’Blodets bånd’ (Darke Akademiet 2) af Gabriella Poole

Darke Akademiet: Cassie har mistet lidt af sin selvstændighed efter hun er blevet en af ’De Udvalgte’ og er blevet lidt for afhængig af Ranjit. Desuden er spændingsniveauet og uhyggen dalet en smule. Alligevel er jeg stadig betaget af historien, og den måde, hvorpå Gabriella Poole får mig ud at rejse og opleve nye steder. Desuden er hun bare utrolig opfindsom og får tilføjet tilpas mange twists.

Af Anne Mette Bach Jeppesen, 21 år

Titel:

’Blodets bånd’
(Darke Akademiet 2)

Forfatter:

Gabriella Poole

Oversat af:

Charlotte A. E. Glahn

Originaltitel:

‘Darke Academy – Blood Ties’

Sider:

290

Udkommer:

12. august 2011

Forlag:

Flachs

Følelses-barometer:







I dette semester er det hemmelighedsfulde Darke Akademiet flyttet til New York. Cassie er ikke længere den uskyldige, nye pige. Hun er blevet introduceret til ”De Udvalgtes” verden, har fået sine egne hemmeligheder og er samtidig blevet stærkere og mere målrettet. Nu må hun kæmpe med sine utrolige kræfter, en farlig romance og den krævende ånd indeni hende, som hele tiden hungrer efter næring. En gammel fjende vender tilbage og sætter Cassie på en hård prøve. Kan hun befri sine venner fra en skæbne værre end døden, eller vil hun selv ende med at tilintetgøre dem i forsøget på at redde sig selv?

En ny by

’Blodets bånd’ er andet bind i trilogien om Cassie og det mystiske Darke Akademi. Her i bind 2 befinder vi os i New York, som skolen er flyttet til, og derved lærer vi en helt ny by at kende. Den måde, som Gabriella Poole har beskrevet de steder vi har været i bind 1 og 2, gav mig en følelse af, at jeg selv havde været til stede i byerne og set stederne med mine egne øjne. Hendes beskrivelser er meget detaljeret, og hun får de ting med, som især kendetegner byerne. I New York leger eleverne blandt andet turister i byen, og derved oplever man nogle af de særprægede bygninger der er i New York.

Blev irriteret over Cassie flere gange

Cassie mister lidt af sin jordforbindelse i ’Blodets bånd’, og til tider bliver jeg helt træt af hende. Der er perioder, hvor jeg stadig føler en stærk tilknytning til hende, men det at hun er blevet udvalgt, har desværre en lidt negativ virkning på hendes personlighed. Hun er stadig en ilter pige, som ved hvad hun vil, men dét, at hun ikke er ærlig overfor sine to bedste venner og holder meget hemmeligt for dem, bliver jeg lidt irriteret over.

Bedre end ’Blodets bånd’

Spændingsniveauet i ’Blodets bånd’ er ikke helt så højt som i ’Hemmelige Liv’, og derfor blev handlingen til tider kedelig. En del af uhyggen er også forsvundet, hvilket er en skam. Den var nemlig noget af det, som jeg elskede ved ’Hemmelige Liv’. Der fløj mit hjerte allerede op til hovedet under prologen og blev faktisk siddende indtil sidste side var vendt. ’Blodets bånd’ mindede mere om en bog, som bare skulle forberede én til en stor konfrontation. Det var kun få gange, at jeg blev så skræmt, at jeg blev bange for at læse videre.

(Uddrag af ‘Blodets bånd’:)

Hun sprang ned fra det trappetrin, hun stod på og nærmest fløj efter ham. Hun greb fat i hans krave, trak ham baglæns og drejede ham rundt. Hendes fingre fandt hans kæbe, greb fat og trak ham tæt ind til hende. Han forsøgte at komme væk, men han havde ikke en chance. Ikke en chance. Lige siden ritualet havde hun været stærkere end nogensinde før. Rigeligt stærk til at overmande denne … dødelige. Cassie grinede højt.

Mere intens romance

Romancen mellem Cassie og Ranjit er virkelig blusset op. Jeg undrer mig stadig en del over deres forhold og hvor ekstremt det er. Derfor håber jeg også lidt, at jeg får lidt flere forklaringer i ’Splittede sjæle’ og får besvaret alle de spørgsmål, jeg stadig sidder og brænder inde med. Det er dog synd, at Cassie bliver så afhængig af Ranjit, fordi hun mister lidt af sin handlekraft og selvstændighed. Men måske finder jeg svarerne på det i det sidste bind i serien.

(Uddrag af ‘Blodets bånd’:)

Korridoren var mørk. Cassie løb og ledte efter noget. Nogen. Hun løb om hjørnet og ind i et endnu tættere mørke. Nej, ikke helt – to glødende, røde øjne var foran hende. De lurede i mørket. Kom imod hende. Nej. Hun bevægede sig mod dem …

Sidste bind er udkommet

Selvom ’Blodets bånd’ ikke helt nåede de samme højder for mig som ’Hemmelige liv’, lægger den stadig op til en masse konflikter, som forhåbentlig bliver forløst i ’Splittede sjæle’. Gabriella Poole får tilføjet en masse interessante twist og sætter en masse nye billeder i hovedet på mig, som jeg ikke har set tidligere. Jeg håber dog at Cassie får lært lidt af de fejltagelser, som hun laver, og at jeg igen kan blive helt forbundet til hende. Sidste bind i serien udkom på dansk den 17. september og hedder ’Splittede sjæle’.


Comments

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.