Danmarks Radio: Børn, unge og andre med heltemod kan på egen hånd udforske det magiske univers fra tv-programmet Barda, når DR i samarbejde med Sorø Erhvervs- og Turistråd flytter Barda-universet væk fra skærmen og ud i virkeligheden.
Barda har brug for din hjælp
Deltagerne udfordres i år til at forsvare Bardas ære ved at løse opgaver, der kræver både samarbejde, snilde og styrke for at det gode kan sejre over de onde kræfter. På rollespilspladsen kan helteaspiranterne forberede sig på strabadserne ved at smede sit eget sværd, krydse klinger med andre krigere i kamptræningslejren og blive sminket. Når de mørke kræfter er overvundet er der mulighed for at sætte sig i græsset og overvære drabelige ridderturneringer og farlige ildshows. På denne måde håber DR at lave et oplæg til leg, som kan leve videre i lang tid efter træffet.
“I DR har vi en ambition om, at 1 times fjernsyn skal blive til 100 timers leg, og det er grunden til at vi flytter Barda ud i virkeligheden – der hvor de danske børn lever og er. Jeg tror, det er en vigtig opgave at skabe rammer og muligheder, hvor fantasien kan få frit spil og som genererer lyst til leg og fællesskab.” (Birgitte Fredsby, kanalchef, Børn og Unge).
Kendte figurer besøger Bardaland
Krigerprinsessen Tili vil sammen med flere af de andre populære karakterer fra tv-programmet Barda være til stede på pladsen, ligesom også skærmtrolden Hr. Skæg kigger forbi. De får selskab af de populære værter fra Ramasjang LIVE, der i løbet af dagen dækker aktiviteterne fra skovens dyb.
Det forventes, at op mod 10.000 børn og voksne vil tilbringe dagen blandt elver og alverdens væsner og uvæsner i skovene omkring Sorø. Eventyret om Barda slutter imidlertid ikke her. DR er i fuld gang med at producere femte sæson og forventer at endnu flere fremover vil få mulighed for at bevæge sig ind i Bardas magiske verden!
Skriv et svar