‘Det værste, hun gjorde’ af Alice Kuipers

’Det værste, hun gjorde’ er en bog om Sophie, som egentlig bare gerne vil glemme. Glemme hele sidste sommer og alt det efter. For der kommer jo ikke noget godt ud af at huske, det ved Sophie godt – men hendes psykolog gør åbenbart ikke. Men hvad skete der den sommer? Hvad er det, der er så slemt, at det gør alt for ondt at huske?

Af Stine, 15 år

Titel:

‘Det værste, hun gjorde’

Forfatter:

Alice Kuipers

Oversat af:

Jørgen Nordenhof

Originaltitel:

’Lost for Words’

Sider:

187

Udkom:

15. marts 2013

Forlag:

Alvilda

Følelses-barometer:

Sophie Baxter er 16 år gammel og går på St. David’ High i London. Hun vil gerne glemme. Glemme det hele. Men hendes mor sender hende til psykolog. Psykologen mener ikke, at det er godt bare at glemme det hele. Man skal snakke om sine følelser og åbne op over for andre mennesker, men det er lige præcis det, Sophie ikke kan. Sophie kan ikke længere snakke med sin bedste veninde Abigail, hun vil alligevel ikke kunne forstå det. Og siden hvornår er Abigail blevet sådan en party-pige?

Da der kommer en ny pige i klassen, har Sophie sin chance. Den nye pige, Rosa-Leigh, vil måske endda kunne forstå det.

Men det fører ikke noget godt med sig at tale om de ting, der er sket. Vel? Og hvad er der egentlig sket, som er så slemt, at man bare vil glemme?

Hmm…

Jeg kan lige så godt, starte med at sige, at jeg ærlig talt ikke var særlig vild med ’Det værste, hun gjorde’, da jeg startede med at læse den. Den virkede mærkelig, blandt andet fordi, Alice Kuipers bruger nogle yderst pudsige og besynderlige udtryk og sammenligninger. Og så det, at Sophie flere gange forestiller sig kaos-situationer, hvor folk tit bliver trampet ned og dør. Det virkede utrolig mærkeligt på mig, da de bare lige pludselig kom, for eksempel da Sophie på et tidspunkt sidder i sit klasselokale og forestiller sig, at hendes lærer får et hjertestop.

Jeg er heller ikke super vild med Sophie. Hun er helt utrolig indelukket, både over for sin mor og Abigail, hvilket irriterer mig. Jeg hader, når folk er sådan, også fordi Sophie har brug for hjælp, og brug for noget kærlighed, og når folk så prøver på det, så lukker hun fuldstændig af. Hun går godt nok til psykolog, så nogle vil nok sige, at det er hjælp nok, men Sophie snakker ikke med psykologen så, det hjælper ikke rigtig noget.

Kære dagbog

’Det værste, hun gjorde’ er skrevet som en dagbog. Det skal forestille, at Sophie har fået en dagbog/notesbog af sin psykolog, hvor hun så skal skrive sine tanker, følelser og de ting der sker for hende ned. Derfor er bogen også skrevet i første person og i nutid. Det synes jeg er meget fint, da man på den måde kan prøve på at forstå Sophie. Det er dog meget svært, da hun som sagt er meget indelukket, også når hun skriver ned i sin bog. Sophie skriver ikke ’kære dagbog’ eller lignende, men bare datoen på dagen.

Efterhånden som man kommer ind i bogen, får man små glimt af det forfærdelige, der er sket for Sophie, og det synes jeg er ret fedt. Man får ligesom nogle smagsprøver, og man prøver, helt uden at tænke over det at finde ud af, hvad der er sket. Den er dog en lille smule forudsigelig, men det er ikke så slemt, at jeg blev irriteret over det eller gættede, hvad der var sket med det samme.

Alt i alt

Jeg må indrømme, at jo mere jeg læste, og jo længere jeg kom ind i bogen, jo mere kunne jeg lide den. Der begyndte at ske lidt mere, og jeg fandt efterhånden ud af, hvad der er sket, hvilket skabte en form for forståelse for Sophie. Først ville jeg have givet ’Det værste, hun gjorde’ tre stjerner, men slutningen hev den op på en firer. Bogen blev bare bedre, da jeg var lidt over halvvejs.

Så hvis du vil læse en bog med opbyggende spænding, om sorg og glemsel og om at have det svært, så vil jeg anbefale ’Det værste, hun gjorde’.