungerer det enormt godt at se ham på scenen.
“Hvor er det dog bare skønt at høre de uforglemmelige sange fra julekalenderen igen, blandt andet sange som ”Gå glad i bad” eller ”Cool jul”, som alle julekalender-fans kan teksten på.”
Rocknissen Pyrus
Hvor er det dog bare skønt at høre de uforglemmelige sange fra julekalenderen igen, blandt andet sange som ”Gå glad i bad” eller ”Cool jul”, som alle julekalender-fans kan teksten på.
Det er helt umuligt at sidde ned gennem hele showet, for Pyrus er en rigtig Rocknisse, der nok skal sætte gang i festen. Men showet er også fuld af helt nye sange, som vi aldrig har hørt før, og de er mindst lige så gode som de gamle, især nummeret, ”På turné”, som han åbner med. Den lægger niveauet for resten af showet – og det er højt.
Publikum på scenen
”Pyrus i Alletiders Show” er helt bestemt et show på højde med julekalenderne og spillefilmen. Det er en helt anden oplevelse, når det er blevet simplificeret ned til én location på en scene med musik, sang og en kort historie.
Jeg kan især godt lide at de benytter sig af teatrets mulighed for at tage nogle børn med op på scenen og lade dem deltage som reservenisser i et par minutter.
Der er højt humør og masser af sprudlende energi gennem hele showet, det skal ses igen og igen eller bare køre i baggrunden for musikkens skyld.
Skriv et svar