CHERUB: Jeg begyndte på 6 stjerner – fordi ‘Klanen’ lagde rigtig spændende ud – men endte på 3, fordi jeg ikke orker at tage 12 nye ture i den gamle ‘Cherub’-rutsjebane, når vores elskede, morsomme og flirtende hovedpersoner er pist væk, og vi skal begynde helt forfra.
Af Peter Henrichsen |
Titel:
‘Klanen’
CHERUB MISSION 13
Forfatter:
Oversat af:
Thomas Munkholt
Originaltitel:
‘People’s Republic’
Sider:
331
Udkom:
11. oktober 2012
Forlag:
People’s Press Junior
Følelses-barometer:
Denne gang er der ikke brug for spoiler-alert som det første i vores ‘Cherub’-anmeldelse, for vores elskede hovedpersoner, i særdeleshed James Adams, er nemlig helt ude af Cherub-organisationen og formentlig også skrevet helt ud af serien.
Lidt underligt er det også, at denne bog er blevet døbt ‘Cherub 13’, for med britiske øjne eksisterer der slet ikke et bind 13 i ‘Cherub’-serien. ‘Klanen’, som oprindeligt hedder ‘People’s Republic’ på engelsk, er nemlig første bind Robert Muchamores nye serie ‘Aramov’, og de bind er der planlagt tre af — indtil videre, for vi kender jo den utrættelige Muchamore.
Begynder godt
Egentlig begynder ‘Klanen’ rigtig godt. Vi befinder os stadig i Cherub-universet, men vores hovedperson er nu Ryan, der har syrisk, tysk, irsk og pakistansk blod i årerne. Ryan ryger til Californien, hvor han skal forsøge at blive venner med en forkælet og nørdet rigmandssøn på hans egen alder, for at hemmelige agenter kan skaffe oplysninger om sønnens kriminelle mor.
Samtidig med ryger vi til Dadong i Kina, hvor den 11-årige pige Fu Ning har svært ved at indordne sig de strenge regler, der er på hendes kostskole. Pludselig kommer hendes halvt britiske sted- og adoptivmor og henter Ning, for det viser sig, at Nings adoptivfar pludselig er blevet anholdt for menneskesmugling; en forbrydelse Ning ikke anede noget om.
Mens Ning begiver sig ud på en lang rejse mod Storbritannien, kæmper Ryan mod skolebøller i Californien. Det er forrygende og spændende, ligesom det plejer at være, når Cherub er allerbedst.
To sidehistorier, der bare ikke vil mødes
Midtvejs i bogen ryger alle Ryans og Nings planer helt i skoven. Selvfølgelig er det også dejligt at blive overrasket i en Cherub-bog, men når alt det, man har glædet sig til, pludselig forsvinder, tager læseglæden også et ordentlig dyk i kulkælderen. Som ‘Cherub’-læsere er vi vant til at begynde med flere sidehistorier, som ikke umiddelbart har noget at gøre med hinanden, men som så mødes efter omtrent 50-100 sider. I ‘Klanen’ skal vi dog over 250 sider ind i den 331 sider lange bog, før mødet sker, og på det tidspunkt kan man så godt regne ud, at der slet ikke bliver tid til at få den afslutning og forløsning, som man normalt får i et bind af ‘Cherub’.
Utrolig lærerig, men hver er hyggen, humoren, flirten og romantikken?
Muchamore får igen fortalt alt, han ved om Kina og menneskesmugling, og der er virkelig mange informationer at blive klogere af, men et spændende plot udebliver, fordi vi hverken kender Nings eller Ryans personlighed særlig godt og fordi, det planlagte mål som sagt bliver smadret midtvejs. Det bliver derfor bare en fortælling om en lang tur men en masse forhindringer, og jo længere jeg kom ind i bogen, desto mere lugtede jeg lunten: ‘Klanen’ glemmer at give forbryderne røvfuld – som ellers er ét af de vigtigste elementer i et bind af ‘Cherub’ – fordi den udelukkende er en prolog til ‘Aramov’-serien; formentlig med Ning og Ryan som de nye hovedpersoner.
Humoren, hyggen og romantikken, som vi både finder på ‘Cherub’-skolen og på missionerne, er helt væk. De forsvandt med de gamle hovedpersoner. Til gengæld er ‘Klanen’ ret sørgelig og tragisk. Menneskesmuglingen, hvor der også snuses lidt til børneprostitution, er så ubehageligt et tema, at der ikke rigtig er noget i handlingen, der kan gøre det godt igen.
En ny ‘Ilddåb’ – hvis man gider
James og Lauren var hovedpersonerne i ‘Ilddåb’, første bind af ‘Cherub’, og da James og Laurens tid har udspillet sig i 12 – næsten alle fantastiske –’Cherub’-bind, kan man ikke undgå at sidde med følelsen af, om man gider gå første klasse om igen og læse … tja 12 nye bind i ‘Aramov’-serien. Jeg gider personligt ikke. Jeg synes Robert Muchamore skulle være stoppet, mens legen var god, i stedet for at slide ‘Cherub’-universet, som en uendelig tv-serie.
Uden forløsning – køb næste bind
Endnu en detalje, der trak bogen ned, var, at den røvfuld forbryderne burde have haft i ‘Klanen’, tilsyneladende ikke er glemt, men derimod gemt! Nemlig til andet bind i ‘Aramov’-serien (som jo så nok bliver ‘Cherub 14’ på dansk). At vi nu også skal snydes for forløsningen i det enkelte bind, for at købe det næste, er en rigtig dårlig udvikling for en serie, der ellers var rigtig god.
Muchamore burde have koncentreret sig mere om den nyere ‘Henderson’s Boys’-serie eller brugt sin geniale kreativitet på at skabe endnu en ny serie, der blot rummede de samme kvaliteter som ‘Cherub’-bøgernes, men havde helt nye elementer, omgivelser og mål.
Skriv et svar