Et blodigt spil:

Af Peter Kock Henrichsen

Lasse er 13 år og har været lun på Vivi lige siden 3. klasse. Men da han spørger om hun ville komme sammen, får han nej. Imidlertid har Lasses ven Mark fundet en spændende, gammel bog, der omtaler noget der hedder Dødespillet, skrevet af Gregorius Den Evige. Mark er fuldstændig vild for at spille spillet, og tvinger nærmest Lasse til at deltage, og sammen med Vivi og Stina, tager de ud til den lokale kirke, for at kaste sig ud i det. Men spillet udvikler sig selvfølgelig ikke i den retning som de fire teenagere havde regnet med.

Set up’et lyder rigtig godt

Set-up’et i denne letlæste bog for de 8-10-årige lyder egentlig rigtig godt. At spille rollespil på den lokale kirkegård, var helt klart én af mine store drømme da jeg var i samme alder. Til enhver klassefest på skolen forlod vi gerne dansegulvet, for at komme ud og lege mørkelege med de piger vi var forelskede i. De gamle garvede gyserlæsere vil også i første omgang tænke på Dennis Jürgensens Mørkeleg, hvor fire unge i begyndelsen af 20′erne beslutter sig for at spille ”Backstabbed” i et mørkt ubeboet hus.

Svært at identificere sig med hovedpersonen

Desværre er der nogle ting, der gør at jeg aldrig bliver rigtig grebet af Et blodigt spil. For det første er hovedpersonen Lasse noget af en tøsedreng, der egentlig allerhelst ville være fri for at spille Dødespillet, og i stedet for at identificere mig med ham, kommer jeg til at identificere mig med Vivi, fordi hun netop afviser ham som kæreste.

Pigerne er beskrevet bedst

Desuden er Vivi den eneste person i bogen, som er beskrevet med sit udseende, blå øjne, smukt hår, og med familiemæssig baggrund. Lasse, Mark og Stina får man aldrig beskrevet udseendet af, og man hører aldrig om deres familie eller fortid, lige bortset fra at Lasse har været forelsket i Vivi siden 3. klasse. Stina viser lidt girlpower ved ankomsten til kirken, der gør at hun træder i karakter og de andre sætter sig i respekt, mens både Lasse og Mark virker fuldstændig anonyme. Og når hovedpersonen famler lidt forvildet omkring uden den store personlighed og mening om tingene, bliver det aldrig rigtig godt.

Tegninger af Patrick Leis

Patrick Leis har tegnet de fire unge, hvor de sidder sammen i kirken og skal i gang med Dødespillet. På tegningen er de fire teenagere afbilledet ansigtsløse, og lidt tragikomisk var det desværre også præcis sådan jeg oplevede dem som læser.

Svært at hamle op med Dennis J

Selvfølgelig er Jürgensen en svær mand at hamle op med, og blive sammenlignet med, men jeg oplevede heller ikke rigtig at de unges dialoger flød, som de skulle. De havde noget kunstigt over sig, og der var ret meget med ”siger jeg, siger Vivi, siger jeg” – altså en meget lille variation i direkte tale. Lidt humor og glimt i øjet kunne havde frisket dialogerne gevaldigt op – også uden at det behøv at blive komedie.

En enkelt spændende scene

Da selve Dødespillet går i gang, og de unge må løbe rundt i kirken og på kirkegåden på egen hånd, i en alles kamp mod alle, begynder det dog at blive rigtig spændende. Plottet er set før, men der skal nok være mange af de 8-10 årige som ikke er stødt på det endnu. Det bedste ved bogen, er at idéen med at styrte rundt i natten på kirkegården, er fuldt realiserbar. Man skal blot bilde forældrene ind, at man sover hos hinanden, og så er det ellers ud i natten og spille ”Dødespillet” med dem man er forelsket i. Det får man virkelig lyst til, efter at have læst Et blodigt spil.



Camilla Wandahl: Et blodigt spil. Illustreret af Patrick Leis. Forum, 128 sider