Dårlige anmeldelser har aldrig generet Regner Grasten, så selv om hans 2005-udgave af “Bølle Bob og smukke Sally” i den grad skrabede bunden i anmeldernes stjernekasser, er der nu produceret endnu en film. Gunnar Geertsens numre fungerer stadig i 2010, og “Bølle Bob – alle tiders helt” er den bedste Bølle bob-film til dato, men det er synd at den er lavet som traditionel spillefilm og ikke som musical
”Bølle Bob – alletiders helt”
Instruktør: Martin Schmidt
Genre: Familiefilm
Land: Danmark
Distributør: United International Pictures
Premieredato: 15. juli 2010
Af Peter Kock Henrichsen |
Siden “Bølle bob og smukke Sally” i 2005 er skuespillerne heldigvis skiftet ud. For efter 6 “Anja og Viktor”-film og “Askepop” tror jeg de fleste efterhånden er lidt trætte af Sofie Lassen-Kahlke og Karl Bille. Robert Hansen er det dog stadig ikke lykkedes at si fra, så han fortsætter karrieren med kedelige og undværlige biroller i danske spillefilm, denne gang som én af de tossede forbrydere, som jeg synes er filmens mindst interessante element.
God besætning
Bortset fra det, er besætningen ellers overraskende god. Henning Jensen spiller fabelagtigt og troværdigt som den onde borgmester i Lillby, og Tommy Kenter er virkelig bamset hyggelig og skøn som politimester Quest. 12-årige Thomas Norgreen Nielsen spiller Bølle Bob, og selv om replikkerne kører lidt stift og han ikke når op på Macaulay Culkin-niveau, når temaet bliver drejet over på “Alene Hjemme”, er han nu stadig ganske sød og sjov i rollen. Helt fænomenalt spiller Julie Wentzel Olsen som Bobs klassekammerat Lise Mette, og Emilie Werner Semmelroth som Smukke Sally – de to piger tager ubetinget prisen som de bedste af børneskuespillerne.
Forudsigeligt men underholdende tema
Filmens tema, om skolen i Lilleby der skal lukkes af den onde borgmester, og Bølle Bob og klassekammeraterne der danner en modstandsgruppe, er selvfølgelig rimelig forudsigeligt, men jeg synes ikke det gør så meget for underholdningen er stor lige fra begyndelsen. Jeg grinede højlydt indtil flere gange, for nok er humoren også falde-på-halen-komedie-agtig, men når Henning Jensen stiller op i skolegården i et jakkesæt der er eksploderet, og med en frisure der er nummeret værre end Einsteins, er det så gennemført, at det er meget svært ikke at grine.
Danser godt, synger ok
Børnene i Bølle Bob danser rigtig godt. Fedt! De synger ok, og mindst lige så godt som børnene fra Hornum Skole gjorde det i 1978 i Gunnart Geertsens originalversion. Mange kalder niveauet MGP, og synes der er langt op til stemmerne og produktionerne i for eksempel Disneys High School Musical, og det er der meget sandhed i. Men med modsat fortegn synes jeg ikke det er noget problem. Jovist er vi i biografen og har betalt for billetten, så det skal være godt, men sange- og dansescener behøver efter min mening ikke være så velpolerede og efterproducerede som i High School Musical. Et uopnåeligt niveau for almindelige børn, der ikke lige har talent og pressende forældre som Justin Timberlake og Britney Spears (der jo begge trådte deres barnesko hos Disney).
Alt behøver ikke være perfekt
At det er tilladt at ramme lidt ved siden af en tone en gang i mellem, tror jeg får flere børn til at føle glæde ved sang, dans og musik. Og Bølle bob er med tilhørende CD vel netop også tiltænkt som noget børnene skal gå hjem og efterligne efter biografturen – måske i skolens musiktimer. Selvfølgelig er det lidt ærgerligt at ingen af de medvirkende spiller rigtigt på instrumenter, og specielt undrer det mig at læse, at Thomas Norgreen Jensen (Bølle bob) rent faktisk spiller trommer til hverdag, men at man så har placeret en pige på trommerne som ikke kan spille?
Havde været endnu bedre som musical
Historien i Bølle bob er sød og velkomponeret, og jeg morede mig ganske godt undervejs. Eneste undtagelse var en meget kvalmende ny sangtekst om en far der surfede internetporno og ikke kunne lade piger være i fred han havde drukket to øl. Hvad lavede den lige dér, midt i en børnefilm? Dog var begyndelsen klart at fortrække og der blev sluttet meget hurtigt af – alt for hurtigt. Den store musical som skulle redde skolen bestod kun af ét nummer, og det ærgrede jeg mig virkelig meget over.
