Anne-Marie Donslund: Hun har fået skrevet sig ind på en rigtig varm plads i børnelitteraturen i det nye årtusinde, og hun har netop få utrolig fine anmeldelser på et forfattersamarbejde med facebook-romanen “Er I der”. De fleste forfattere bærer også rundt på en spændende personlig historie. Vi har fået lov til at spørge ind til Anne-Maries.

Af Peter Kock Henrichsen
Hun er pokkers aktuel lige nu, fordi hun har fået rigtig fine anmeldelser af blandt andre Politiken på facebook-romanen “Er i der”, og har desuden også lige har udgivet den nye Isas Stepz-bog i samarbejde med Danmarks Radio og Carlsen.

Hun har i det sidste årti sprøjtet nogle rigtig gode børnebøger ud, og det virker som om kreativiteten blot stiger år for år. Vi skriver selvfølgelig om Anne-Marie Donslund, der virkelig er slået igennem som børnebogsforfatter i det nye årtusinde. En forfatter der har over 700 venner på facebook, og som fluks får spandevis af søde, morsomme og opfindsomme kommentarer tilbage, når hun giver et lille pip.

Men hvem er denne kvinde som spreder så meget glæde på Vallekilde Højskole, og som rammer lige i øjet, når der skal skrives om den svære førpubertet og pubertet for de unge. Vi var i hver tilfælde blevet rigtig nysgerrige på Kultur for unge, så vi kastede os ud i et moderne mail-interview med den travle forfatter. For når man netop har udgivet en facebook-roman, er man selvfølgelig også frisk på et mail-interview. 🙂

Maj, 2010

– Hej Anne-Marie 🙂 Vi starter lidt traditionelt ud, men hvornår begyndte du egentlig at skrive?

Det startede, da jeg købte en dagbog med lås som 12-årig og fandt et gemmested, min tvillingebror ikke kunne finde (tror jeg da). I perioder skrev jeg rigtig meget som ung. Breve, dårlige digte, dagbog. Ikke fiktion. Faktisk tror jeg især, det er brevskrivning, der har skabt mit skrive-gen. Jeg havde mange pennevenner, og det blev måske især udviklet, da jeg som 19-årig, fik en penneven, jeg mødte på interrail: Michael fra Holte. Vi skrev nogle meget lange reflekterede, ærlige og sjove breve, og det var noget, jeg dyrkede helt vildt i de følgende års rejser rundt i verden. Jeg opdagede, at jeg tænker bedst, mens jeg skriver. Det er en slags reflektionsskrivning, hvor man er til stede i nuet, i skrivningens nu og tænker i dette nu og formulerer sig i dette nu. Og jeg fandt ud af, at jeg simpelthen er lykkeligere i det nu end i andre nu’er. Det er et ekstatisk nu.


– Julie fra Hjerte på græs er københavner, der flytter til Vestsjælland, og Sara fra Saras stil og Sara og rideskolens musical bor i Ballerup, som ligger lige op ad Storkøbenhavn. Er du også selv vokset op som københavner-pige?

Nej, jeg er født og opvokset i Ikast (i et bageri), har studeret i Århus og haft mit første højskolejob i Sønderjylland. Jeg taler faktisk megajysk. Men jeg boede i Ballerup, da jeg skrev de to bøger om Sara, og jeg bor i Vallekilde nu, hvor Hjerte på græs foregår.
Jeg tror, jeg har brugt bøgerne til digte mig ind på fremmede steder, jeg er flyttet til. I Ballerup følte jeg mig meget fremmed og boede med udsigt til et højhus, jeg ved hjælp af Sara døbte Grædemuren, fordi det er så grimt, at det er til at græde over. Det var et meget gråt sted at bo. Man blev grå indeni. Men jeg holdt det grå fra livet ved at skabe min egen fortælling midt i det hele.
Min bog, Firebanden, skulle også have foregået i Ballerup, banden bestod i første omgang af sammenbragte børn og en kat, men så blev jeg skilt fra Mr. Ballerup, og det gjorde at jeg ikke kunne skrive bogen før jeg flyttede fortællingen væk. Det blev så Hundested, primært på grund af navnet.
Bent og den amerikanske Truck foregår i Thyregod, hvor jeg altid var på ferie som barn og ung. Jeg var pennevenner med brugsuddelerens datter, Lisa, og havde altid en følelse af, at det var en magisk landsby. Ikke fordi der sådan sker magi på den måde. Eller jo lidt måske…
Hundested og Thyregod! Det ser ud til, at jeg også falder for bynavne med dyr i.

