Boganmeldelse: De Døde Brødre

De døde brødre: De Døde Brødre giver den yngste aldersgruppe i ungdomsbøgerne mulighed for et nordisk gys om spøgelser i en gammel jagthytte.

Af Majasol Meisling Ryberg, 17 år

Titel:

“De døde brødre”

Forfatter:

Nick Clausen

Sider:

183

Udkommer:

Maj 2010

Forlag:

Tellerup

Følelses-barometer:





De to venner Adam og Troels bliver spontant inviteret hjem til den gamle Bent, der påstår at han bor i et hus som er hjemmesøgt af spøgelser, da Bent overhører en diskussion mellem de to drenge om hvorvidt der er mere mellem himmel og jord eller ej. Troels tror meget bestemt på det overnaturlige, hvorimod Adam er utrolig skeptisk overfor det. Drengene takker ja tak til tilbuddet, og snart befinder de sig i Bents gamle jagthytte, hvor Bent har efterladt dem alene, efter at have fortalt dem historien om de døde brødre, som på stedet blev brutalt slagtet, og hvis død aldrig blev opklaret.

Adam og Troels kommer ikke langt ind i deres ophold, før der begynder at ske mærkelige ting, som ingen af drengene kan forklare. De døde brødre begynder langsomt at blive mere voldsomme og aggressive for hvert udspil, og de to venner bliver efterhånden overbevist om, at ujordiske kræfter virkelig er på spil i hytten. Huset emmer af ondskab, mens Adam og Troels forsøger at løse husets mysterium.

En udmærket horror-bog

De døde brødre er Nick Clausens tredje bog, og hans anden bog indenfor horror-genren. En sammenhørende bog med titlen De sorte symboler planlægges at blive udgivet snarest. Jeg læser ikke mange spøgelseshistorier, mest fordi at der er utrolig langt imellem de gode bøger. Som en læser der ikke tit befinder sig genren, må jeg sige, at Nick Clausen rent faktisk klarer sig temmelig fint.

Ikke så blodig som forsiden kan skræmme med

Starten af bogen lovede ikke godt, da forfatteren havde utrolig travlt med at jage fortællingen hen til plottet så hurtigt, at det endte med at blive for indøvet og utroværdigt. Resten af bogen går også utrolig hurtigt, og jeg savner et par pusterum her og der, så bogen ikke bliver så overfladisk og fikseret på kun at fortælle en gammel gyserhistorie. Det lykkes aldrig for De døde brødre at få mig til at gyse, fordi jeg slet ikke følte, at jeg var kommet nok ind under overfladen af bogen, og det er et stort tab, når det rent faktisk er det der er hele ideen bag en horror-bog. På trods af det, så lykkes det dog for Nick Clausen at skabe en uhyggelig stemning i bogen, som ikke er så blodig, som forsiden ellers skræmmer med. Sproget i bogen er let tilgængeligt, og det er en bog, som ikke kræver meget koncentration for at kunne følge med i, da plottet samtidig er dejlig simpelt og nemt at overskue.

Fokus på det overnaturlige

Man kommer ikke i meget ind på Troels og Adam, og det går hurtigt op for læseren, at forfatterens fokus ligger på det overnaturlige. Jeg synes, jeg hører mere om de døde brødre end de egentlige hovedpersoner, og det irriterer mig, da jeg føler det som om, at det kun skaber endnu mere afstand mellem bogen og mig som læser.

Til aldersgruppen 8-12

At læse De Døde Brødre kræver ikke meget kendskab til ord, og foretrækker man en bog med stort ordforråd, så er dette ikke hvad man burde læse. Bogen tilhører et R. L. Stine publikum på 8-12 år, og har man allerede fløjtet sig igennem Twilight Sagaen (Stephenie Meyer), De Udødelige (Alyson Nöel) eller Wicked Lovely (Melissa Marr), så spar besværet og streg De Døde Brødre fra listen allerede nu.

Meget inspiration fra R.L. Stine og Dennis Jürgensen

For trofaste læsere af R.L. Stine og Dennis Jürgensen, vil De Døde Brødre blive taget godt imod. Nick Clausen tager tydeligvis disse to andre forfattere til sig og bruger dem som inspiration ved flere emner i bogen, i mine øjne for meget. Jeg håber på, at kunne se ham udvikle sig i De Sorte Symboler, og måske være mere selvstændig og ikke tage for meget brug af de to nævnte forfattere, at han vil have mod på at tage flere chancer med sine kommende bøger. De døde brødre befinder sig på sikkert jord, og jeg ville elske, hvis Nick Clausen ville turde at tage springet ind på usikker jord i en ny roman.

Ambivalent forhold til sproget

De døde brødre er utrolig overfladisk læsning, og jeg bådede afskyede og kunne lide det. Den gik mig på, netop fordi jeg ikke fik særlig deltaljeret billeder ud fra beskrivelser, og fordi mange ord ofte blev genbrugt uden store mellemrum. Dog kunne jeg godt lide, at når jeg nu ikke fik et særlig tæt forhold til bogen, at jeg så blev fløjet hurtigt igennem bogen uden noget besvær, og jeg af det, heller ikke havde særlig meget behov for at skulle bruge energi på at tænke, når jeg læste den.

Konklusion

De døde brødre vil være en god julegave ide til den 10-årige dreng i familien, som godt kunne trænge til at blive lidt skræmt. Bogen gav dog ikke mig som en 17-årig noget, og jeg længes egentlig bare efter en afslutning allerede efter side to. De Døde Brødre formåede ikke at skræmme mig, men måske vil den kunne skræmme dig?


Comments

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.