Satire: Måske så du dem i God Morgen Danmark på TV2 her til morgen. Martin Buch, og Rasmus Botoft, tilsammen “Rytteriet” som optræder med radiosatire på Danmarks Radio P2, hver søndag morgen. Sover du længe om søndagen, kan du fra i dag købe de virkelig morsomme samlede værker på en yderst vellykket CD, og følge med i morsomhederne alligevel.
| AF PETER HENRICHSEN |  |
Jeg stødte første gang på Rasmus Botoft, som Isas altid pirrelige far, i teenage-serien “Isas Stepz”. Selv om jeg burde vide bedre, havde jeg nok en tendens til at tro, at skuespilleren Rasmus Botoft var lige så kedelig som sin rolle i Isas, men da jeg en dag sad og kiggede på navnene bag “snobberne” fra “Rytteriet”, havde jeg nær hældt kaffen ned ad skjorten.
Isas pirrelige far
For nu opdagede jeg at det var Isas irriterende far, der havde fået mig til at græde helt hysterisk af grin, fem minutter i træk, da han optrådte med monologen “Den lille gumbas” på Zulu Comedy Galla 2009! Hvordan kunne det hænge sammen? Jah, jeg er sikker på at Anders Lund Madsen ville have udtrykt det således. “Det er dét der adskiller amatørerne fra de professionelle!”
“Ønsker de bare at slappe af og være fri for ævl og kævl og tåbeligt pjat, skal de tage alt tøjet af, og stå musestille i 11 dage!”
Succesen med den lille gumbas
“Den lille gumbas” tog også publikum med storm på Zulu Comedy Galla. På dét tidspunkt Rasmus gik på scenen, havde der været så meget plat, ensartet standup med “pik og patter”, at det var en befrielse pludselig at blive præsenteret for en psykoterapeut, der oven i købet havde modet og nerverne til at tage publikum med ud på “en rejse dybt ind i sindet”, der hed “Den lille gumbas”. Oven i købet med en blanding af tysk og bornholmsk dialekt (som af ubeskrivelige grunde har været morsomt, lige siden Jan Gintberg introducerede og talte den i P3’s “Tæskeholdet” i 1996, når han skulle give Danmarks befolkning nogle borgerlige ord med på vejen).
Uhyggelig genkendeligt
I en stresset tid, hvor vi alle render ind i kriser og stress, og det alligevel stadig er en smule tabubelagt, hvordan vi hver især løser disse kriser, trak Botoft fuldstændig tæppet væk under os med den karikerede, men alligevel super præcise spejling. Og konceptet på Botoft og Buchs satiriske dialoger er det samme, som i “Den lille gumbas”. Det er den sjove dialekt der gør det – enten fra vores bedsteforældres tid eller fra det nordsjællandske whiskybælte – og det er de utrolig præcise og genkendelige hverdagsdialoger vi kender alt for godt, og så alligevel ikke, fordi satiren tager over. “Radiosatire for voksne” giver nemlig også en stor forløsning, fordi de mange hovedpersoner trods alt er nummeret mere neurotiske, end os selv. Heldigvis.
Skriv et svar