Kærlighed ved første hik: Bogen der fik drenge til at læse bøger, og 18 år senere startede alle ”Anja og Victor”-filmene.

Af Peter Kock Henrichsen

Titel:

‘Kærlighed ved første hik’

Forfatter:

Dennis Jürgensen

Sider:

92

Udkom:

1981

Forlag:

Tellerup

Følelses-barometer:






Victor går i 8. klasse og er blevet offer for Anja-epidemien. Han er blevet smækforelsket i lækre Anja fra parallelklassen. Da Victors bedste ven, Torkil, holder en stor fest nytårsaften, dukker Anja helt uventet op, og Victors lykke er gjort. Nu får han endelig mulighed for at lære Anja at kende. Festen går dog ikke helt som ventet, og da Victor virkelig får chancen for at vise hvor stort et mandfolk han er, ender han med at få en skrækkelige hikke. Da det ser allermest håbløst ud, træder Anja dog i karakter og redder Victor ud af kniben. Første bånd er lagt mellem det nye elskovspar. Men hvad de to turtelduer ikke har skænket en tanke, er, at deres småbrødre allerede kender hinanden, og møgungerne har planlagt hvordan de vil sabotere romantikken mellem Anja og Victor.

Kassettebånd og LP-plader fra 80′erne

Du kender helt sikkert ”Anja og Victor” spillet af Sofie Lassen-Kahlke og Robert Hansen, fra alle filmene af samme navn. Men vidste du også at idéen til filmen startede med bogen Kærlighed ved første hik? Dennis Jürgensen udgav den i 1981. Det finder man hurtigt ud af, fordi Torkil spiller kassettebånd og LP-plader til sin fest, og fordi Anjas fars Opel Manta er det hotteste bil Dennis Jürgensen kunne komme på. Men det gør ikke bogen mindre sjov, tværtimod er det skægt at sidde med en snart 30 år gammel roman, der blev så populær, at Regnar Grasten indtil videre har lavet hele seks film over de to hovedpersoner.

Hvornår kommer det med ”Kardongerne”

Vi opdagede bogen i 8. klasse i 1984, da vi havde præcis samme alder som Anja og Victor, og nøj det var et hit! Dengang var tiden en anden, og at gå i seng med hinanden og købe kondomer var altså kun noget man skrev seriøst om i vores seksualundervisningsbøger (gab). Pludselig vendte Dennis Jürgensen rundt på alt dette, og tog pis på alt det seriøse (ja, undskyld udtrykket, men det gjorde han altså). Bogen blev så populær, at vi læste et kapitel op i skoleradioen i hvert spisefrikvarter, og eleverne i alle de andre klasser, i hvert tilfælde fra sjette og op, sad fuldstændig limet til højttalerne. ”Hvornår kommer det med kardongerne?” lød det altid.

”Hvad laver du, Victor,” hviskede hun tæt i mit øre.
Det gav et sæt i mig
”Jeg … rører ved dig, tror jeg.”
”Nej, det må være noget andet.”
Jeg løftede den hånd, jeg havde følt med. I den befandt sig et eller andet fordømt tøjdyr af ubestemmelig race.
Så var det sgu ikke så mærkelig, at hun slet ikke havde reageret.

Hylemorsomme dialoger

Det er stadig hylende sjovt at læse Kærlighed ved første hik, og personligt synes jeg den er endnu bedre end filmen. Victor bliver fortalt med jeg-fortæller, og som dreng identificerer man sig med det samme med staklen. Samtidig er Dennis Jürgensens stærke side dialogerne. Man kan boltre sig i sjove samtaler, som for eksempel da lillebror Esben er inde hos købmanden og købe de berømte ”kardonger”.

Humor & sex – en god drengecocktail

I 8. klasse var det altså også pigerne der var gladest for at læse, så når man som dreng skulle lave en boganmeldelse, kiggede man udelukkede efter bibliotekets tyndeste og mest letlæste bog. Og dér gik Kærlighed ved første blik rent ind på en førstepladsen – igen! Kun 92 små sider, og når det nu var noget med sex og piger kunne man sagtens tæske det igennem på to eftermiddage.

Pigerne lyttede nu lige så interesseret med, når der blev læst op af Kærlighed ved første hik, men Dennis Jürgensen fik med denne her bog virkelig givet os drenge en oplevelse af, at det rent faktisk var sjovt at læse bøger. Siden skrev Dennis blandt andet klassikeren Dystopia og Balladen om den forsvundne mumie (Freddie-serien), hvor han kombinerede humor og gys. Igen en genial cocktail, der fik ellers fodboldspillende drenge til pludselig også at læse bøger!

Tak for alt, Dennis!

Dennis Jürgensen: Kærlighed ved første hik. Tellerup, 1981.- 92 sider