Grusomme Mig er bestemt en animationsfilm der er værd at se på grund af den søde historie og morale med de 3 små forældreløse piger. Over halvdelen af filmen rummer dog vilde ildspyende transportmidler, eksplosioner, skøre opfindelser og overgearet klassisk Tom & Jerry-tegnefilmshumor, og det vil helt sikkert gå lige i hjerte og hjerne på drengene, der endnu ikke er blevet teenagere. Men jeg er meget i tvivl om pigerne gider se den slags.
Af Peter Kock Henrichsen |
Titel:
“Grusomme Mig”
Instruktør:
Pierre Coffin, Chris Renaud
Land:
USA
Distributør:
Uip
Premiere:
7. oktober 2010
Midt i det lykkelige forstadskvarter med dets hvide stakitter og blomstrende rosenbuske, står der et mærkeligt dystert hus omgivet af en gold, udtørret plæne. I denne dunkle hule planlægger Gru sit store kup. Sammen med sine lydige håndlangere forbereder han en aktion, der vil slå verden – og ikke mindst hans aldeles uvidende naboer i sovebyen – med rædsel og overraskelse. Hans plan er at stjæle månen!
tre små forældreløse pigers kollektive vilje
Intet er for nedrigt til Gru. Han rydder alt og alle til side, der kommer i vejen for ham, bevæbnet, som han er, med et udvalg af krympestråler, frysestråler og tungt armerede køretøjer og luftfartøjer. Alt tyder på, at Jorden har set sin sidste måneopgang, da Gru endelig støder på en modstander, der får hans planer til at smuldre. Eller rettere tre. Stillet over for tre små forældreløse pigers kollektive vilje, begynder selv Grus onde planer at svaje og falde, for i ham ser de noget, som ingen før har set… en potentiel far!
Manglede voksenhumoren
Jeg havde glædet mig helt utroligt meget til Grusomme Mig, fordi den ud fra traileren så ud til at være en animationsfilm med samme humor som Det regner med frikadeller. Umiddelbart savner Grusomme Mig dog meget af den voksenhumor som både Det regner med frikadeller og Disney’s Bolt havde, og derfor bliver det i mine øjne en ren børnefilm. Børnene er selvfølgelig også den primære målgruppe, og det er som det skal være, det er blot hyggeligt når børn, unge og voksne kan gå i biografen sammen og føle de får lige meget ud af det.
Skuffende 3D
Efter at have set Sammys Store Eventyr i 3D for ganske nyligt, hvor jeg sad med søheste på skødet, og grinede af fryd når vi svømmede igennem undersøiske klippekoraller, er jeg blevet helt forelsket i animationsfilm kombineret med 3D. Men Grusomme Mig gjorde faktisk ikke noget ekstra ud af 3D’en, og det vildeste som jeg kunne forestille mig i 3D, nemlig en rutsjebanetur, fik vi også i Grusomme Mig og den var rigtig god, men ikke imponerende. Når der alligevel ikke er gjort mere ud af 3D-effekterne vil jeg faktisk hellere se en film i 2D og slippe for brillerne og den lette hovedpine, som altid indfinder sig efter en god time.
De 3 hjemløse piger bærer filmen
Grusomme Mig rummer et fantastisk univers med Grus små gule hjælpere. De var også rimelig sjove, men de manglende adskillige point i nuttethedsfaktor, som er et krav for nye figurer af den størrelse. Til gengæld havde de 3 små forældreløse piger, Margo, Edith og Agnes, så meget hjerte og charme og skønne replikker, at de med det samme fik en plads i mit hjerte. Det er dem der bærer filmen, og deres morsomme kontrast til Gru er det hele værd. Desværre fylder de ikke så meget som jeg havde håbet på, for Grus mod-forbryder, den drengede fessortype Vector, har en næsten vigtigere rolle i missionen om at stjæle månen. Men Vector virker på mig, som en animationsfigur der burde have været frasorteret Grusomme Mig. Han er ikke så karikeret stereotyp og genkendelig som de andre hovedpersoner, og bliver derfor svær at placere. Skal man holde af ham, hade ham, eller synes han er sjov?
Mest for drenge
Grusomme Mig er bestemt en animationsfilm der er værd at se på grund af den søde historie og morale med de 3 små forældreløse piger. Over halvdelen af filmen rummer dog vilde ildspyende transportmidler, eksplosioner, skøre opfindelser og overgearet klassisk Tom & Jerry-tegnefilmshumor, og det vil helt sikkert gå lige i hjerte og hjerne på drengene, der endnu ikke er blevet teenagere. Men jeg er meget i tvivl om pigerne gider se den slags, og teenagerne og de voksne vil ikke føle den samme aldersgrænsesløse humor og underholdning som i for eksempel Disneys animationsfilm Up.
De børn der var i biografen, da jeg så Grusomme Mig, var alle drenge under 8 år, og jeg lagde mærke til, at de kun grinede højlydt 2 gange i hele filmen. Det synes jeg er alt for lidt, og da 5-6 af dem efter en lille time begyndte at løbe rundt i biografens gange, må det også betyde at Grusomme Mig bare ikke var spændende nok. Jeg vil give 3 stjerner – én til hver af de 3 små hjemløse piger: Margo, Edith og Agnes, for de var bare for søde! 🙂
Andrea, 12 år, Birkerød |
3D: Jeg var selvfølgelig inde og se filmen i 3D da det er blevet så populært, og da filmen var godt i gang, kunne jeg egentlig godt have undværet de irriterende briller, for jeg kunne ikke rigtig se hvorfor det skulle være bedre i 3D. Men på et tidspunkt i filmen hvor Gru og de tre piger er i forlystelsespark og prøver en rutsjebane kunne jeg virkelig se, at det var de irriterende briller værd. Det var som om man sad i rutsjebanen selv, og det var lige før det kildrede i maven. Det var virkelig fedt! Så hvis du skal ind og se filmen, vil jeg nok anbefale at se den i 3D for at få de sjove overraskelser med.
Personerne: Noget af det bedste ved filmen var de tre små adopterede piger, der var så uimodståelige på hver deres måde. Den mindste af pigerne var bare så sød, hver gang hun gjorde sine øjne kæmpe store, og da hun har vundet en bamse enhjørning i forlystelsesparken siger hun de mærkeligste ting som man næsten ikke kan forstå- hun er bare helt sin egen.
Jeg lagde også mærke til en lille detalje som gjorde (i hvert fald drengene) lidt uhyggelige. De havde næsten ikke nogen læber. Det var en sjov lille ting som de havde undladt på de onde personer. Jeg syntes at det er ret sjovt, at så små ting kan gøre så meget ved en person.
Maria, 16 år, Slangerup |
Karen, 12 år, Birkerød |
Lise, 18 år, Birkerød |
Skriv et svar