– Har du altid gerne ville være forfatter?

Nej. Tanken opstod, da jeg var 17-18 år. Jeg fandt ud af, at jeg kunne skabe det lykkelige ekstatiske nu ved at skrive breve og dagbog. Det var flowskrivning, for det flød bare ud af min kuglepen. Det var ligesom om, jeg opdagede en kilde inde i mig selv, og jeg vidste instinktivt, at fra denne kilde ville der komme til at flyde skrift, tekst, historier.
Opdagelsen gjorde mig helt elektrisk, jeg løb ind i stuen, hvor min mor sad og læste Herning Folkeblad.
”Mor, nu ved jeg, hvad jeg vil være,” råbte jeg.
”Hm,” brummede hun bag avisen.
”Jeg vil være forfatter.”
”Hm,” svarede hun uden at sænke den.
Min mor var bagerkone og kendte hele byen. Om aftenen, når vi spiste aftensmad, sad hun altid og gengav situationer fra butikken og fortalte, hvad den og den kunde havde sagt. Hun lavede stemmen om og var meget underholdende. Indtil min far stoppede hende og sagde, at hun ikke skulle gøre nar af vores kunder. Måske er det i virkeligheden fra min mor, jeg har fascinationen af hverdagen.
Alligevel kan man ikke sige, at jeg har fået opbakning til denne skøre idé fra min familie. Faktisk har min familie altid været en smule irriteret over, at jeg stikker ud. Når vi skulle have is i min barndom ville alle de andre (jeg har tre brødre) have vafler. Men jeg ville ikke have en vaffel. Jeg ville have en ispind. Det, syntes de, var typisk mig.
”Typisk dig, at du altid skal være anderledes.”
I virkeligheden prøvede jeg bare at være mig selv.


– Hvordan udviklede din skrivning sig igennem årene?

Fra drømmen opstod, gik der virkelig mange år, før det lykkedes mig at finde ud af, hvad det så var jeg skulle med den kilde dér. Jeg fandt ud af, at jeg er et meget banalt menneske, og at hver gang jeg ville skrive noget, som var fint og højt og dybt, så blev det søgt. Falskt. Jeg forsøgte at realisere det, da jeg læste idéhistorie på Århus Universitet og fik en idé til en historie om en forsøgsrotte, der havde fået indopereret en menneskefosterhjerne (hvilket jeg havde læst at man gjorde). Men så fik jeg totalt skriveblokering. Jeg anede ikke, hvordan jeg skulle gribe det an. Det var sindssygt frustrerende. Og jeg var helt vildt bange for at blive eksponeret som en stor nar og sablet ned af anmelderne, blive gjort arveløs osv. Og så kunne jeg heller ikke sidde stille til at skrive på noget så stort.
Det var helt umuligt. Og det blev ved med at være en umulig og uopnåelig drøm.
Jeg måtte opgive. Ikke bare sådan på skrømt. Jeg opgav helt og aldeles drømmen om at skrive. Jeg besluttede, at det kunne jeg ikke. Jeg kunne ikke sidde stille til det. Og det var også lige meget. Verden var fuld af gode bøger, jeg kunne lave noget andet.

At opgive var den bedste og vigtigste beslutning, jeg tog. Opgivelsen gjorde, at jeg opgav tanken om, at jeg skulle blive til noget helt særligt. Nu kunne jeg i stedet hengive mig til at være mig selv i et almindeligt liv, og da jeg efter mine studier blev højskolelærer i filosofi og teater på Rønshoved Højskole, var jeg lykkelig. Det var SÅ sjovt at være højskolelærer, og jeg fik afløb for at skrive ved at lave morgensamlinger og skrive teaterstykker med eleverne.
Jeg betød noget for nogen. Det var vigtigst. Jeg følte, at jeg blev til mig i det job. Det var en stor lettelse efter alle de år på universitetet, hvor jeg altid følte, at det var et pseudoliv.

