Ungdomsanmeldelse: Luftens sidste mester har faktisk kun fået negative anmeldelser fra de ældre filmanmeldere i pressen. Her kommer de unges meninger:

Anmeldt af Lise Theill Warming, 18 år

Titel:

“Luftens Sidste Mester”

Instruktør:

M. Night Shyamalan

Land:

USA

Distributør:

United International Pictures

Premieredato:

29. juli 2010

Luftens Sidste Mester foregår i et univers, hvor menneskene tilhører et af de fire elementer, luft, vand, jord eller ild. Indenfor hver stamme er der nogle såkaldte ”bender’s”, altså ”bøjere”, som kan forme deres respektive element efter deres vilje.

Til at skabe balance i verden findes Avataren. Den eneste på jorden som mestrer håndteringen af alle fire elementer. Men Avataren har nu været forsvundet i hundrede år, og ildnationen har ført krig mod, og undertrykt de andre nationer. De har helt udslettet luftstammen. Men to børn fra den nordlige vandstamme finder den længe savnede Avatar, Aang, som endnu kun er en dreng, og de tager det ansvar på sig, at ledsage ham rundt i verden for at lære at mestre alle elementerne, og dermed være i stand til at genoprette balancen i verden.

Avatar? Er de ikke de blå rumvæsner?

Nej, det er det ikke. Selvom det også var min første tanke. Luftens Sidste Mester er baseret på en tegneserie kaldet Avatar, som er blevet vist på børne tv-kanalen Nickelodeon. Universet og dets myter og sagaer var under forberedelse i hele 6 år, og endte ud i en tegneserie på over 30 timer, som blev vist i omkring 120 lande.

Nu er den så blevet filmatiseret, og Luftens Sidste Mester er den første af de fire film, der skal udgøre den episke saga. Selv har jeg kun set få afsnit af serien, da Nickelodeon holdt weekend-maraton, men jeg kunne alligevel genkende historien. Handlingen følger til en hvis grad tegneserien, selvom det selvfølgelig har været nødvendigt med lidt ændringer for at koge 30 timer ned til 4 spillefilm.

En flyvende gigant bisonokse med 6 ben

Universet, som filmen foregår i, er intet mindre end fantastisk og magisk. Specielt var jeg forelsket i vores heltes transportdyr, et kæmpe flyvende væsen der mest af alt mindede om en blanding mellem en bisonokse, og en larve. Animationerne var virkelige fede, og jeg følte mig, som den fantasyfan jeg nu engang er, med det samme hjemme i universet. Det virkede ægte og gennemtænkt, og bagefter løb jeg rundt udenfor i gadelygternes skær og efterlignede de vilde kampsportsbevægelser, der er grundlæggende for at kunne beherske elementerne. (Det lykkedes dog desværre ikke for mig).

En tolvårig der redder verden

Jeg var ret vild med filmen, og det eneste der måske irriterede mig lidt, var Aangs (avatarens) overlegenhed i forhold til alle andre. Han havde selvfølgelig sine indre problemer, og han blev også spillet super godt af Noah Ringer, men en smule af spændingen forsvinder lidt, når man ved at han alene, kan overvinde hundrede af soldater, og så behersker han endda kun håndteringen af to af elementerne i denne film. Han må godt have det lidt sværere i de næste film.

Kampen er først lige begyndt

Jeg skal helt klart ind og se de næste film også, for når man som mig ikke kan få nok af episke film, hvor det gode kæmper mod det onde, så er filmen et absolut must. Jeg er forelsket i universet, og specielt i dets karakterer. Katara som den handlekraftige pige, Zuko, den unge prins fra ildnationen der egentlig ikke er ond, men bare kæmper for at leve op til sin fars forventninger, og Sokka, Kataras bror, som er med til at bringe lidt humor ind i al storladenheden.

Når Luftens Sidste Mester vises på stort lærred, så er det fantasien der er hovedingrediensen. Et univers med myter og magi der minder mig, om de mange fantasybøger jeg som barn, og stadigvæk engang i mellem, elskede at lade mig suge ind i for at slippe for hverdagens kedelige voksenverden.

God fornøjelse!


Maria, 16 år, Slangerup

”Det skulle være lidt af en drengefilm,” og ”jeg synes ikke den er særlig god.” Var de to ting jeg havde hørt om ”Luftens Sidste Mester” inden jeg satte mig godt til rette i de bløde biograf sæder. Da filmen var slut sad jeg tilbage og tænkte, ”enten er jeg en drengepige med dårlig smag, eller også har de andre set filmen med lukkede øjne!” Jeg synes virkelig filmen var fed, og selvom det er en fantasy/action film, vil jeg godt lige have lov at påpege at der altså også er kærlighed med i den. Effekterne var virkelig godt lavet, jeg kunne specielt godt lide måden de havde lavet ild og vand. Det eneste jeg synes var lidt ærgerligt, var at den virkede meget langtrukket, men det var nok fordi jeg ikke havde opfattet at handlingen strækker sig over flere film.

Andreas, 16 år, Århus

Denne film vil meget og den vil det på kort tid, men mens jeg så den, dukkede der hele tiden en tanke op i mig, at den ligesom havde mistet noget til fordel for flotte kameravinkler, imponerende visuelle effekter og massiv reklamering.
Skuespillet virkede mindre overbevisende for mig end et 7. klasses skuespil, hvilket kom så langt til, at fx flere i biografen tydeligvis grinede over en scene mellem Aang, Kataro og hendes bror, hvor manuskriptet var så absurd dårligt skruet sammen, at jeg desværre også fik en ubærlig trang til at grine af det.
Jeg savnede også rigtig meget humor. Den var alt for alvorlig og specielt for en, som ikke kendte så meget til dette univers som mig. Kærlighed, humor, indlevelse – hvor var det alt sammen henne?
Men måske er den bedre for folk, som har set serien? For folk som interesserer sig for fantasyverdener og som ikke er så fokuseret på filmiske virkemidler og skuespil? Måske er jeg bare hyklerisk? Jeg bliver desværre nødt til kun at give den 1 ud 6 stjerner

Redaktøren

3 stjerner

Jeg sad med åben mund af benovelse over de fascinerende isbyer – computereffekter leveret af Industrial Light & Magic (Star Wars). Dér stoppede begejstringen så. Bedårende smukke Katara (vandprinsessen) burde have fået følelserne frem i os men virkede fuldstændig stemningsløs – uden mimik og indlevelse. Og hendes bror Sokka forblev kun en kold fisk man ikke engang gad lære at kende. Replikkerne var overdramatiske som i Shakespeare, og der var kun ét humoristisk element i hele filmen hvor biografsalen grinede, nemlig da Katara ikke kan styre sin vandbøjning og får smidt is over sin sure bror. Skurkene var umulige at tage seriøst og lignede romerske soldater fra en Asterix-komedie. Aang gav aldrig nogen rigtig stryg, så jeg troede på det.

3 stjerner til Industrial Light & Magic og Seychelle Gabriel i rollen som prinsesse Yue – den eneste skuespiller jeg troede på.