‘Farvel og tak for ingenting’ af Måns Gahrton

Forældreproblemer: Måns Gahrton er bedst kendt for sin serie om ‘Adam og Eva’ her i Danmark. Nu har han så nedskrevet en speciel drøm, han har haft, og resultatet er også lidt drømmeagtigt. Man får en pudsig oplevelse, men man kommer ikke rigtig tæt på personerne og lærer heller ikke det store.

Af Peter Henrichsen

Titel:

‘Farvel og tak for ingenting’

Forfatter:

Måns Gahrton

Sider:

140

Udkom:

1. august 2012

Forlag:

Alvilda

Følelses-barometer:

Sara på 16 føler sig så svigtet og forladt, at hun har skrevet et selvmordsbrev til sin småalkoholiske mor og nu er ved at kaste sig selv ud over en stejl skrænt i Kalmar i Sverige. Ved skrænten står der dog en lille unge, Sigge, som plaprer løs og stirrer så intenst på Sara, at hun ikke kan koncentrere sig om at springe.

Sigge får hevet Sara med hjem, og langsomt får Sara lyst til livet igen. Derfor fortryder hun også i stor stil, at hendes mor nu skal komme fra ferie med sin nye kæreste og finde Saras selvmordsbrev. Missionen bliver derfor, at Sara hurtigst muligt skal tilbage til Stockholm for at finde brevet først og destruere det. Men det er ikke så let, når man ikke har nogen penge, og man samtidig har en unge på slæb, som ikke vil lade én være alene.

‘Farvel og tak for ingenting’ er skrevet med rigtig store typer, så den er rigtig let at læse og hurtig at komme igennem. Jeg blev aldrig helt grebet af historien, for nok er det smukt, at en lille knægt kan mærke, at han ikke skal forlade en selvmordstruet teenagepige, men bogen kommer til at handle om Saras og Sigges lange rejse til Stockholm og ikke særlig meget om, hvorfor Sara er så ked af det, at hun vil tage livet af sig. Synsvinklen skifter også mellem Sara og Sigge for at få begges tanker med, men det gør også, at historien bliver hugget lidt i stykker og bliver knapt så flydende.

Måns Gahrton er jo i Danmark kendt for sin serie om ‘Adam og Eva’, som også er blevet filmatiseret som tv-serie. Den elsker jeg utrolig meget, men ‘Farvel og tak for ingenting’ kan ikke rigtig sammenlignes med ‘Adam og Eva’ – det virker den lidt for tilfældig og uigennemtænkt til. Først da jeg læste efterskriftet af forfatteren, begyndte jeg at forstå. Historien er simpelthen en drøm, som Måns Gahrton har haft, og som han bare mente skulle skrives ned som historie. Det har han så gjort, og den virker faktisk også lidt drømmeagtig og urealistisk; specielt fordi Sigge bare får lov til at blive slæbt med til Stockholm af en helt tilfældig pige, som Sigges far aldrig har mødt.

Historien er lidt hyggelig og underlig som en drøm, og den skildrer ganske godt, hvordan det er at være så ked af det, som Sara er. Sproget er også rigtig fint, selv om man sagtens kan høre, at den er oversat fra svensk på grund af de lidt ordrette oversættelser. Men den er ikke særlig lærerig, og jeg havde egentlig svært ved at bestemme mig for, hvad jeg kunne bruge den til bagefter. Sigge og Sara kom jeg heller aldrig rigtig til at føle noget for, og det var egentlig dybt frustrerende, at Sara, der bare havde så meget brug for at snakke med nogen om sine store sorg, kun havde en lille unge, der ikke kunne hjælpe hende med det følelsesmæssige. Oplevelsen blev derfor lidt ligesom når man sidder og venter på en station og følger nogle mennesker med øjnene og gætter sig til, hvor de skal hen og hvem de er. Det er meget hyggeligt, men så er det også det.