Men så fik kærligheden mig til at opgive dette drømmejob efter knap tre år. Jeg flyttede til Ballerup. Og så opstod det igen. For at give det mening at forlade noget fantastisk, var jeg nødt til at erstatte det med noget andet. Som ikke bare var kærlighed. Kærlighed er jo skrøbeligt og flygtigt, så jeg måtte finde meningen i mig selv. Jeg ville skrive. Og det gjorde jeg. Jeg skrev på et stort filosofisk essay om forførelse, og jeg skrev et teaterstykke, som jeg sendte til Peter Langdal (han svarede ikke). Og jeg skrev sangtekster og noveller. Men jeg blev ikke ordentlig færdig med noget. Min mand var træt af at forsørge mig og børnene, og da han så en børnebogskonkurrence i avisen, spurgte han, om jeg ikke bare kunne skrive en børnebog.
”Det kan da ikke være så svært…”
”Næh, det kan det vel ikke,” tænkte jeg.
Og gik straks i gang. Og det flød. Det flød og flød. Som fra en kilde! Her var kilden! Jeg skrev løs, og jeg morede mig, og jeg vidste aldrig hvad der ville ske lige om lidt. Og det var simpelthen helt vildt sjovt. Tre måneder efter sendte jeg manuskriptet ind til konkurrencen, ventede et halvt år, og hørte ingenting. Jeg tabte modet igen.
Året efter annoncerede forlaget Carlsen med en workshop. Hvis man sendte de første 15 sider ind på en børneroman, kunne man være heldig at blive optaget. Jeg sendte ind – og hurra, dette var mit første nåleøje – jeg blev kom ind.
Vi mødtes en gang om måneden henover et forår. Vi sad tre forfattere (en af dem var Tina Schmidt, nu Tina Sakura Bestle, som nu er min gode veninde og læser) og vores konsulent var Kari Sønsthagen.
Endelig fik jeg kvalificeret kritik. Kari pegede på, hvad der fungerede og hvad der ikke fungerede, hun sagde min synopsis på resten af bogen var elendig, så den smed jeg ud, og hun opfordrede mig til at søge ind på forfatterskolen for børnelitteratur.

– Hvornår gik det op for dig, at du virkelig kom til at udgive din første bog?

Workshoppen på Carlsen gav mig ægte håb. Jeg skrev bogen færdig i løbet af noget tid og sendte den ind, men forlaget syntes ikke, den var klar til udgivelse. Øv. Undervisningen på forfatterskolen var imidlertid med til at give mig et overblik over plot og struktur, så jeg kunne få de sidste brikker til at falde på plads. Det var hårdt, det var en kamp, men heldigvis har jeg evnen til at kunne koncentrere mig og knokle. (Den evne fik jeg nemlig, da jeg skrev speciale på universitetet. Jeg havde et halvt år. Mit ældste barn var 6 måneder, og 6 måneder efter skulle jeg føde igen. Der var ikke tid til pjat og svinkeærinder. Der var 6 timer om dagen, 4 dage om ugen, plus nogle weekender, når faderen tog af sted på tur med vores datter. Faktisk tror jeg, DET er årsagen til at jeg overhovedet er i stand til at skrive en roman nu.)

Da bogen endelig blev antaget, fattede jeg det ikke. Den udkom i november 2003, og jeg fattede ikke, at jeg nu var forfatter. Da jeg var til min første julefrokost på forlaget, var jeg sikker på, at alle vidste, jeg var gået forkert. Det tog mig nogle år at vænne mig til, at det her faktisk kunne blive en slags levevej, at jeg kunne kalde mig selv det store ord; forfatter.

– Kan du fortælle hvad du laver nu på Vallekilde, og hvad Vallekilde er?

