FC englene-serien: Det er altid rigtig spændende når der kommer en dansk pige-serie, som ikke er fantasy og ikke handler om heste. En fodboldserie med girlpower til preteen-piger, hilste jeg derfor meget velkommen. Desværre vil første bind alt for meget på alt for kort tid, og det er næsten umuligt, at skelne de 12 piger fra hinanden.

Af Peter Kock Henrichsen

Titel:

‘En fodboldsæson i helvede’, FC Englene 1

Forfatter:

Kirsten Sonne Harild

Sider:

111

Udkom:

23. marts 2011

Forlag:

People’s Press Junior

Følelses-barometer:






Karla er 14 år og FC Englenes anfører. Pigerne spiller på nimandshold i FC Englegårdens U15: Bine (målmand), Celia (venstre back), Sadia (midterforsvar), Julle (højre back), Effi (defensiv midtbane), Miriam (venstre midt), Nova (højre midt), Frede (center forward) og Kylie, Rosa samt Misja (bænken), og så endelig Karla selv (offensiv midt).

FC Englene har lige fået lammetæv 0-6 af Stjernen FK og er på vej hjem, da holdets folkevognsbus bryder sammen på motorvejen. Få minutter senere, erklærer deres elskede træner, Maggie, at hun er gravid og skal flytte sammen med sin kæreste i jylland, og derfor må forlade pigerne. Det er tre slag i mellemgulvet på en enkelt eftermiddag. Et par dage efter kommer fjerde slag. Deres nye træner Maja, viser sig at tale virkelig grimt til pigerne, og den eneste psykologi hun bruger for at gøre holdet bedre, er at true pigerne og gøre nar af deres utilstrækkelige præstationer.

Som Englenes anfører, føler Karla et stort ansvar for at vende den dårlige stemning og holde på de piger, der er ved at springe fra, men Trussels Maja fortsætter bare sin skrappe kurs. Helt galt går det, da en vild fest og pigernes kæresteproblemer bliver rodet ind Englenes i forvejen store spilleproblemer.

Skønt med noget der ikke er fantasy

Jeg blev virkelig glad, da jeg så første bind i den nye serie om FC Englene. Endelig noget der ikke handler om blod og hugtænder, og endelig en socialrealistisk bog om sport, hvor pigerne har girlpower og ikke bare skal stå foran et spejl og gøre sig lækre. Og endelig nogle bøger, for de piger, der ikke gider læser fantasy – og dem er der faktisk en hel del af.

Et superlækkert format

Bogen har et lille superlækkert format, som ligger godt i hænderne, sproget er nemt, bogstaverne rimelig store, og der står ikke så frygtelig meget på hver side, så ‘En fodboldsæson i helvede’ er også rimelig nem at komme igennem, selv om man ikke er den store læser.

Bagerst i bogen er der fire sider med ‘blå bog’ for Line Røddik Hansen og Pernille Mosegaard-Harder fra kvindefodboldlandsholdet, så de unge læsere kan få nogle dygtige forbilleder, de kan se op til, og det virker rigtig forfriskende og hyggeligt.

En rigtig god idé

Selve idéen med serien om FC Englene er rigtig god. Det lød spændende, at skulle følge alle pigerne igennem deres træning og konflikter, og den røde tråd med at det går rigtig dårligt på holdet, og det så bliver endnu værre med en diktatorisk træner, er også dejlig realistisk og godt fundet på. Dialogerne er også meget troværdige – det er virkelig dejligt med piger og søskende, der diskuterer, som de også ville have gjort det i virkeligheden.

Alligevel bliver ‘En fodboldsæson i helvede’ desværre utrolig rodet. Det er simpelthen umuligt at holde styr på både Karla, Bine, Celia, Sadia, Julle, Effi, Miriam, Nova, Frede, Kylie, Rosa og Misja. Og så lige Karlas familie, hendes bror William og et par lækre fyre mere, som pigerne kærester med, oveni. Alle har nogle replikker ind imellem, men deres forskellige egenskaber og udseender bliver næsten ikke beskrevet, og hvordan holder man så styr på 12 piger og en håndfuld fyre?

Handlede mere om fodboldveninderne end om Karla

Jeg fik heller aldrig identificeret mig med Karla, der er jeg-fortæller, for vi kommer kun meget svagt ind på Karlas egne følelser og behov. Til gengæld er hun så den rigtig søde veninde, der hele tiden forsøger at hjælpe holdet, og de andre piger når de kommer galt af sted med kærester og druk. Men på den måde kommer bogen så også til at handle mere om Karlas fodboldveninder end hende selv, og hun virkede stadig fremmet og uforudsigelig for mig, da jeg vendte sidste side.

Hvor er pigernes fodboldglæde?

Selv om vi få fortalt, at pigerne ser superliga-kampe på tv og elsker Liverpool, er det utrolig svært at mærke deres spilleglæde og kærlighed til fodbolden, når de endelig er på banen. Selvfølgelig handler bogen om en katastrofal sæson, men der er bare så mange problemer i pigernes liv, som gør at der mangler noget glæde og noget humor til at opveje det. Det er realistisk, ja, meget, med det bliver også meget håbløst, at Karla har så meget modgang, når vi ikke engang hører om den tid hvor hun formentlig elskede fodbolden!? Og man skal elske noget, før det er værd at kæmpe for!

Vil for meget på for kort tid

Umiddelbart vil første bind af FC Englene vil alt for meget på alt for kort tid. Vi når lige at suse alle 14 hovedpersoner igennem, men vi når overhovedet ikke at lære dem at kende. Flere gange sad jeg og tænkte, at ‘En fodboldsæson i helvede’ egnede sig rigtig godt som manuskriptet til en børne-tv-serie, for så ville man kunne have set hvordan pigerne så ud og kunne have skelnet dem fra hinanden, og så ville det også været blevet mere spændende at overvære pigernes fodboldkampe – det kniber virkelig med action’en på tryk. Det ville også have være lettere at acceptere, at første afsnit var lidt forvirrende med mange personer, for så ville der jo kun være en uge til at man skulle se næste afsnit.

Forhåbentlig en god 2’er

Jeg håber Kirsten Sonne Harild giver Karla lidt mere personlighed, fodboldglæde, romantik og lidt flere gode oplevelser i andet bind af FC Englene, samt at der kommer lidt ro på persongalleriet, så vi lærer nogle få at kende af gangen – men til gengæld dybere – for selve grundidéen med en socialrealistisk fodbold-serie til preteen-piger er rigtig, rigtig god.