‘DIG & MIG & ZLATAN’ er Jonas Kleinschmidts debutroman og en virkelig god bog om drenge og deres mange følelser, som kvindelige forfattere næsten aldrig rammer.
Af Peter |
Titel:
‘DIG & MIG & ZLATAN’
Forfatter:
Sider:
145
Udkom:
15. august 2017
Forlag:
Turbine
Følelses-barometer:
Lasse har isoleret sig. To år før vi møder ham – i 9. klasse i en lille Københavnerforstad – har han nemlig mistet sin storebror, Martin.
De to brødre grinede sammen, holdt sammen og så fodbold sammen. De spillede selv hyggekampe hvor som helst, de kunne finde noget, der mindede bare lidt om en græsmark. Og de gik til fodbold. Lasse spillede på hold sammen med barndomskammeraten Oliver.
Nu er Martin væk, og deres forældre er sunket helt ind i sig selv. Oliver har skiftet smag og er nu til druk og hash, og hans største scoring er at kneppe Emma. Fodboldklubben har han nemlig meldt sig ud af.
Lasse er – næsten – ligeglad med damer, passer sin skole og laver sine lektier, men det hele føles pokkers akavet; både i skolen og derhjemme. Nu sidder han passivt foran Youtube og ser fodbold; allerhelst Zlatans præmiemål i Ajax. Zlatan Ibrahimovic, svenskeren med de bosnisk-kroatiske rødder, der helst går hele vejen selv; ligesom Lasse, når han er til træning. De to eneste timer om ugen, hvor han glemmer alt omkring sig.
Men så kommer der en ny dreng i klassen: Tobias! Det gør dog ikke det store indtryk på Lasse. Ligesom med de andre klassekammerater, er Tobias blot endnu én, der skal lukkes ude. Men Tobias har selv nøglen til at komme ind.
En anderledes og fri ungdomsroman
Hvor jeg i mange andre danske ungdomsromaner føler, at jeg betragter en masse triste, socialrealistiske begivenheder igennem en regnvåd rude – oven i købet ofte til en indbildt lyd af jamrende celloer – ja, så følte jeg mig helt anderledes fri og utrolig meget i live i ‘DIG & MIG & ZLATAN’.
Jeg identificerede mig meget med Lasse. Ikke fordi jeg spiller fodbold og har mistet en storebror og ved, hvordan den store sorg føles, men netop – som det privilegium gode bøger kan give – fordi sætningerne flød så legende nemt, og fordi Lasses følelser og oplevelser var så præcist beskrevet. Læseglæden var virkelig stor, og jeg blev Lasse!
Nutidigt og realistisk
Det sociale sociale samspil i den lidt skoletrætte klasse er virkelig godt og realistisk iscenesat, og jeg tror, de fleste vil kunne genkende hakkeordenen, de interne magtspil og usikkerheden, der altid følger med.
Igennem Lasse blev jeg i hvert fald mindet om, hvorfor jeg selv hadede især de dominerende elever i klassen og nogle dage ikke kunne komme hurtigt nok hjem om eftermiddagen, selv om jeg rent faktisk godt kunne lide undervisningen og (de fleste af) lærerne. En rar genkendelighed, der ligefrem gav mig mange aha-oplevelser.
Når man vil have en kammerat for sig selv
Det spændende i ‘DIG & MIG & ZLATAN’ er, at midt i genkendeligheden dukker der en joker op i spillet: Den nye dreng i klassen, Tobias!
Lasse bliver virkelig betaget af ham: Endelig én, der kan spille fodbold, som han selv tænker. Og ikke bare ved at køre showet selv, men i et meget betænksomt og vågent samspil, hvor Lasse altid bliver husket. Der er pludselig en person – oven i købet en kammerat – der åbner verden for Lasse igen, som ellers kun hans storebror kunne gøre det.
Alligevel sidder der en frygt i ham. På en måde er det for godt til at være sandt, og når man åbner sig overfor andre, er der også altid en mulighed for at blive virkelig såret.
Uddrag af ‘DIG & MIG & ZLATAN’
Er du jomfru? sagde Tobias så. Som om det var den naturligste ting i verden at spørge om.
– Øh hvad, næ, hvad, næ, eller, det ved jeg ikke, ja nok.
Lasse kunne mærke, hvordan hans mave snørede sig sammen.
– Ok. Det skal du ikke være ked af.
– Okay. Hvorfor ikke?
– Altså, du går ikke glip af noget.
– Gør jeg ikke?
– Nej. Man fatter jo alligevel ikke, hvad man laver. Og det gør de heller ikke. Det var en, hun hev mig så hårdt i pikken, at jeg troede, den ville falde af. Og hun blev ved at spørge mig, om det var dejligt, og om hun gjorde det rigtigt. Hele tiden. Og jeg havde bare lyst til at råbe: Neeeej, stooooop, du gør det forkeeeeert. Man jeg sagde ikke noget. Jeg turde ikke.
– Hvad gjorde du så?
– Jeg sagde bare, at det var rigtig dejligt. Men det troede hun ikke på. For den blev bare slappere og slappere.
– Shit.
– Ja, det var ikke så rart. Men hun var nu meget sød alligevel.
– Har du været i seng med mange?
– Okay, du får det til at lyde som et eller andet fra en gammel film. Men nej. Tre, tror jeg.
– Tror du?
– Okay, jeg ved, der er tre. Men jeg kom i første hug med hende den første. Så den tæller næsten ikke.
Rejsen, hvor man lærer sig selv at kende
Romanen fører os igennem et utrolig spændende spil i en tid af livet, hvor man slet ikke kender sig selv endnu og derfor hele tiden må både balancere mellem ‘at ikke turde’ og ‘at sparke sig selv ud i alle mulige tvivlsomme og halvfarlige situationer’, og ingen af delene føles særligt trygt eller rart. Først bagefter kan man afgøre, om man skal prøve mere af det, eller om man aldrig – som i ALDRIG – vil gøre det igen. Den slags oplevelser støder Lasse på. Og ubevidst får Tobias også hjulpet Lasse videre i sorg-processen, som han ellers er endt med at stå helt alene med. Faktisk er det ret smukt.
Vellykket og lidt som at læse Bjarne Reuter
På mange måder synes jeg Jonas Kleinschmidt skildrer nutidens unge lige så godt, som Bjarne Reuter gjorde det med 60’ernes unge i Brønshøj i romanerne ‘Zappa’ og ‘Når snerlen blomstrer’. Vi sanser alt, som hovedpersonen Bjørn oplever og føler. Vi står i de samme dilemmaer som vores hovedperson, og der er ikke en irriterende fortæller, der tvinger os til hele tiden at tage stilling til, hvem der er den gode eller den onde. Vi behøver ikke engang selv tage stilling — i hvert fald ikke lige med det samme. Vi oplever bare, og vi kan selv bestemme – måske bagefter.
Det var i hvert fald det, jeg allerbedst kunne lide ved ‘DIG & MIG & ZLATAN’. At det er en roman, jeg har tænkt rigtig meget over bagefter og ikke rigtig kan slippe. Måske er den faktisk rigtig meget som ens egen ungdom.
Skriv et svar