Vallekilde er en fantastisk smuk og gammel højskole, der ligger vidunderligt naturskønt. En højskole for kommunikation og kreativitet. Der har jeg startet en forfatterlinje for unge (fra 18 år), som drømmer om at skrive. Man kan gå der tre måneder om efteråret og 5 måneder om foråret. Jeg arrangerer også korte skrivekurser om sommeren. Et af dem er et kursus i børnelitteratur med workshops og foredrag. Man bor på højskolen og møder folk, der interesserer sig for det samme som en selv. Mange af mine elever laver skrivegrupper bagefter, og bruger hinanden rigtig meget.
Efter sommerferien stopper jeg som fuldtidslærer for at få tid til at skrive noget mere. Men jeg vil stadig være en af underviserne på forfatterlinjen og om sommeren på de korte kurser.

– Hvad er det i barndommen og ungdommen, der er så unikt, at du hellere vil skrive om det, frem for om voksenlivet?

Det er egentlig ikke fordi jeg synes barndommen er mere unik end voksenlivet. Jeg synes, livet er unikt. Men det ved man ikke, når man er barn. Og det er unikt. Hvis jeg siger til mine børn: husk livet er unikt. Så vil de kigge på hinanden og lave øjne. Det der til gengæld er helt unikt for børn, er, at de udvikler sig hele tiden, de flytter sig, de får nye tanker om verden, de får erfaringer, de overvinder frygt for alt muligt. Voksne har en tendens til at hænge fast i meningsløse verdensbilleder, som gør dem dumme og uinteressante. Jeg hader når voksne siger: ”Nu er jeg jo typen, der….”. Eller ”Jeg plejer at sige at…”. Jeg kan blive helt trist på menneskehedens vegne, når voksne bare går i stå og så står og sjosker det samme sted resten af livet. Da jeg var ung, vidste jeg tidligt, at jeg ikke ville ende som ”dem i Ikast.” Min drøm var ikke, at få mand, børn, parcelhus og job på et kontor. Det er den der med at man bliver puttet i en kasse, hvor alle gør det samme og siger det samme og tænker det samme – og så er voksne så fordømmende. Det gør mig helt dårlig.
Og det er grunden til, at jeg ikke skriver til voksne. Jeg kan ikke skrive til nogen, der er fordømmende. Det kan godt være, det bare er i min fantasi, det er sådan – ha, ha, ja, alting befinder sig jo ligesom i ens hoved! – Men når jeg skriver til børn, så er kilden åben, og den strømmer, men sætter jeg mig for at skrive til voksne, så tørrer den ud, før jeg overhovedet har sat mig. Jeg har prøvet, og den er sikker hver gang. Måske har jeg ikke den kilde. Måske kan jeg kun skrive til børn og unge.


– Er der nogen oplevelser eller følelser du specielt gerne vil give videre til dine unge læsere, som du ikke synes blev skildret i børne- og ungdomsbøgerne, da du selv var teenager i begyndelsen af 80’erne?

Nu læste jeg faktisk rigtig meget som barn og ung. Jeg arbejdede jo på skolebiblioteket, så jeg læste også de frække ungdomsbøger i smug ret tidligt. Og bøgerne var meget forskellige. Der var både sjove, sørgelige, spændende og kedelige bøger. Men det jeg mener, jeg kan give børnene og de unge, det er en stemme. Der var mange sjove bøger også dengang men der var ikke så mange, der havde en fortæller som var selvironisk og som samtidig på en sjov måde stillede spørgsmål til hvem man selv er. (Lige nu kan jeg kun komme i tanke om Bjarne Reuter og Astrid Lindgren)
”Hvem er jeg?” Er det vigtigste filosofiske spørgsmål for ethvert menneske, barn eller voksen. Og det vigtigste spørgsmål i livet. Og jeg tror faktisk, at alt hvad jeg skriver kredser om det. Det var det spørgsmål jeg stillede mig selv som barn og ung, jeg kunne glo på mig selv i et spejl i timevis for at trænge ind i mig selv, men jeg fandt aldrig noget litteratur for børn og unge, der mødte mig i det.

