Tilbageblik : Er du til gamle spøgelseshuse, og har du set alle de nyeste film, burde du kaste et blik på de mange ældre film. Blot fordi man ikke brugte så mange special effects og ikke havde computereffekter, betød det ikke at man ikke kunne lave en psykologisk gyser, der virkelig skræmte. The Amityville Horror fra 1979 er nok 70’ernes bedste spøgelseshusfilm, og så bygger den på virkelige begivenheder, og hvem elsker ikke det?
”The Amityville Horror”
Genre: Horror
Land: USA
Instruktør: Stuart Rosenberg
Distributør: SF Film
Premieredato: 1979
| Af Peter Kock Henrichsen |  |
13. november 1974, klokken 03:15 blev seks familiemedlemmer skudt, sovende i deres senge i en stor villa i Amityville, en lille forstad beliggende på sydkysten af Long Island i staten New York. Familiens ældste dreng, den 25-årige Ronald Defeo Junior var den eneste overlevende, og klokken halv syv om morgenen styrtede han ind i Henry’s Bar i Amityville og skreg: ”You got to help me!” Efter nærmere efterforskning blev Ronald Defeo Jr anklaget for selv, at have skudt sin familie, og han sidder stadig i fængsel med seks livstidsdomme som strafudmåling.
Forfulgt af paranormale eksistenser
I december 1975 flyttede George og Kathleen Lutz og deres tre børn, ind i Defeo-familiens tidligere villa, på adressen 112 Ocean Avenue. Efter kun 28 dage flygtede Lutz-familien fra villaen, som de hævdede havde terroriseret dem med paranormale aktiviteter. Om Lutz-familien virkelig blev skræmt fra vid og sans af paranormale eksistenser, har der været meget debat om i medierne. Men Defeo-tragedien på 112 Ocean Avenue er en helt igennem sand historie.
Jay Anson udgiver en sand historie
I 1977 udgav forfatteren Jay Anson så bogen “The Amityville Horror – A True Story”, og Anson hævdede at alle bogens detaljer byggede på interviews af George og Kathleen Lutz, der selvfølgelig kom i skarp fokus i alle de amerikanske medier. Om der virkelig er genfærd på 112 Ocean Avenue i Amityville, kan du selv undersøge hvis du en dag kommer til Long Island, NY, for Defeo-familiens villa står der skam endnu. Men hvis du har sarte nerver, kan du “nøjes” med at se et par af filmatiseringerne af Lutz-familiens oplevelser.
Den første filmatisering
MGM’s første filmatisering kom allerede i 1979, kun to år efter Ansons bog, hvilket beviser at “The Amityville Horror” har været 70’ernes store samtaleemne. Personligt kan jeg huske at jeg som 12-årig sneg mig ned i den lokale biograf og så den, dog med den danske titel “Huset som Gud glemte”. Det var ikke meget jeg fik sovet de efterfølgende nætter, og “aleneting” såsom tandbørstning, blev droppet helt i flere dage.
Nyeste remake er fra 2005
“The Amityville Horror” fra 1979 er en fremragende filmatisering som stadig kan give mig gåsehud. Til sammenligning så jeg MGM’s nyeste filmatisering fra 2005, med samme titel. Den nye udgave er et “remake” der er næsten identisk med 79’eren, og den skal stadig forestille at foregå i 1975 hvor Lutz-familien flyttede ind, så alle 70’er særprægene er heldigvis bevaret. Den uheldige barnepige med kæmpe tandbøjle er udskiftet med en nedringet hashrygende sexbombe i top og bar mave. Så fræk en udgave, at Lutz-familiens 12-årige søn der ellers ikke vil have barnepige, hurtigt ombestemmer sig. Dét der har fået en ordentlig omgang i den nye version af “The Amityville Horror” er effekterne. Nu ser man ikke blot gyngestole der vipper af sig selv. Nu ser man genfærdene! Og det er virkelig lavet delikat og fremragende — alligevel synes jeg at 79’eren vinder kampen. Dyre effekter udkonkurrerer ikke nødvendigvis et psykologisk gys. Men prøv at se begge filmene, og vurder selv!
I rulleteksterne på 2005-udgaven, takker MGM, George og Kathleen Lutz, for at have leveret oplysninger til filmen, så du kan være sikker på at “The Amityville Horror” bygger på virkelige begivenheder! Eller kan du?
Trænger du til mere Amityville Horror:
Skriv et svar