Øjnenes hemmelighed er et argentisk kærlighedsdrama og en kriminalfilm i samme pakke. Har du roen til at opleve sanseindtrykkene på egen hånd, uden hele tiden at skulle underholdes, og er du også nysgerrig overfor andre kulturer, er Øjnenes hemmelig sikkert én af de film du vil huske.
Af Peter Kock Henrichsen |
Titel:
“Øjnenes hemmelighed”
Instruktør:
Juan José Campanella
Land:
Argentina
Distributør:
Sandrew Metronome
Udgives:
31. august 2010
I 25 år har en mordsag uforglemmeligt ætset sig ind i Benjamín Espósitos (Ricardo Darín) sind. En sag hvor en unge kvinde brutalt er blevet voldtaget og dræbt i sin egen lejlighed i Buenos Aires. Som pensioneret notar beslutter Espósitos sig for at gennemgå sagen igen og skriver en bog om det hele, og derfor opsøger han juristen Irene Menéndez Hastings (Soledad Villamil ), som også var hans store ulykkelige forelskelse.
Følelser, ro og masser af detaljer
Det er skønt at se en argentinsk film, når man har kvalme over de nordamerikanske metervare-actionkomedier eller -kærlighedskomedier. Øjnenes Hemmelighed har en helt anderledes skøn ro over sig, hvor der er tid til følelser, og tid til at opdage detaljer i hovedpersonernes karakterer. Skuespillet er fremragende, nærværende og virker så ægte at jeg blev opslugt af stemningen. Arkitekturen og kulturen i Argentina er helt fremmed for mig, så det var lige så spændende at opleve, som når man selv er ude at rejse.
“Hallo, det er sædbankens udlånsafdeling!”
Dramaet rummer både en kærlighedshistorie og en kriminalgåde der skal opklares, så det er helt klart en film for piger, der ønsker dybde og ting at tænke over bagefter. Øjnenes hemmelighed er heldigvis ikke en komedie, alligevel spiller komikeren Guillermo Francella rollen som Espósitos fordrukne, men bedste ven Sandoval. Og Sandoval, der i øvrigt ligner en blanding af Woody Allen og Finn Nørbygaard, fik mig virkelig til at grine mange gange, fordi han netop er morsom uden at det bliver påtaget. Når Sandoval er på besøg på advokatkontoret tager han bare telefonen, som om han var ansat, og siger: “Hallo, det er sædbankens udlånsafdeling.” Smådetaljer som de andre hovedpersoner ikke reagerer på.
Sikkert én af de film du altid vil huske
Det eneste jeg fandt meget underligt, er at mændene i filmen er fuldstændig overpudrede i ansigterne. Enten bruger argentinske mænd mere pudder end hoffet gjorde i det 17. århundrede, eller også er det verdens dårligste sminkør der har troet at latex og pudder giver karisma til det mandlige køn. Det virker helt håbløst og komisk i de mange nærbilleder filmen netop er fotograferet med.
Udover det er Øjnenes hemmelighed forfriskende anderledes. Den er uforudsigelig lige til det sidste, og det gør den rigtig spændende. Filmen henvender sig til dem, der godt kan lide at fordybe sig i historier og som også har roen til at opleve sanseindtrykkene på egen hånd, uden hele tiden at skulle underholdes. Har du den ro og er du også nysgerrig overfor andre kulturer, er Øjnenes hemmelig sikkert én af de film du vil huske.
Skriv et svar