Jeg arbejder også meget med at give mine hovedpersoner nogle dårlige sider, og forsøger at vise at de ikke er helt troværdige. Og så håber jeg mine læsere opdager det og elsker dem for det alligevel. Kærlighed er at man elsker hinanden, selvom man nogle gange er en bitch og ser tingene fra en meget snæver synsvinkel. Julie er jo vildt negativ og (næsten usympatisk) ironisk overfor Vallekilde og Hørve, da hun kommer dertil. Men langsomt bliver hun opslugt af stedet, menneskene og stemningen. Og så ser hun det først udefra igen, da Camilla og Clark kommer til byen.

Jeg hader at høre på, at man skal være selvsikker og fyldt med selvværd og have succes og bla bla bla. Sådan er livet bare ikke. Jeg tror, det er et grundvilkår at vi er usikre og ikke ved, om vi er noget værd. For man er kun noget værd så længe man har bevist man er det. Så kan man leve højt på det et stykke tid, og så går det bare ned ad bakke igen. Og så må man op på hesten en gang til.

Jeg hader når folk er så sikre på, hvem de er og hvorfor og ser ned på andre og bagtaler hinanden. Jeg hader sladder! Det eneste, jeg hader mere end sladder, er, når jeg opdager, at jeg selv sladrer. Det er et paradoks, at man gør ting, man selv hader.

Man kan godt sige, at mine bøger er min måde at sladre på. Jeg aflurer virkeligheden og bruger folk jeg kender og citerer nærmest det de siger. Jeg håber ikke, folk bliver sure. Jeg gør det kun af kærlighed.

Både Sara og Julie lever i opsplittede familier, og har en del personlige kvaler med det. Er der noget specielt du gerne vil fortælle om de opsplittede familier?

Ja, splittede familier er seje! Splittede familier er kommet ud af normalitetsbegrebet, de har undgået den triste skæbne at være en rigtig familie. Jeg får kvalme ved tanken om al den rigtighed. Jeg holder med de forkerte og det forkerte. Jeg tror, det er dem, der ikke lever op til kravene om hvordan alting skal være, at det er dem, der har fat i den lange ende. De er tættere på sandheden. Hvis den findes. Og de slipper for at skulle spille skuespillet: den rigtige familie.


– Der sidder mange hundrede teenagepiger og nogle få drenge som drømmer om at blive forfattere. Har du nogle gode råd til hvad de skal holde fast i, eller styre efter, for at få deres drøm til at gå i opfyldelse, ligesom du har formået?

Ja, for pokker:

  • Øv dig i at skrive meget kort og præcist. (Teenagepiger skriver alt for meget og alt for langt)
  • Tænk over, hvad der sker under overfladen, når to mennesker taler sammen.
  • Drop fantasy! Hvis du tør skrive om virkeligheden, har du en meget, meget større chance for at slå igennem.
  • Vær modig. Skriv det, du ikke tør! Det skal gøre ondt, og du skal hente alle følelser inde i dig selv.
  • Lav powerwriting eller flowskrivning eller automatskrift hver dag. Sæt dig ned. Sæt et æggeur på 20 minutter. Skriv uden stop, det er lige meget hvad du skriver, bare skriv. Det gør, at du finder ind til netop DIN kilde, din fortællerstemme.
  • Gå ind i en skrivegruppe og gå til undervisning, så du lærer at give og modtage kritik. Hvis du ikke kan modtage kritik, bliver du aldrig god. Tud, tør øjnene og gå så i gang igen.
  • Det skal være sjovt. Du skal selv have det fedt med at skrive, ellers er det meningsløst.
  • Du skal ikke kun drømme om at blive forfatter. Det er næsten umuligt at leve af. Sørg for at lave flere ting, du synes er sjovt og godt.
  • Læs en masse bøger, også lange og mærkelige bøger.
  • Saml noget erfaring. Hvis du skal skrive hvordan det er at kysse en dreng, så er det en god ide at gå ud og kysse en i virkeligheden. Husk at ALT du oplever kan bruges som research. Kærestesorg. Tab. Savn, intriger, uvenskab, følelser af at alting er dumt og meningsløst. Brug det hele. Se på verden. Lugt til den. Brug den.

Kultur for unge har anmeldt: