Halvandet døgn efter vikingeskibet Havhingsten stævnede ud fra Vikingeskibsmuseet ved Roskilde fjord, har det nu kastet trodserne ved Kristianssand i Norge, meddeler Vikingeskibsmuseet her til formiddag.
En våd tur gennem Kattegat
Det er ikke blot de ventende deltagere på året Roskilde Festival, der har været ramt af regn, regn og atter regn. Besætningen på Havhingsten fik samme skylle fra oven på sejladsen op gennem Kattegat til Skagen. Besætningen har været gennemblødt det meste af tiden, og det har derfor ikke været muligt løbende at skrive de elektroniske dagbøger som ellers planlagt.
Allerede 24 timer efter afrejsen blev Skagen dog rundet mandag eftermiddag på grund af gunstige vindforhold, som uvejret også bidrog med. Derefter er turen gået til Kristianssand, hvor vikingerne nu samler kræfter efter den hårde og regnfulde første etape på eventyrrejsen til Irland.
Online dagbog fra vikingetiden
I dag kl. 12.32 blev den første side i Henrik Kastofts dagbog så lagt ud på Havhingstens hjemmeside. Ikke blot en kedelig weblog som nettet er oversvømmet med, men en unik beretning, der med eet trækker læseren ud af den luksuriøse sommerferie-tilværelse i havestolen og pladask smider een ombord på Havhingsten.
Med adskillige liter saltvand i hovedet, vågner man brat op til en hverdag med hårdt muskelarbejde ved årene og et tungt sejl, der skal sættes. Regnen pisker ned fra himlen, mens søsygen langsomt men sikkert sætter ind. Eneste afveksling er et spændende toiletbesøg på en murerspand, til offentlig skue for alle de andre 64 vikinger.
Skriv et svar