‘We were liars’ af Emily Lockhart

Emily Lockhart skrev ikke den her novelle bare for underholde. Hun skrev den, fordi hun var nødt til at fortælle dig historien om forholdet mellem en fraskilt, frustreret mor og hendes datter, der må lide under morens situation. Det er først og fremmest en socialrealistisk roman om de usunde mekanismer, der kan husere i en familie og som man ikke kan undslippe, ej heller selv om man er blevet teenager. “Historien er uforglemmelig!” har John Green udtalt efter at have læst den. Og den er virkelig uforglemmelig – og fuld af overraskelser!

by Peter

Cadence, Mirren and Johnny er henholdsvis kusiner og fætre til hinanden, og de er alle teenagere født næsten samtidig. Som en familietradition tilbringer de hver eneste sommer sammen på deres morfars – Harris Sinclairs – egen ø, ‘Beechwood’, der ligger i Massachusetts i USA.

De tre teenagere har hver deres mor, Penny, Bess og Carrie, og hver mor har fået et hus på ‘Beechwood’ betalt af deres far, den selvsamme Harris Sinclair.

I begyndelsen af romanen kan denne halvstore familie og alle deres kæledyr godt virke lidt uoverskuelig, i særdeleshed fordi vi på de første sider bliver præsenteret for et stamtræ over familie og et detaljeret kort over øen og husene. Men heldigvis er det ikke så svært at finde ud af, som det først ser ud til. Cadence er vores hovedperson, som vi følger i tanker og handlinger, og Gat er hendes kæreste. Fokus ligger først og fremmest på de to og på kusine Mirren og fætter Johnny.

De fire unge forsøger at leve deres eget liv på øen og nyder sommeren med svømmeture, kajaksejlads, afslapning med romaner, tv-kigning og med små, skjulte drukgilder, mens deres desperate mødre – mostrene – kæmper en indbyrdes kamp om, hvem der fortjener det bedste hus på ‘Beechwood’ og om Harris Sinclairs formue.

På overfladen ligner det et helt traditionelt, amerikansk familiedrama, blot set fra en teenage-synsvinkel. Men så en dag sker der så dramatiske ting på ‘Beechwood’, at det forandrer alting for altid!

Uddrag af ‘We were liars’

Granddad walked in on us. Gat sprang up. Stepped awkwardly on the color-sorted books that had spilled across the floor.
“I am interrupting,” Granddad said.
“No, sir.”
“Yes, I most certainly am.”
“Sorry about the dust,” I said. Awkward.
“Penny thought there might be something I’d like to read.”
Granddad pulled an old wicker chair to the center of the room and sat down, bending over the books.
Gat remained standing. He had to bend his head beneath the attic’s slanted roof.
“Watch yourself, young man,” said Granddad, sharp and sudden.
“Pardon me?”
“Your head. You could get hurt.”
“You’re right,” said Gat. “you’re right, I could get hurt.”
“So watch yourself,” Granddad repeated.
Gat turned and went down the stairs without another word.

3 ting jeg virkelig godt kunne lide i ‘We were liars’

• Cadence mange modstridende tanker

  Det er hårdt at være teenagepige; i særdeleshed når man har en dominerende mor. Det skaber mange modstridende tanker i Cadence, når hun forsøger at navigere rundt i det vilde hav med alle morens manipulationer og misforstået hensyn til Cadence. Det var overraskende og spændende læsning at se, præcis hvordan frustrerende forældre videregiver deres problemer til børnene, også selv om de børn er blevet teenagere. Det er ikke rigtig nogen muligheder for at gøre noget eller for at undslippe. Skræmmende situation, men også spændende, fordi det gav lyst til hele tiden at læse videre.

• Fætre og kusiner holder sammen

  I en familie hvor de voksne stort set alle sammen opfører sig som børn, var det rigtig rart at se, at de to kusiner og deres fætter holder sammen. Det sammenhold er ikke bare en lille detalje i bogen. Deres stærke bånd og deres loyalitet overfor hinanden skaber en forening, som man som læser rigtig gerne vil identificere sig med og være en del af. Det betød, at jeg virkelig var med Cadence, Mirren og Johnny. Det var ikke bare tre personer, jeg sad og så på udefra.

• Alt det, der ikke bliver fortalt

  Du finder hurtigt ud af, at Cadence har et temmelig stor hul i sin hukommelse, og det er dér historien begynder at blive så spændende, at du til sidst slet ikke kan udholde det længere. 😉

1 ting der godt kunne have været bedre

• For mange personer i begyndelsen

  Når jeg begynder på en ny roman, har jeg et stort behov for at lære hovedpersonen at kende, så jeg kan identificere mig med ham eller hende. Dét må der rigtig gerne gå et par kapitler med, inden der bliver fyldt flere folk på personlisten. Men i ‘We were liars’ bliver vi præsenteret for totalt 19 personer og kæledyr indenfor de første sider. Heldigvis er det ikke dem alle, som Emily Lockhart gør meget ud af, men det frustrerede mig så meget i begyndelsen, at jeg var lige ved at droppe romanen; for jeg vidste jo ikke, hvem af personerne, jeg skulle lægge ekstra meget mærke til, så det krævede en masse energi, der sidenhen viste sig at være spildt fordi nogen af personerne slet ikke var vigtige. Det kunne jeg godt have undværet.

Konklusion: Helt anderledes end forventet!

Jeg troede – måske ud fra forsiden – at ‘We were liars’ var endnu en overfladisk kysse-kysse-roman om et par teenagere, der oplevede deres første kærlighed på en amerikansk ø. Derfor kunne jeg heller ikke rigtig forstå, at John Green på forsiden af bogen ville citeres for, at han synes romanen er uforglemmelig, for hans romaner er jo ofte temmelig dybe og med mange skjulte budskaber. Men som jeg bevægede mig længere ind i historien, måtte jeg konstatere, at romanen virkelig udvikler sig så specielt og er så gennemtænkt sat sammen, at den virkelig bliver svær at glemme. Det er socialrealistisk young adult, ja, men historien gemmer også på så mange overraskelser, at man også sagtens kan kategorisere den som ‘mystery’.

Det er i al én af den slags socialrealistiske romaner, der giver dig erfaringer, du kan bruge resten af livet!