Anmeldelse: ‘Kærlighedstyven’, Teater Momentum

‘Kærlighedstyven’ – en rørende fortælleforestilling af Mads Lund.

Af Maria-Nathalia, 21 år

Titel:

‘Kærlighedstyven’

Sted:

Teater Momentum, Odense

Manuskript:

Mads Lund

Dato:

Havde premiere 18. april 2014. Spiller igen 2. oktober 2014 i Studenterhuset i Odense.

Følelses-barometer:








Siddende på et flyvende tæppe er jeg fastlåst i en sanselig fortælling om den lunefulde arabiske nat, fanget et magisk sted mellem min plads foran fortælleren og min plads som skarabæen på væggen i et eventyr, der rækker ud til min romantiske og erotiske fantasi. I et forsøg på ikke at forstyrre seancen, der udspiller sig foran mig, sidder jeg spændt i stolen, mens jeg holder vejret – hovedpersonens påkrævede stilhed kan mærkes helt ind i mine knogler, mens fortællerens stemme er det eneste, der bryder roen, kun med det for øje at fortællingen må gå videre!

Tryllebundet fra ende til anden

Mads Lund forstår at bringe lytteren med helt ind i sin fantasi – en fantasi, der bliver vævet lige foran øjnene af publikum med så overbevisende en overlevering, at selv farver man aldrig har set, bliver levende for en.

Mads Lund, der er født 1980, har siden 1996 fortalt historier, hvor imellem Maleren fra Firenze (2012) og Kvinden og Stilheden (2011) kan nævnes. Og med Mads Lunds indlevelse og fortælleteknik, berettes der da også om en helt anden historie om erfaring og entusiasme, og det leder til et tryllebundet publikum, der er med ham hele vejen under aftenens to timers dobbeltprogram.

Knald eller fald

Inspireret af ‘1001 Nats Eventyr’, spinder historien sig omkring historiefortælling i historiefortælling, et træk jeg både ynder og ængstes for, og min nervøsitet sætter også ind, idet historiens tredje lag begynder at tage form – et træk, der kan få hele fortællingen til at falde med et brag, hvis der ikke holdes en klar rød tråd.

Men trådene, hvormed Mads Lund væver sit flyvende tæppe er ikke bare røde – de er gyldne og spundet af arabiens drømme og østens forførende klange. Og som spiret på sultanens palads, forenes de slutteligt, pejende ud i det fri.
I sandhed en oplevelse værd!


Comments

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.