Hjerte på græs: Den gribende historie om den københavnske teenager, Julie, der tvinges til at starte forfra i et landsbysamfund på Vestsjælland.

Hjerte på græs

Forfatter: Anne-Marie Donslund

Sider: 176

Forlag: Gyldendal

Udgivet: 2010

Af Peter Kock Henrichsen

Julie er nødt til at flytte hjem til sin far i Vallekilde. Allerhelst ville hun bo hos sin mor i København, men morens karriereplaner er vigtigere end Julie, og da der dukker et attraktivt job op i New York, bliver Julie læsset af til et helt nye liv på Vestsjælland. Julies far er såmænd sød nok, og han har både skaffet Julie et fritidsjob i den lokale Fakta, og fået skrevet hende ind i 9. klasse på friskolen. Og selv om meget er nyt, bor Julies farmor og farfar og Julies stærkt demente mormor også i byen. Faktisk var det moren der af uklare årsager pludselig forlod hele familiefællesskabet og Vallekilde, lige da Julie var blevet undfanget.

Tiltrukket af knallert-Kenni

Direkte nedtur over at flytte ud på landet har Julie ikke, men imponeret er hun langt fra. Sammenlignet med København opfører folk sig helt tåbeligt, og da hun får øje på Kenni, der uden styrthjelm suser rundt på knallert med tabertøsen Vanja bagpå, er hun ved at flække af grin. Det viser sig hurtigt at Julie får meget opmærksomhed. Hun ligner sin kønne mor, som alle i byen kendte, og Kenni er tiltrukket af knallerter, smøger og ikke mindst: kønne piger. Julie er dog ikke interesseret i Kenni – tror hun – men inden længe får hun andet at tænke på, da der gå mystiske rygter rundt i byen, om hvorfor hendes mor forsvandt så pludselig.

”Jeg hedder forresten Kenni, ” siger han og bliver stående i døren og smiler.
”Okay,” siger jeg og vil gerne ud. Men han står der, så jeg ikke kan komme forbi. Han har brede skuldre, hans arme er brune, han har ringe og armbånd og ur og halskæde på. Tykke kæder, som dem i træningscentret. Dårlig smag. Virkelig dårlig smag. Men måske er det kun i København, det er taberagtigt.

Grinede højlydt

Jeg grinede mig højlydt igennem første tredjedel af Hjerte på græs. Anne-Marie Donslund har en genial tør humor, som hun bruger til at beskrive alle Julies nye syns- og sanseindtryk med, så man ikke kan lade være med at klukke af grin. Vi er endnu længere ude end provinsen, og her har folk altså deres særheder, og et helt andet sæt spilleregler end byboeres. Og det er ikke kedeligt.

Holder af Julie fra begyndelsen

Man kan ikke lade være med at holde af Julie lige fra begyndelsen. Hun har så meget gåpåmod, og beklager sig aldrig, selvom hun er tvunget til et nyt liv hun på ingen måde har bedt om. Historien er skrevet med en nærværende jeg-fortæller, som gør oplevelserne endnu stærkere, og vi hører ikke så meget om Julies ønsker for morgendagen og fremtiden: vi befinder os blot i nuet sammen med Julie.

Socialt drama og teenageliv

Bogen er virkelig gribende og letlæst, og det irriterede mig meget, at jeg var nødt til at slippe den halvvejs for at få sovet. Jeg er ikke til fantasy, men netop til at læse om sociale dramaer og teenageliv, så Hjerte på græs var vand på min mølle. Hvorfor opfinde helt nye verdener og væsner, når man blot kan tage en tur til Vestsjælland og finde endnu mere morsomme og interessante eksistenser og oplevelser dér?

Skønne personligheder

At stable pålæg i Fakta, besøge sin demente mormor på plejehjemmet hvor der stinker af tis, og at være tiltrukket af en fyr, som er én utro med den lokale tabertøs, lyder som noget man godt kunne være foruden. Men når Anne-Marie Donslund fortæller om det, bliver det fuldstændig fantastisk. Dels på grund af det dejlige glimt hun har i øjet som fortæller, og på grund af de skønne personligheder hun har givet menneskerne i Vallekilde. Det er en bid af livet på godt og ondt, og ingen af personerne er så stereotype af man kan forudsige handlingen. Sjovt og spændende!

Det er første bog jeg har læst af Anne-Marie Donslund, og det bliver bestemt ikke den sidste. Rigtig trist var jeg, da sidste side var nået. Gid Anne-Marie Donslund vil skrive hvordan det videre går Julie fra Vallekilde.