Christiane F.: I morgen er det slut: En 13-årig tysk piges barske, men sandfærdige, livshistorie med heroin og prostitution.

Af Peter Kock Henrichsen

Titel:

“I morgen er det slut”

Forfatter:

Christiane F.

Sider:

229

Forlag:

Haase

Følelses-barometer:






I morgen er det slut slugte jeg på et døgn. Ved computeren, i sofaen, ude i snesjappet mens jeg gik til bussen, i S-toget, og tilmed på rulletrappen på Ryparken Station. Hele livet må finde sig i, at blive sat på pause, når man først lever sig ind i Christianes F.’s liv på banegården, ‘Bahnhof Zoo’, i Berlin.

På heroin som 13-årig

I morgen er det slut er en sandfærdig beretning, en selvbiografi, af den tyske pige, Christiane Felscherinow , som på grund af familieproblemer og kedsomhed, allerede som 12-årig begynder at ryge hash og tage LSD. Barndommen i det sociale boligbyggeri Gropiusstadt, er ubarmhjertig og følelseskold, men Christiane finder til sidst nogle venner, der alligevel bekymrer sig om hende.

Hun bliver trukket med i den protestantiske kirkes ungdomsklub, ”Haus der mitte”, og selv om det lyder harmløst, er det netop dér Christianes misbrug bliver mere og mere omfattende. Inden længe avancerer hun heroin-karrieren, og som kun 13-årig må hun trække på ‘Bahnhof Zoo’ for at skaffe nok penge til sit misbrug.

En livshistorie du aldrig glemmer igen

I morgen er det slut er en barsk men rørende beretning, som du aldrig glemmer igen. Nogle vil måske fortælle dig at bogen kun er fyldt med alle de klamme ting Christiane bliver udsat for, men sandheden er en anden. Den handler lige så meget om ægte venskaber, kærlighed, og problemer med de forældre som man elsker og hader på én gang.

Bare man kunne redde hende

Halv igennem bogen, kunne jeg ikke sove om natten, fordi min hjerne hele tiden viste mig billedet af tændstiktynde Christiane der trækker på ‘Bahnhof Zoo’. Selv om det hele skete for over 30 år siden, havde jeg kun lyst til at køre til Berlin, stoppe Christiane i lommen, og køre hende væk til et nyt og bedre liv.

Christianes livshistorie har også gjort så stærkt indtryk på den danske oversætter, Hans Hansen, at han tilmed har skrevet et personligt efterord, hvor han forholder sig til Christianes liv. Det har jeg aldrig set en oversætter gøre før.

Væmmelse og afsky blandet med ærefrygt

Ligesom Hans Hansen sidder jeg også tilbage med væmmelse og afsky over for vores syge samfund, hvor mange voksne enten udnytter børn, eller ignorerer dem totalt. Samtidig har jeg en enorm ærefrygt for Christiane og hendes ærlige livshistorie, der sådan set kunne være overgået os alle. Vi bestemmer jo ikke hvilken familie vi bliver født ind i.

Christianes mors fortælling

Sproget er nemt og flydende, og er skrevet i ”jeg”-form, og det gør alt sammen, at man lever sig uhyggeligt nemt ind i historien, og får identificeret sig med Christiane. Pudsigt nok er der også små afsnit, hvor man får lov til at høre Christianes mors side af sagen. Det stikker i hjertet, når man forstår hvor svært moren har det. Man vil gerne give hende skylden, men kan ikke, for ingenting er så sort/hvidt, som man først havde håbet på.

Stærke tegninger af et liv uden junk

Det, der gjorde lige så stort indtryk på mig, som selve Christianes historie, er, at man i begyndelse af bogen, er nødt til at bladre igennem ægte fotos af de personer Christiane kendte. Blandt andre Babette (Babsi), der døde som kun 14-årig af junken. Da jeg så billedet af Babette og hendes håbefulde teenage-tegninger af et liv uden junk, opdagede jeg, at jeg sad og græd.

Hvad gør vi i dag

I 2010 er medierne dygtige til at dække jordskælv så langt væk som Haiti, og vi er dygtige til at donere lidt penge, og købe os til god samvittighed i form af et flot tv-show. Men vi hører aldrig en pind om de 14-15-årige piger der fixer og trækker, så tæt på, som i gaderne bag Københavns Hovedbanegård. Som sangerinden Natasja også sang i ”Gi’ mig Danmark tilbage”, er politikerne ikke meget for at få styr på Istedgade. Frustrerende, at der ikke er prestige i at gøre noget for narkomaner, og ærgerligt at der alligevel ikke er sket mere siden Christianes tid på gaden.

Læs nu Christianes livshistorie

Kai Hermann og Horst Rieck begik én af det 20. århundredes bedste journalistiske bedrifter, da de valgte at nedskrive Christianes livshistorie som artikler i nyhedsmagasinet STERN, og sidenhen udgav det hele som bog. Desværre er der ikke meget der har ændret sig i narkoprostitutionen siden 1979. Men læs nu Christianes livshistorie – så vil du også forstå hvorfor vi alle må tage stilling og gøre noget!

”Wir kinder vom Bahnhof Zoo” blev en fantastisk vellykket film, der er på højde med bogen. David Bowie, som Christiane beskriver en koncert med i selvbiografien, stillede op og gav endnu en koncert til ære for Christiane og filmoptagelserne.

Her løber Christiane sammen med Detlef i indkøbscentret i Gropiusstadt, til David Bowies ”Heroes”: