Luxe af Anna Godbersen

Luxe: Hvor meget skal man være villig til at ofre for sin families velbefindende? Hvad gør man, når man er håbløst forelsket i sin søsters forlovede? I krig og kærlighed gælder alle kneb. Eller hvad? Find svar på alle disse spørgsmål – og flere endnu – i Luxe. Uanset om jeg læste om overklassens snobberi eller det hårde liv som tjenestepige, følte jeg mig helt og aldeles til stede imens.

Anmeldt af Andra Jeanina Liu, 17 år

Titel:

“Luxe”

Forfatter:

Anna Godbersen

Sider:

450

Udkom:

2010

Forlag:

Lindhardt og Ringhof

Følelses-barometer:






Året er 1899. Stedet er Manhattan, New York. Problemet er at gå fra at være stinkende rig til ludfattig. Ikke længe efter, at Elizabeth Holland er vendt hjem fra sin ferie i Europa, bliver en tung byrde pålagt hende. Hun er familiens eneste håb for, at de kan bevare deres status i samfundet. Hvis det skal lykkes, er hun dog tvunget til at gifte sig til pengene – og dermed ofre sine egne planer og drømme for fremtiden. Holland-familiens økonomiske problemer sætter i mellemtiden en kædereaktion af løgne, intriger og forbudt kærlighed i gang.

Blod på tanden

Luxe er den første roman i en længere serie (The Luxe), der alle omhandler New Yorks rige, unge og smukke i 1900-tallet. Hvert kapitel bliver indledt med for eksempel en invitation til en overdådig fest, et udsnit af en avisartikel om personerne, lidt om etiketten på den tid eller et uddrag fra en dagbog. De her små appetitvækkere gav mig hele tiden blod på tanden, så jeg fik lyst til at bladre videre. På trods af bogens længde på 450 sider, var den derfor hurtigt læst.

Min forkærlighed for perioden

Det var den bedårende forside, der i første omgang fangede min opmærksomhed – og derefter perioden, som historien udspiller sig i. Jeg har læst en del litteratur skrevet af forfattere på den tid, fordi jeg er fascineret af udviklingen fra dengang til nu. Og ud fra det, som jeg selv ved om tiden, kan jeg se, at forfatteren virkelig har gjort sit forarbejde om etiketten, manererne og de anstrengte familieforhold. Det var skønt at læse, for der er efter min mening ikke noget værre end at kunne rette på forfatteren.

Stereotyper

Selvom Anna Godbersen formår at imponere med sin research, så skuffer hun med sine alt for stereotype karakterer. I begyndelsen havde jeg virkelig svært ved at relatere mig til nogen af dem (man følger fem forskellige), fordi de simpelthen var for sort/hvide i deres tankegange. Med tiden lærte jeg dog at holde af nogle af dem. Jeg synes også, at det både er en fordel og ulempe at følge så mange, fordi man på den ene side får historien fra flere vinkler, men til gengæld aldrig når at komme helt tæt på nogen af personerne.

Uddrag af Luxe

Nyforlovede par vil altid finde udveje til at flirte med hinanden, men det er afgørende for det gode selskabs sundhed og velvære, at de ikke opmuntres til at gøre det offentligt. De bør ikke ses bevæge sig alene gennem byen, især ikke på vej til teatret, og til middagsselskaber bør man gøre sig umage for, at de ikke sættes ved siden af hinanden. De vil bare fjase og fjante, og det bør ikke opmuntres.
MRS. L.A.M. BRECKINRIDGE, REGLERNE FOR AT FÆRDES I VELOPDRAGNSE KREDSE, 1894

Had/kærlighedsforhold til hovedpersonen

Jeg havde lidt af et had/kærlighedsforhold til Elizabeth igennem bogen. Ofte taler jeg med folk om de bøger, som jeg læser. I dette tilfælde nævnte jeg for min mor den frustration, jeg følte over, at Elizabeth har så svært ved at følge sit hjerte. Hun forklarede mig da nogle ting om forpligtelser – som forældre (og voksne i det hele taget) jo kender en del mere til end børn og unge – hvilket var en øjenåbner for mig. Mit råd til de kommende læsere af denne bog er derfor – giv Elizabeth en chance!

Uddrag af Luxe

Da han trak natkjolen over hovedet på hende, forsøgte hun at sige til sig selv, at hun skulle lade være med at tænke på, hvor dybt hendes familie var sunket, og hvor sårbare de alle sammen var. Hun prøvede på at lade være med at tænke på sit ansvar over for dem. Og på at det ville være akkurat lige så umuligt at fortælle Will det i morgen. Eller dagen efter. Hun sagde til sig selv, at hun skulle koncentrere sig om, hvordan han kyssede hendes hals lige under hagen, så hun for altid kunne huske, hvordan det havde været.

1900-tallets Gossip Girl

Er man fan af Gossip Girl-serien, vil man næsten med sikkerhed også elske The Luxe. Jeg kunne i hvert tilfælde trække mange paralleller mellem de to serier. Nogle af de samme konflikter – om familiens forventninger, hævngerrige veninder, alkohol som flugt fra virkeligheden osv. – er nemlig i spil, og personlighederne kan også godt minde en smule om hinanden. Til tider er der for megen ulykkelig kærlighed i Luxe i modsætning til førnævnte serie. Men ellers nød jeg at læse bogen, og jeg vil da helt bestemt også læse fortsættelsen: Rygter.


Comments

3 svar til “Luxe af Anna Godbersen”

  1. Peter Kock Henrichsen Avatar
    Peter Kock Henrichsen

    Hej Andra,
    rigtig spændende anmeldelse! Jeg kan se, at du har givet rigtig høj karakter i “Lærerig”. Må jeg spørge hvad det er for nogle ting man lærer i Luxe? Er det sådan noget med hvordan New York så ud dengang i 1899, eller er det mere sådan noget med hvordan man opførte sig socialt dengang, eller … ? 🙂
    Mange hilsner Peter

  2. Hej Peter,
    Grunden til min karaktergivning er, at bogen både kommer ind på de overfladiske ting på den tid – såsom moden, etiketten og mediernes store indflydelse – samtidigt med den skildrer den anderledes tankegang godt, hvor omverdenens syn på en (og ens familie) var meget vigtig, børnene respekterede de ældre i en helt anden grad osv. 😉

    1. Peter Kock Henrichsen Avatar
      Peter Kock Henrichsen

      Ok, spændende 🙂 Det kræver virkelig meget research, at genskabe en by hundred år tilbage, i forhold til blot at lade en historie foregå i vor tid, så jeg har meget stor respekt for forfattere det lykkes for. 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.