Endelig en dansk børnefilm, hvor der er gjort noget ud af musik og sang, og så vælger instruktør Martin Schmidt som han selv siger, at gøre den til en almindelig dramatisk spillefilm og ikke nogen musical. Jeg talte kun 5 numre og så 2 numre der blev afbrudt midtvejs. Det er jo nærmest utilgiveligt. Når jeg tænker på hvor godt “Andeby” og “Du a gi dua” lød, er det helt uforståeligt, at man ikke spillede mindst dobbelt så mange numre med de sang- og danseglade børn og unge, og tog chancen med en musical, som traileren også antyder det er.
Anmeldelse: Musikken til Bølle Bob
Album: ”De fede hits fra filmen Bølle Bob”
indeholder: CD + DVD
Genre: Pop / Børnesange
Land: Danmark
Distributør: Lion Sheep Entertainment / Black Pelican / Sony Music
Release: 28. juni 2010
Af Peter Kock Henrichsen |
Bølle Bob-filmen indeholdt kun 5 hele numre og 2 halve, og derfor er soundtracket fra filmen et ‘must have’. Dels indeholder det hele 10 nyindspilninger af Gunnar Geertsens tidløse, fantastiske Bølle Bob-sange, et farvestrålende sanghæfte med alle sangteksterne, og som ekstra gave: en skøn DVD hvor charmerende Smukke Sally (Emilie Werner Semmelroth) viser rundt i hele Bølle Bob filmuniverset bag kulisserne i en virkelig interessant dokumentar.
Karaoke-versioner er godt fundet på
De 10 sange er for det meste simpel synthesizerpop der kan lyde lidt 80’er-agtigt, men det er så iørefaldende og nemt at synge med på, at man bliver glad i låget lige meget det samme. Mine store favoritter er “Rapport fra Andeby”, “DU-A-GI-DU” og “Ding Dang”, hvor de første to kan med garanti fylde ethvert dansegulv til klassefest i de mindste klasser.
Specielt gennemtænkt er det med karaoke-versionerne på CD’en. For ud over de 10 numre, ligger der også 10 karaoke-versioner kun med musik og korsang, så man med sanghæftet i hånden kan blive solist. Det er jo lige det man drømmer om når man har lært alle sangteksterne, og det er også oplagt hvis man vil lave sin egen lille musikvideo med sig selv som stjerne.
Alt det som filmen sprang for let hen over
Den kombineret CD/DVD fra Bølle Bob-filmen er virkelig godt strikket sammen, og indeholder det som jeg synes er allervigtigst i Bølle Bob, og som filmen sprang alt for let hen over: musikken, sangene og muligheden for at børnene kan synge med. Skulle man hæve niveauet yderligere, skulle man have lavet flere tekstede sing-along-sange på DVD’en, i stedet for kun den ene med titelmelodien, men sådan kan man jo blive ved, med hvad man godt kunne tænke sig.
Samlet set synes jeg CD’en fra Bølle Bob er så fremragende, at det havde været fantastisk hvis man havde kunne hæve biografbilletpriserne let på filmen, og give børnene CD’en med hjem med det samme, ligesom man fik farvestrålende Disney-blade foræret, når man gik i biografen i efterårsferien i 3-Falke-Bio på Frederiksberg i 70’erne. 🙂
CD:
1. Bølle-Bob
2. Hjemme hos mig selv
3. Rapport fra Andeby
4. Drømmeland
5. DU-A-GI-DU
6. Ikke rigtig voksen
7. Sammen
8, Ding Dang
9. Født cowboy
10. Efter festen (Karaoke version)
11. Bølle-Bob (Karaoke version)
12. Hjemme hos mig selv (Karaoke version)
13. Rapport fra Andeby (Karaoke version)
14. Drømmeland (Karaoke version)
15. DU-A-GI-DU (Karaoke version)
16. Ikke rigtig voksen (Karaoke version)
17. Sammen (Karaoke version)
18, Ding Dang (Karaoke version)
19. Født cowboy (Karaoke version)
20. Efter festen (Karaoke version)
DVD:
1. Sally’s filmverden (10 min.)
2. Bølle-bob sing-along (kun Bølle-Bob nummeret)
3. Klip fra filmen (minder meget om det man ser i traileren)(Bemærk DVD’en indeholder ikke selve Bølle Bob-filmen, blot bonusmateriale)
Skriv et svar